Republikanere frygter valgfusk: 'Stop optællingen'

Flere Trump-tilhængere protesterer mod valgprocessen, mens Trump-lejren har anlagt søgsmål i adskillige delstater.

Demonstranter protesterer mod valgprocessen i Detroit, mens stemmerne tælles op. (Foto: JEFF KOWALSKY © Scanpix)

Det amerikanske valg er langtfra slut, selv om alle stemmer er blevet afgivet.

Mens de amerikanske valgtilforordnede de seneste døgn har talt og talt, har millioner af amerikanere bidt negle og siddet klistret til skærmene.

Andre har dog valgt at gå på gaden eller ligefrem forsøgt at tvinge sig adgang til valglokaler.

Der er endnu ikke nogen meldinger om sårede i forbindelse med protesterne, men flere steder i USA har politiet måttet træde til for at sikre sig, at de valgtilforordnede kan passe deres arbejde og sikre valghandlingen.

'Stop optællingen'

Detroit i delstaten Michigan er et af stederne, hvor politiet er blevet tilkaldt for at sikre valghandlingen. Her har flere Trump-tilhængere protesteret mod, hvad de ser som valgfusk.

"Stop optællingen", lød det i nat, da snesevis af Trump-tilhængere troppede op ved et valgsted i den gamle bilby Detroit, som er en demokratisk højborg i Michigan.

Ifølge Ritzau har demonstranter forsøgt at bryde ind i lokalet.

Præsidenten førte i svingstaten i går, men som ventet begyndte Joe Biden at hale ind på Trump, da delstatens brevstemmer begyndte at blive talt op.

Ved en tale i Det Hvide Hus i går beskyldte præsident Trump sine modstandere for valgfusk og erklærede sig selv som vinder af det amerikanske valg.

Her sagde han blandt andet, at han ikke vil have, at "de finder stemmesedler klokken fire om morgenen og tilføjer dem til bunken".

Politiet fjerner en valgobservatør, der har nægtet at forlade valglokalet i Detroit. Flere observatører blev bedt om at træde udenfor, fordi der var for mange i lokalet. (Foto: REBECCA COOK © Scanpix)

Det er fra flere sider blevet tolket som, at præsidenten ikke vil have optalt blandt andet brevstemmer, som i flere stater må tælles med, selv om de ankommer efter valgdagen - så længe de er afsendt senest på valgdatoen 3. november.

Her er særligt Michigan kommet i søgelyset.

Donald Trumps valgkampagne oplyser nemlig, at man har bedt en domstol om at stoppe optællingen af stemmer ved præsidentvalget i delstaten.

Ifølge nyhedsbureauet AP har Joe Biden vundet den vigtige svingstat.

DR talte i nat med flere demonstranter i Detroit, der anfægter valgets gennemsigtighed. De beskylder blandt andet myndighederne for at begrænse antallet af republikanske "poll challengers" - en form for valgobservatører:

Ifølge Reuters blev omkring 30 valgobservatører, primært fra det republikanske parti, nægtet adgang til valglokalet, fordi der var flere mennesker end covid-19-restriktionerne tillader.

Ifølge Greg King fra Trump-kampagnen opstod der et problem, da en række observatører forlod lokalet for at gå til frokost og glemte at skrive sig ud. Da de vendte tilbage, blev de derfor nægtet adgang på et forkert grundlag, siger han.

"Skam jer, Fox!"

I går kunne Biden-lejren fejre, at præsidentkandidaten som den første demokrat i 24 år havde vundet kampen om Arizona i det sydvestlige USA. Lader det til.

Delstatens stemmer er nemlig endnu ikke talt helt op, men flere medier har allerede peget på Joe Biden som sejrherre. Det gælder blandt andet nyhedsbureauet AP, som DR Nyheder benytter. Men flere amerikanske medier, herunder tv-kanalerne NBC og CNN, er mere tilbageholdende med at erklære en vinder.

Et af de første medier, der erklærede Biden som vinder i Arizona, var den konservative tv-kanal Fox News, som efter sigende er præsident Trump yndlingskanal. Fox blev straks kritiseret af Trump-lejren.

Følelsen af at føle sig bortdømt fik i nat en række Trump-tilhængere til at troppe op ved et valgkontor i Phoenix, som de beskylder for at fuske med stemmerne.

