Naturfotograf Lars Gejl lever af at tage billeder af naturen, og det har han gjort i 20 år.
Og en af årsagerne til, at det gang på gang lykkes ham at få de gode billeder i kassen, er, at han giver sig rigtig god tid.
- Det allervigtigste er at have tålmodighed. Hvis du ikke har tålmodighed, så skal du ikke blive naturfotograf, for der er rigtig meget venten, fortæller han til DR Viden, imens han roligt spejder udover vadehavsøen, Mandø, hvor titusindvis af bramgæs netop nu fylder energidepoterne op til deres videre træk mod nord.
Det flade landskab er svært at gemme sig i
Men selvom den lille ø for øjeblikket er invaderet af gæs og vadefugle, så er det ikke helt nemt at komme tæt på fuglene.
- Det er en udfordring, fordi du ikke rigtigt kan gemme dig nogen steder, medmindre du sætter skjul op. Og det skal sættes op det helt rigtige sted, fortæller Lars Gejl.
Han har besøgt Mandø mange gange før, blandt andet i forbindelse med bogen, Europas Vadefugle, som han udgav i efteråret 2015.
Dengang var han især på jagt efter én bestemt vadefugl, som manglede i samlingen, nemlig den sorthvide klyde med det lange, tynde, opadbøjede næb.
Forberedelse undgår spildtid
- Når en fugl begynder at koncentrere sig om et bestemt område, så er det en god indikator på, at der sker noget, siger Lars Gejl og peger ud over et fladt, vådt landskab på størrelse med cirka 20 fodboldbaner.
- At sætte sig til at vente på en fugl derude, som er på størrelse med en suppehøne, det kræver altså god rekognoscering, for ellers har du spildt tre dage, tilføjer han.
Og derfor brugte han dengang mere end en dag uden kamera på blot at lokalisere et yngleområde for en klydekoloni.
En nat blandt klyder
Først derefter kunne Lars Gejl tage den afgørende beslutning om, hvor han ville sætte sit skjul op. Han pakkede sit grej, madpakke og termokande og tog ud til det udvalgte sted for at overnatte og forhåbentlig vågne blandt klyderne.
- Det er jo en pragtfuld oplevelse at ligge i sådan et telt, der er masser af lyde: Gæs gakker morgen og aften, og der er vibesang næsten hele natten, hvis det er fuldmåne, fortæller han begejstret.
- Og så allerede klokken fem om morgenen, det var sådan en frostklar morgen med rim på græsset, jamen da var klyderne 20 meter fra mig! De lavede parringsdans og det endte med en parring, og der var også bramgæs, der landede i baggrunden. Der var flere ting, der gik op i en højere enhed, og jeg fik nogle fantastiske billeder, siger Lars Gejl.
- Men det er så kun fordi jeg har brugt tre dage på at finde det helt rigtige sted, tilføjer han.
