Frankrigs nuværende præsident, Emmanuel Macron, går efter yderligere fem år i Élyséepalæet. Men hvor det for blot få uger siden så ud til, at den 44-årige, centrumliberale politiker ville vinde stort, ser det nu meget mere usikkert ud.

Ifølge meningsmålingerne fører han fortsat over sine 11 modkandidater. Men hvor han i midten af marts stod til at få 30 procent af stemmerne ved første valgrunde, står han nu blot til at få 26 procent.

Den succesbølge, han red på i kølvandet på Ukraine-krigen, er forsvundet igen. Både Marine Le Pen fra den yderste højrefløj og Jean-Luc Mélenchon fra den yderste venstrefløj haler nemlig kraftigt ind på ham, og i Macron-lejren er nervøsiteten i den grad begyndt at sprede sig.

Tidligere på ugen erkendte Emmanuel Macron, at han kom alt for sent i gang med sin valgkamp. Han forklarede sit fraværd med, at han havde for travlt med at forhandle med Rusland og Ukraine om en løsning på krigen til at rejse rundt i landet og tale med vælgere.

Derfor har han også været ude at advare sine vælgere mod at tro, at sejren allerede er hjemme.

Det er nemlig langt fra alle franskmænd, der bakker op om præsidenten, hvis politiske projekt, La République en Marche, blot har seks år på bagen. Han bliver ofte beskyldt af sine kritikere for at være virkelighedsfjern, arrogant og som en, der kun tænker på de rigeste franskmænd. Spørgsmålet er, hvor meget det smitter af i stemmeboksene.

- Se, hvad der skete med brexit og så mange andre afstemninger: Det, som man troede var usandsynligt, skete faktisk. Intet er umuligt, lød det i sidste uge fra præsidenten.

Det er tredje gang, at Marine Le Pen fra den yderste højrefløj går efter præsidentposten.

Første gang var i 2012, hvor hun endte på en tredjeplads. For fem år siden blev hun nummer to efter nederlaget til den nuværende præsident, Emmanuel Macron. Men denne gang tror den højrenationale politiker for alvor på, at hun kan gå hele vejen og indtage førstepladsen. Og skal man tro meningsmålingerne og de politiske iagttagere, er det slet ikke utænkeligt.

På bare en måned er Ressemblement National-politikeren stormet frem i meningsmålingerne til første valgrunde. Fra 17 procent af stemmerne i begyndelsen af marts til 23 procent i dag.

Samtidig er hendes hovedkonkurrent på den yderste højrefløj, den yderst omstridte tv-debattør Éric Zemmour, som ellers for få måneder siden stod lige så stærkt som hende, styrtdykket i målingerne.

Hvis Marine Le Pen ender med at skulle møde Emmanuel Macron i den anden og afgørende valgrunde, kan det også gå hen og blive tæt. Hvor hun i 2017 fik blot 33,9 procent af stemmerne i anden runde, står hun nu til at få 47 procent. Og også her er præsident Macrons forspring kun skrumpet i den seneste tid.

Marine Le Pen har brugt de seneste år til at bløde sit offentlige image op, selvom hendes politik i høj grad er den samme. Hvor hun tidligere var kendt som en benhård værdikriger, hvis hovedmål var at føre en stram indvandringspolitik, har hun nu især valgt at fokusere på franskmændenes købekraft, som er det helt store emne ved årets præsidentvalg.

Derudover er hun begyndt at tale mere om sine følelser og private forhold, heriblandt hvor svært det kan være at være enlig mor til tre børn.

Trods kursændringen er der fortsat mange franskmænd, der finder hende for højreorienteret og ekstrem. Derudover viser målinger, at op mod hver tredje franskmænd ikke har tænkt sig at stemme. Det kan komme til at ramme hende ekstra hårdt, da det især af ydrefløjsvælgerne, som overvejer at blive væk hjemme.

Dertil har hun tidligere talt særdeles varmt om den russiske præsident, Vladimir Putin, og afvist, at han skulle være en trussel for Europa. Hun har også lånt penge af en russisk bank til at føre valgkamp for, og alt det er Emmanuel Macron begyndt at sætte skarpt fokus på. Det vil han utvivlsomt kun blive ved med.

Den franske venstrefløj er historisk splittet, og de røde partier minder mest af alt om en samspilsramt familie, som end ikke kan være i stue med hinanden. Lige nu er der seks venstrefløjskandidater, der kæmper om præsidentposten, men hovedparten står kun til at få et par procent af stemmerne.

Den eneste, der har en reel chance for at gå videre til anden valgrunde, er Jean-Luc Mélenchon fra bevægelsen Det Oprørske Frankrig på den yderste venstrefløj. Han står til at få 17 procent af stemmerne, og vælgeropbakningen er steget i de seneste uger.