Ifølge det amerikanske medie CBS gik række folk fra den ekstremistiske gruppe AZ Patriots ind på det lokale valglokale, hvor de beskyldte de valgtilordnede for at ødelægge stemmer ved at skrive på dem med tuscher.

Udenfor valglokalet stod omkring 200 Trump-tilhængere, der blandt andet råbte "stop tyveriet" og "Skam jer, Fox":

Flere søgsmål fra Trump-lejren

Det er ikke kun i Michigan, at præsident Trumps kampagne har protesteret over valgprocessen. Det har man gjort i flere svingstaterne Wisconsin, Georgia og Pennsylvania, hvor man enten vil have stemmeoptællingen stoppet eller til at gå om.

Hermed starter han forberedelserne til at kunne anfægte resultaterne i de stater, der kan være afgørende for, om han får fire år mere i Det Hvide Hus.

Eric Trump, som er præsidentens søn, kom i går med flere udokumenterede beskyldninger om valgsvindel og slog fast, at Trump-lejren vil anlægge et søgsmål i Pennsylvania.

Og i Georgia er der republikanske anklager omkring valgsvindel. Her påstår statens republikanske leder, David Shafer, at partiets observatører så en kvinde blande 50 stemmesedler med bunken af forhåndsafgivne stemmer.

Trods republikanernes protester er det meget urealistisk, at stemmeoptællingen kommer til at blive stoppet, mener Jørgen Albæk Jensen, der er professor emeritus i forfatningsret ved Aarhus Universitet.

- Jeg tror, det er helt usandsynligt. Han har ingen argumenter for at stoppe optællingen af stemmer, der er kommet ind til tiden, siger han.

Hvis Trump skal lægge sag an, vil han desuden skulle gøre det i domstolene i de enkelte delstater. I USA er det nemlig hver enkel stat, der styrer stemmeoptællingen.

Hvis han dog skal opnå noget, vil vejen frem for ham dog være en lidt anden, mener Jørgen Albæk Jensen

- Han vil kunne sende jurister i delstaterne, som kan påstå, at nogle af stemmerne er ugyldige. Hvis han kommer igennem med det, kan man måske finde ud af, at nogle af dem har været fejlbehæftede eller lignende. Jeg har dog stadig svært ved at se, hvad hans argument vil være for at gøre det.

Uro i demokratiske højborge

I løbet af natten har Trump-modstandere også været på gaden. Det gælder blandt andet i New York og i Portland. Her har politiet anholdt henholdvis 50 og 10 personer.

I begge områder har et stort flertal af vælgerne peget på Joe Biden som deres foretrukne præsidentkandidat, og begge steder var der demonstrationer, som ikke kun omhandlede valget, men også bredere samfundsmæssige spørgsmål som politivold og raceulighed.

Det gik voldsomt for sig, da betjente i New York opløste en demonstration, der blokerede trafikken i området:

I Portland bliver der meldt om uroligheder, og politiet har beslaglagt fyrværkeri og skydevåben fra demonstranter.

Portland, som ligger i delstaten Oregon, har været meget i mediernes søgelys efter måneder med demonstrationer og uro i kølvandet på George Floyds død i slutningen af maj.

  • Politiet var talstærkt til stede i Portlands gader i nat. (Foto: CHRISTIAN MONTERROSA © Scanpix)
  • Flere sortklædte demonstranter brændte amerikanske flag i gaderne. (Foto: CHRISTIAN MONTERROSA © Scanpix)
  • Folk fra den venstreradikale bevægelse Antifa var blandt demonstranterne. (Foto: CHRISTIAN MONTERROSA © Scanpix)
  • Nationalgarden var på gaden for at assistere politiet. (Foto: CHRISTIAN MONTERROSA © Scanpix)
  • Her flygter demonstranter, efter politiet i Portland erklærede situationen for uroligheder i kølvandet på hærværk mod blandt andet butikker i byen. (Foto: CHRISTIAN MONTERROSA © Scanpix)
1 / 5

Oregons guvernør, Kate Brown, har indkaldt statens nationalgarde for at håndtere, hvad hun betegner som "omfattende vold".

Rettelse: Det fremgik tidligere, at Fox News trak i land efter at have kaldt Arizona. Dette er imidlertid ikke tilfældet.