Matilde Kimer: Russerne frygter flere eksplosioner

Rusland-korrespondenten fortæller, at politiet har fundet ny bombe, som ikke er detoneret.

Redningsfolk uden for metrostationen Sennaya Ploshchad, hvor flere er dræbt og såret efter eksplosioner i St. Petersborgs metro. (Foto: © ANTON VAGANOV, Scanpix)

Russiske myndigheder arbejder på højttryk på at sikre, at der ikke sker flere eksplosioner i St. Petersborg efter én dødbringende af slagsen på metrosystemet her til eftermiddag.

DR's Ruslands-korrespondent, Matilde Kimer, fortæller, at der i russiske medier er meldinger om, at politiet har fundet en bombe, som ikke er detoneret og nu er i politiets varetægt.

Den skulle være fundet på en tredje central metrostation ved Revolutionspladsen.

Dette er dog ikke bekræftet fra officiel hold.

- Det kan være forklaringen på, at man har lukket samtlige metrostationer. I begyndelsen var det kun de centrale stationer. Men det tyder på, at man frygter, der kan være bomber flere steder og altså vil undersøge samtlige stationer og samtlige tog, siger Matilde Kimer.

Forskellige meldinger om antal eksplosioner

Eksplosionen fandt sted mellem klokken 14.30 og 15.00 lokal tid.

Det forlyder, at eksplosionen skete mellem metrostationen Sennaya Ploshchad og metrostationen nær det teknologiske institut.

Begge er centrale metrostationer, som ligger helt inde i midten af byen, fortæller Matilde Kimer.

De foreløbige meldinger omkring antallet af tilskadekomne er, at mindst ti er dræbt, og omkring 50 er kvæstet.

Eksplosionen skete mellem klokken 14.30 og 15.00 lokal tid i en central og travl del af Ruslands andenstørste by.

Matilde Kimer understreger, at myndighederne stadig er tilbageholdene med informationerne.

Den russiske præsident, Vladimir Putin, har været hurtigt ude og meddele, at myndighederne arbejder ud fra alle teorier - også at det kan være terrorisme.

- Man går ganske forsigtigt frem for ikke at spekulere i, hvem der står bag. Det er også derfor, at man højlydt ikke vil sige højt, om det er terror.

- Historisk har Rusland været ramt af terror med sprængstof i tog. Det vil for de fleste russere også automatisk være den første tanke, at det kan være nogen, som er utilfredse med situationen i Tjetjenien. Men det kan jeg ikke spekulere i, for der har været stille omkring det i flere år, siger Matilde Kimer.

Hun fortæller, at foruden lukningen af metroen, er der sat ekstra sikkerhedsfolk på gaden, ligesom centrale steder i hele byen bliver bevogtet.