TIMELAPSE Se et døgn i Vadehavet på et minut

Vadehavet er essentielt for millioner af Europas trækfugle. Se en timelapse af et døgn fra Mandø i Vadehavet her.

Det lavvandede farvand Vadehavet er spisekammer og yngleplads for millioner af fugle. Lige nu er fuglene på vej hjem fra vinterferie, og man kan dagligt tælle seks millioner af dem i Vadehavet alene.

Timelapse-videoen her er optaget over et døgn fra kl. 12.00 onsdag den 4. maj til torsdag den 5. maj kl. 12.00.

I videoen kan man tydeligt se, hvordan tidvandet trækker sig ud og ind - et tidevand, der er ekstremt vigtigt for livet i farvandet.

I det lave vand og sandbankerne gemmer der sig liv over alt i form af enorme mængder af bittesmå alger og de milliarder af muslinger og andre bunddyr, som spiser algerne.

To gange om året bliver mængden af liv i Vadehavet dog endnu mere ekstrem.

Om efteråret og foråret bliver Vadehavet nemlig omdannet til rasteplads for millioner af trækfugle, der stopper her for at æde sig fede i de bunddyr, som stedet er så rigt på.

Se hvordan livet udfolder sig på Mandø over et døgn på blot et minut i videoen i toppen af artiklen.