Den russiske oppositionspolitiker og tidligere borgmester Jevgenij Urlasjov har udsigt til at skulle tilbringe de næste 12,5 år i et fængsel i Rusland. Anklagerne handler om korruption og bestikkelse på 17 millioner rubler.
I 2012 blev Jevgenij Urlasjov valgt som borgmester i den russiske by Jaroslavl med 70 procent af stemmerne blandt byens 600.000 indbyggere. Borgmestervalget skete samtidig med, at russerne samlede sig i de største folkelige protester siden sovjettiden efter rygter om valgsvindel ved parlamentsvalget i 2011.
Omkring et år senere, i 2012, blev Urlasjov trukket ud af sin bil en sen aften, anholdt og anklaget for korruption. I august fik han sin dom. En straf på 12,5 års fængsel.
- Dommen var meget hård, har Urlasjovs advokat udtalt til avisen The Moscow Times.
- Kriminelle får mindre straffe for kriminalitet, der involverer vold. Min klient har fået 12,5 år for en bestikkelsessag, han aldrig så, og som aldrig er blevet bevist.
Advarselssag
I går gik Rusland til parlamentsvalg for at vælge repræsentanter ind til det russiske parlaments underhus, Dumaen. Valgkampen har båret præg af en splittet og undertrykt opposition, der har haft svært ved at få taletid i statslige medier, og et Putin-kritisk parti, der er blevet truet med slet ikke at få lov til at stille op.
Urlasjov var tidligere medlem af Putins parti, Forenet Rusland. Men i 2011 meldte han sig ud, og i 2012 stillede han op som borgmester i Urlasjov for partiet Civil Platform. Urlasjov har hele tiden fastholdt, at han er uskyldig, og at anklagerne er politisk motiverede. Også eksternt har blandt andet flere menneskerettighedsorganisationer betragtet hans korruptionsanklager som politiske.
- Hans sag sender et signal til borgerne om, at stikker man næsen for langt frem, får man mere end bare et dask. Det er et eksempel på og en advarsel om, hvad modstand mod systemet kan føre til, siger DR’s Ruslands-korrespondent Matilde Kimer.
- Og det er langt fra en enestående sag. Oppositionsfolk bliver enten retsforfulgt eller dræbt, når de får for meget magt.
'Han var en stærk leder'
På hovedgaden i Jaroslavl demonstrerer en gruppe af Urlasjovs tilhængere. De samler underskrifter ind til appelsagen mod den tidligere borgmester. De forsøger at mødes flere gange om måneden, særligt om fredagen og synes, at dommen og sagen mod Urlasjov er uretfærdig.
Arina Olejnikova, der koordinerer protestbevægelsen til støtte for Urlasjov, er ikke i tvivl om, hvorfor han er røget i fængsel.
- Han var en stærk leder, der kunne handle imod magten. Han var en reel trussel. Og dem, der udgør en trussel – dem der vil kæmpe mod det her system – de bliver vist det, han er blevet vist, siger hun til DR.
Det er blevet værre at være opposition
Ifølge Matilde Kimer er Jevgenij Urlasjov interessant, fordi han er et eksempel på, at befolkningen valgte en mand, der ikke kom fra Putins parti, Forenet Rusland. Men han blev valgt ind i en anden tidsånd. Det var lige efter protesterne i 2011, og oppositionen var optimistisk.
- I oppositionskredse kaldte man bevægelsen i 2011 for ’det russiske forår’. Man så det som en bevægelse, der var klar til at gå på gaden og kræve sin ret. Siden protesterne er det kun blevet værre at være opposition. De er blevet mere undertrykte og har sværere ved at komme til orde, siger Matilde Kimer.
- Nu er oppositionen desillusionerede og modløse og slået tilbage til start. De troede, de gjorde det rigtige i 2011.