Det er tredje gang, at den 70-årige politiker, der indledte sin karriere som en del af den kommunistiske og trotskistiske bevægelse, går efter posten. Ved valget i 2017 fik han næsten en femtedel af stemmerne ved første valgrunde og manglede blot 600.000 stemmer for at nå videre.

Nu satser Jean-Luc Mélenchon, der er god til slutspurterne, på at lokke flere rådvilde venstrefløjsvælgere til. Han slår blandt andet på, at deres stemmer er bedre givet ud på ham end de andre venstrefløjskandidater, der alligevel ikke ser ud til at gå videre. Samtidig kører han hårdt på Emmanuel Macron, hvilket er populært blandt mange på venstrefløjen, der ikke kan udstå præsidenten.

Men selvom han er en både garvet og farverig politiker med et rødt valgprogram – heriblandt at hæve mindstelønnen og sænke pensionsalderen – er der fortsat mange venstrefløjsvælgere, der ikke føler sig repræsenteret af ham.

Jean-Luc Mélenchon vil blandt andet trække Frankrig ud af Nato-samarbejdet, tage et opgør med EU’s spilleregler og indføre mange flere folkeafstemninger i Frankrig.

Derudover har han tidligere skamrost Venezuelas omstridte socialistleder Hugo Chavez, og det er ikke mange måneder siden, at han sagde, at han skam godt forstod, hvorfor Rusland ikke vil have, at Ukraine bliver en del af Nato-alliancen.

Altsammen noget, der ikke er lige populært blandt alle franskmænd. Heller ikke på venstrefløjen.

Den helt store joker ved årets præsidentvalg er, hvor mange franskmænd som vælger at blive hjemme på sofaen frem for tage turen ned til stemmeboksene.

Op mod hver tredje franskmand overvejer ifølge målinger at skippe første valgrunde, og det kan gå hen og vende op og ned på resultaterne.

Blandt forklaringerne er, at de ikke føler sig repræsenteret af de politikere, der stiller op, og at de føler, at valget allerede er afgjort.

Det er især de unge og de fattigste franskmænd, som ikke har tænkt sig at stemme. Derudover er det ifølge franske valgforskere noget, der i højere grad kan komme til at gå ud over ydrepartierne. De tiltrækker nemlig i højere grad frustrerede franskmænd, der ikke længere har den store tiltro til politikerne, og som derved er mindre tilbøjelige til at stemme.

Derfor har både Marine Le Pen og Jean-Luc Mélenchon undestreget flere gange over for deres vælgere, at det er vigtigt, at de tropper op.

- Hvis folket stemmer, vinder folket også. Det afhænger af jer, understregede Marine Le Pen, da hun torsdag holdt sit sidste vælgermøde inden første valgrunde.

Det kan godt være, at Emmanuel Macron i dag er en særdeles magtfuld politiker, som er kendt i det meste af verden. Men det er ikke mere end fem år siden, at han var en outsider, som kæmpede for at få stablet sin politiske midter-bevægelse på benene.

Dengang så det politiske landskab i Frankrig nemlig helt anderledes ud. I årtier havde det store borgerlige parti, Republikanerne, og Socialisterne skiftedes til at dele magten. Og inden valget i 2017 var det socialisten Francois Hollande, der boede i præsidentpalæet.

Men alt det ændrede sig ved præsidentvalget. I første runde fik Emmanuel Macron og Marine Le Pen flere stemmer end kandidaterne fra de to gamle magtpartier. Og siden da er det kun gået ned ad bakke for de to partier.

Republikanernes præsidentkandidat, Valérie Pécresse, kom ellers fint fra start og lå i december til at få 17 procent af stemmerne ved første valgrunde. Men siden da er opbakningen, der bliver presset fra både den yderste højrefløj og fra præsident Macrons centrumliberale parti, dalet. Ifølge det seneste vægtede gennemsnit står hun nu til at få blot otte procent af stemmerne ved første valgrunde.

Hos socialisterne ser det endnu mere grelt ud.

Deres kandidat, Paris-borgmesteren Anne Hidalgo, kan se frem til at få blot to procent af stemmerne, hvilket er historisk lavt. Der bliver allerede spekuleret i, om partiet overhovedet kan overleve dette valg på nationalt niveau, hvis resultatet ender med at blive så skidt.

For år tilbage måtte partiet sælge sit hovedkontor i Paris for at få økonomien til at hænge sammen. Og hvis man som kandidat får mindre end fem procent af stemmerne, kan man kun få refunderet valgkampsudgifter for knap seks millioner kroner af den franske stat.

Sikkert er det, at de to gamle magtpartier har set bedre dage.