Det i forvejen høje sikkerhedsniveau i Israels hovedstad, Jerusalem, har fået et ekstra nøk opad i forbindelse med begravelsen af landets tidligere premierminister og præsident, Shimon Peres.
Det fortæller DR's mellemøstkorrespondent Michael S. Lund, der befinder sig i byen.
Verdensledere som USA's præsident, Barack Obama, den franske præsident, Francois Holland, samt den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, deltager nemlig i begravelsen af den israelske politiker, der døde natten til onsdag, 93 år gammel.
- Jeg står ved det israelske parlament, Knesset, hvor Shimon Peres' kiste befinder sig, og her er alle veje spærrede. Politibetjente holder vagt, og der er udkommanderet i alt 8.000 politifolk i forbindelse med begravelsen, siger Michael S. Lund og fortsætter:
- Man har også arresteret folk, som man frygtede, ville begå angreb. Der har op til i dag været en serie af mindre angreb i Jerusalem fra palæstinensere, så sikkerhedsniveauet er i forvejen højt.
Shimon Peres blev født i 1934 i det nuværende Hviderusland, men flyttede til det område, der i dag udgør Israel, i 1934.
Han blev en nøglefigur i israelsk politik, og han nåede at bestride stort alle topposter i landet - heriblandt premierminister og præsident - i løbet af sin politiske karriere.
Det var dog som udenrigsminister, at han i 1993 gjorde sig bemærket internationalt set. Sammen med Israels daværende premierminister, Yitzhak Rabin, og den daværende palæstinensiske præsident, Yasser Arafat, fik han forhandlet Oslo-fredsaftalen på plads.
Aftalen var et gennembrud i den årtier lange konflikt mellem israelerne og palæstinenserne, og den indbragte ham Nobels Fredspris.
- Det er det, som mange af de store ledere fra resten af verden vil hylle ham for i dag. Men den fredsproces er i dag gået fuldstændigt i stå, og den vision, han havde om at skabe en permanent fredsaftale mellem israelerne og palæstinenserne, lykkedes aldrig, siger Michael S. Lund.
Et splittet Israel
Det er derfor også et splittet Israel, han efterlader sig, forklarer DR-korrespondenten.
- Uenigheden om, hvilken vej man skal gå for at få en eller anden form for fred, er meget stor, siger han.
Blandt de arabiske israelere er Shimon Peres stadigvæk ikke afholdt, og der er mange af deres ledere, som har meldt afbud til begravelsen, fortæller Michael S. Lund.
- De hylder ikke hans rolle i fredsprocessen mellem palæstinenserne og Israel. De ser mere på hans rolle i forbindelse med Israels invasion af nabolandet Libanon, og at han var med til at sætte gang i de ulovlige bosættelser.
Men selv om han har delt vandene i Israel, så vil mange israelere dog følge med i dagens begravelse, siger mellemøstkorrespondenten.
- I hans sidste år har mange israelere lagt det bag sig, og her ved hans begravelse er der mange jødiske israelere, som hylder ham for rollen i fredsprocessen, samt den enorme rolle, han har spillet i israelsk politik. Uanset om man var enig eller uenig med ham.