Verdens mægtigste mand, leder af den frie verden, leder af verdens eneste supermagt. Betegnelserne har været mange gennem tiderne, når det gælder rollen som USA's præsident.

Men for amerikanernes hverdag er det ikke altafgørende, hvem der sidder i Det Hvide Hus. Langt vigtigere er spørgsmålet om, hvem der er guvernør i folks hjemstat.

- Symbolsk er præsidenten vigtig, men i praksis er det guvernøren, der er vigtigst for folk, siger Derek Beach, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet og selv amerikaner fra Alaska.

- Eneste forskel er faktisk, at præsidenten har nogle beføjelser angående udenrigspolitik, som guvernøren ikke har.

Mange borgernære ting bliver nemlig bestemt af delstaterne, og her regerer guvernøren.

Sammen med delstaternes kongres tager guvernøren sig nemlig af ting så som skoler, regulering af handel, bygning af og vedligeholdelse af vejnet, arbejdsformidling, lokalpoliti samt strafferet på delstatsniveau.

Minder om EU

Devisen har altid været: Alt det, som den amerikanske forfatning ikke giver forbundsregeringen beføjelse til, er delstaternes område. Og kampen om, hvem der bestemmer hvad, går helt tilbage til USA’s grundlæggelse og ændringerne af forfatningen op gennem tiderne.

-Det, som sker på tværs af grænserne, for eksempel handel eller transport, ligger på forbundsniveau, mens stort set resten hører delstaterne til, siger Derek Beach, der sammenligner forholdet med Danmarks position i EU.

Mange af EU’s beføjelser handler også om grænseoverskridende aktiviteter.

I USA betyder det, at ting som bestemte skatter og moms er noget, som reguleres på delstatsniveau - i nogle tilfælde helt ned til kommuneniveau.

- Gymnasier og folkeskoler, ja, også nogle universiteter, bliver organiseret på delstatsniveau eller på kommuneniveau, og det betaler man til via ejendomsskatter og indkomstbeskatning, der går til borgernære velfærdsområder som skoler og lokalpoliti, siger Derek Beach.

Guvernøren har også militære midler til rådighed. Han har magten over nationalgarden – en slags hjemmeværn i delstaten – som kan træde til ved ulykker eller oversvømmelser.

Hvis man på den anden side smugler narko over delstatsgrænserne, kan man blive straffet efter føderal strafferet og ende i et føderalt fængsel.

Forskelle fra delstat til delstat

Magtfordelingen kan give meget forskellige vilkår fra delstat til delstat. Men forbundsregeringen har et middel til at presse delstaterne til at have samme regler – nemlig tilskud.

Det er loven om maksimumhastighed på landevejene et eksempel på.

I 1970'erne ville præsident Richard Nixons regering sætte en national fartgrænse på 55 mil i timen - cirka 90 kilometer. Målet var at begrænse benzinforbruget på grund af oliekrisen.

Men flere stater var imod - for eksempel Montana, hvor der aldrig havde været fartgrænser på delstatens øde landeveje. Staten var både for stor og for tyndt befolket til, at man bekymrede sig om den slags grænser.

Men forbundsregeringen gjorde det klart, at det var slut med tilskud til at bygge veje og broer, hvis delstaterne ikke makkede ret. Og det gjorde de så indtil 1995, da Kongressen ophævede loven og igen gav delstaterne lov til at fastsætte fartgrænserne, som de ville.

- Så forbundsregeringen kan styre sagerne ved at flytte penge og økonomisk støtte fra et område til et andet. På den måde kan præsidenten få indflydelse på folks liv økonomisk set, siger Derek Beach.

Guvernørpost som trinbræt

Ofte kan embedet som delstatsguvernør, hvor man bliver valgt for fire år ad gangen, være et middel til at nå videre på nationalt niveau.

Hele fire ud af de seneste seks præsidenter har en fortid som guvernør.

Mest kendt er nok Ronald Reagan, der var guvernør i Californien fra 1967 til 1975. Bill Clinton var guvernør i Arkansas, mens George W. Bush bestred guvernørposten i Texas frem til, at han kastede sig ind i præsidentvalget i 2000, som han vandt.

Og den erfaring, guvernørposten giver, er noget, som vælgerne sætter pris på.

- En guvernørpost skal man være en ganske dygtig politiker for at vinde. Og kommer man på det niveau, så kan man noget. Samtidig kan guvernøren sammenlignes med præsidenten. Guvernøren skal samarbejde med delstatens kongres, underskrive lovgivning og kan nedlægge veto mod den, præcis som præsidenten kan på forbundsniveau, siger Derek Beach.

Så guvernørposten kan være en god læreplads.

Men nogle gange vil delstaternes vælgere noget helt andet end at se på etablerede politikere.

Som da Californien, hvor flertallet har stemt for en demokratisk præsident lige siden 1992, valgte skuespilleren og muskelbundtet – og republikaneren - Arnold Schwarzenegger som guvernør i 2003 og igen i 2006. Han blev set som The Governator, der kunne rydde op i statens mange skandaler og dårlige økonomi.

Men dér stoppede de politiske drømme også for ham. Selv om det dengang forlød, at Schwarzenegger overvejede at stille op som præsidentkandidat, kunne han ikke opfylde forfatningens krav om, at en præsident skal være født i USA.