Professor Ronnie N. Glud fra Syddansk Universitet (SDU) er vendt glad hjem fra New Zealand, efter at han i november og december har stået i spidsen for en international forskerekspedition til den såkaldte Kermadec Trench med vanddybder på op til 10 km.
Tilfredsheden har flere årsager. Holdet har en masse data med hjem til videre analyser, efter at de har sat verdensrekord i at tage prøver fra sedimentet nede på de ekstreme vanddybder ved hjælp af grej, som var forbundet med kabel til ekspeditionsskibet.
Nye instrumenter, robotter og teknologiske hjælpemidler var med til at sikre de unikke data fra bunden af de dybe grave. Den krævende opgave med at udvikle udstyret er foregået i et tæt samarbejde mellem danske forskere fra SDU og tyske forskere fra Max Planck Instituttet i Bremen.
På denne video: https://vimeo.com/247731456 kan man se måleudstyrets vej ned i dybet, inden det rammer bunden i 9994 meters dybde.
Fem nationer sammen om at udforske tre grave
Holdet bag missionen består af teams fra fem nationer og forskere fra syv lande. For Ronnie N. Glud er det led i et stort forskningsprojekt støttet af Det Europæiske Forskningsråd (ERC).
I alt skal han og kollegerne undersøge tre udvalgte dybhavsgrave, som er vidt forskellige.
- Helt overordnet ønsker vi at forstå, hvad der foregår på oceanernes største dybder. Og hvilken rolle disse uudforskede områder har for, hvordan havet fungerer, samt hvilke organismer der findes her, forklarer Ronnie N. Glud.
Togtet til dybhavsgraven nord for New Zealand var første stop, men allerede til marts går det løs igen i Atacamagraven i det østlige Stillehav ud for Chile. Senere kommer turen til Japanergraven sydøst for Japan.
Kermadec Trench ved New Zealand var valgt, fordi den ligger i et område, hvor der som udgangspunkt er meget lidt produktivitet, og hvor der ikke synker så meget organisk affald eller ”mad” ned. Graven ved Chile er stik modsat og ligger tæt på et af de mest produktive havområder, og derfor er forskerne interesserede i at sammenligne de to forskellige grave.
Mere liv i dybet end højere oppe
Holdet har arbejdet ud fra en ny teori om, at der kunne vise sig at være mere liv nede i gravenes ekstreme tryk omkring 10 kilometers dybde, end der er på de vidtstrakte dybhavssletter, som dækker det meste af dybhavet og findes på ”kun” seks kilometers dybde.
Det kommer til at tage måneder at analysere de mange prøver og data, som er hentet op fra dybet. Men allerede nu er Ronnie N. Glud i stand til at give nogle klare svar.
- De data, vi allerede kan se på nu, viser, at der er en meget større biologisk aktivitet i bunden af den næsten 10 kilometer dybe Kermadec-grav end på de omgivende dybhavssletter med seks kilometers vanddybde, konstaterer Ronnie N. Glud.
Hans forklaring er, at der samles en masse organisk materiale i gravene. Det fungerer som mad for de organismer, der har tilpasset sig livet under det ekstreme tryk:
- De har sig en fest på det materiale, der kommer derned. Og det er et helt egenartet liv, der er dernede. Når vi snakker liv, er det primært bakterier, virus og mikroskopiske dyr, vi kigger på. Men der bliver også taget prøver af højere organismer som orme, tanglopper og den slags, oplyser han.
Overraskende variation
Selv om der altså generelt er mere liv end tidligere antaget i bunden af dybhavsgraven, stødte forskerne på meget store forskelle, efterhånden som de bevægede sig langs Kermadec Trench.
- Det var overraskende og nyt for os, at der var en enorm variation. Vi sejlede langs den her 1500 km lange grav, og der var en meget stor variation i den biologiske aktivitet.
