”I’m going to be the best president, that god ever created,” siger Donald Trump, men det tyder ikke på, at investorerne er enige.
Nervøsiteten har spredt sig hos dem, efter at Donald Trump denne uge har halet sig ind på Hillary Clinton i meningsmålingerne for det amerikanske præsidentvalg, fortæller chefstrateg i Carnegie, Henrik Drusebjerg.
- Usikkerheden om, hvem og hvilken præsident Donald Trump ville være, den er meget stor, og derfor reagerer de fleste investorer ved at sælge lidt ud af de lidt mere risikable aktiver, det vil sige aktier og virksomhedsobligationer.
Trump er gået frem, så Hillary nu kun fører med 1,7 procentpoint, ifølge Real Clear Politics gennemsnitsmåling.
Historisk usædvanlighed
Normalt kan den amerikanske præsident ikke direkte påvirke, hvordan investeringsbranchen vælger at placere sine penge, men meget har brudt med normalen i valgkampen mellem Donald Trump og Hillary Clinton, og det gælder også på de finansielle markeder, fortæller Henrik Drusebjerg.
- Hvis Donald Trump bliver præsident, er det forbundet med betydeligt økonomisk usikkerhed, fordi han gennem valgkampen har været ude med nogen meget rabiate udtalelser, der skaber frygt for, på hvilke betingelser verdenshandlen kan fortsætte.
Trumps politik vækker uro
Henrik Drusebjerg tvivler på, at Trump kan få den nødvendige opbakning fra amerikanske politikere i Kongressen til alle sine politiske forslag, men ikke alle forslag kræver, at de bakker ham op.
- For eksempel at indføre toldtariffer på kinesiske og mexicanske varer, det er faktisk noget, han i en vis udstrækning har mandat til at gøre uden yderligere politisk opbakning, siger han.
Ifølge Henrik Drusebjerg kan told på udenlandske varer i USA få konsekvenser i hele verden.
- Det er rigtig skidt for verdenshandlen. Det vil være et skridt væk fra globaliseringen og et skridt i retningen af noget, der snarere betyder mindre verdenshandel og dermed mindre vækst. Ikke bare i USA, men i hele verden, siger han.
Better safe than sorry
Det er netop frygten for sådan et scenario, der skræmmer investorerne væk.
- Kommer der en præsident i USA, der alt andet lige begynder at mindske verdenshandlen, så må vi alt andet lige også antage, at mange af de virksomheder kommer til at tjene færre penge i fremtiden, og derfor er investorerne selvfølgelig bekymrede for, at det kan ramme lige præcis deres investeringer, siger Henrik Drusebjerg.
Selvom valget først bliver afgjort på tirsdag, er usikkerheden nok til, at det i øjeblikket kan mærkes på markederne for værdipapirer.
- Der er mange, der vælger at lade sige styre af deres frygt, når de har penge på spil, og tage pengene ud af aktiemarkedet - og hellere før end at stå midt i måske en eller anden større nedtur forårsaget af et eller andet fuldstændigt håbløst politisk projekt af Donald Trump, siger Henrik Drusebjerg.