Tvunget i isolation med en temperatur på 37,4: 'Jeg har fortrudt, at jeg kom tilbage til Kina'

Korrespondent Philip Khokhar er blevet tvunget i isolation i Shanghai.

Philip Khokhar er blevet sat i isolation i 14 dage, efter han er vendt tilbage til Kina.

DR Nyheders korrespondent i Asien, Philip Khokhar, er netop vendt tilbage til Shanghai, hvor han bor til daglig. Men nu er han ligesom andre udlændinge blevet sat i karantæne af de kinesiske myndigheder.

- Vi fik allerede at vide, da vi landede, at myndighederne her i byen har ændret reglerne, så alle, der ankommer til Shanghai, skal i karantæne, siger Philip Khokhar.

Han havde været i Thailand og blev stoppet, da han landede i lufthavnen i Shanghai.

I lufthavnen tog de hans temperatur, og selvom han hverken følte sig dårlig eller varm, havde han en temperatur på 37,4 grader. Så tog de den igen. Samme resultat. En ambulance hentede ham i lufthavnen og kørte ham på et hospital med tvivlsom hygiejne.

- Lige nu er jeg rasende, og jeg har faktisk også fortrudt, at jeg kom tilbage til Kina, siger han fra hospitalet og fortsætter:

- Der er sygt uhygiejnisk og faktisk begynder jeg at tænke mere og mere, at jeg ikke ved, hvem der har været her før mig.

Du kan se og høre mere om Philip Khokhars vej til karantæne i videoen øverst i denne artikel. Philip Khokhar har svaret på spørgsmål fra jer læsere om at blive sat i isolation, og hvordan hverdagen er i Kina. Du kan læse hans svar her.

'Jeg har ikke corona, og det er jeg glad for'

Efter flere tests, blodprøver og scanning af lunger på flere forskellige hospitaler fik han en god besked.

- Lægen har lige været her og fortalt, at mit testresultat er negativt, så det er jo rigtigt godt, og jeg har ikke corona. Det er jeg glad for at høre, siger Philip Khokhar.

Men selvom han er testet negativ, er han blevet sat i 14-dages tvungen isolation på et nedlagt hotel uden for Shanghai. Eller hotel er måske så meget sagt, fordi der står vagter uden for, og han må ikke forlade sit værelse for andet end at hente mad, der bliver sat foran døren to gange om dagen.

- Sådan er livet i corona-isolation, som Philip Khokhar siger.

Aftenens udgave af Horisont handler om hotspots – steder i verden, hvor antallet af smittede med coronavirus er steget voldsomt. Du kan blandt andet møde en læge og præstesøn fra Alsace, der var med til en stor religiøs forsamling, som skulle vise sig at være fatal. Det er klokken 21.25 på DR1 og DRTV.