- Nogle steder foregik der væsentligt mindre end andre steder. Det fortæller os, at diversiteten og forskelligheden i de her grave er langt større, end vi troede tidligere, siger Ronnie N. Glud.
Verdensrekord på dybt vand
Ekspeditionen har både fotos og video med hjem, men nogle af de vigtigste data kommer fra de robotter, som blev sendt ned for at måle fordelingen af ilt i havbunden med små sensorer.
- Det gør de rigtig mange gange, så vi får en kortlægning af ilten i havbunden. Og dermed ved vi, hvor stor biologisk aktivitet der er i havbunden, forklarer Ronnie N. Glud.
Han er særlig glad over, hvor godt det gik med at tage bundprøver ved hjælp af udstyr, som var direkte forbundet til skibet. Det er notorisk svært og en kendt udfordring for missioner, der vil undersøge forhold i dybet.
- Vi mener, at vi har slået verdensrekorden i at tage sedimentprøver på størst dybde med instrumenter, som har et kabel op til skibet. Der er forskellige typer af ”grabbere”, som man sender ned i dybhavet for at tage de prøver. Men det er os bekendt aldrig tidligere lykkedes for nogen at tage prøver så dybt med de teknikker, vi anvendte her, siger Ronnie N Glud.
Denne video: https://vimeo.com/247730483 viser mandskab på ekspeditionsskibet, som bringer bundprøverne tilbage til overfladen og ombord.
Opfølgning på Galathea-ekspeditionen fra 1952
Som dansk forsker er der knyttet en særlig betydning til Kermadec Trench-graven. Dens dybeste sted, som kaldes Scholl Deep, blev første gang registreret af den anden danske Galathea-ekspedition tilbage i 1952, som netop havde dybhavsforskning som mål.
Ronnie N. Glud har undervejs på sin netop overståede mission læst bogen om datidens ekspedition samme sted.
- De sejler hen over dybet og opdager, hvad de på det tidspunkt tror, er det dybeste sted på den sydlige halvkugle. Det ved man så i dag, at det ikke er. Men de har simpelthen ikke tid til at undersøge dybet, da de skal videre nordpå for at holde togtplanen. Så de opfordrer kolleger til at komme tilbage og kigge på det her fænomen, fortæller Ronnie N. Glud.
Den opfordring har han og kollegerne altså taget op med knap 70 års forsinkelse. Og ”hullet” fascinerer stadig.
- Hvis du forestiller dig, at du svæver hen over havbunden i seks kilometers dybde, så kommer der pludselig et hul, som går 10 kilometer ned - altså yderligere fire kilometer. Og så kommer du over på den anden side. Den er 1500 km lang men sine steder kun fem kilometer bred. Det er et fascinerende dyb at kigge ned i billedligt talt, siger Ronnie N. Glud.
Viden om enzymer og forurening
Ekspeditionerne til dybhavsgravene ventes at give grundlæggende ny viden om forholdene på havets største dybder. Ronnie N. Glud regner også med, at vi kan blive klogere på, hvordan liv fungerer under ekstremt tryk.
Hvis vi kan aflure, hvordan organismer dernede fx kan få enzymer til at fungere under de betingelser, kan det være anvendeligt i andre sammenhænge.
I den mindre muntre boldgade kan forskningen fortælle os noget om menneskeskabte forureningsproblemer. For måske havner meget af vores affald også i bunden af havets grave. Det er der indikationer på.
- Hvis det er tilfældet, er det interessant at se på, hvordan det påvirker livet dernede. Og undersøge hvordan organismer håndterer forureningen under højt tryk fx. Så der er flere spændende aspekter i det.
- Men helt overordnet handler det om at forstå, hvordan livet er på de her store dybder, og hvor vigtige de dybe grave er for omsætningen og deponeringen af organisk materiale og for regenereringen af næringsstoffer, siger professor Ronnie N. Glud.
Container med udstyr sendt til Chile
Næste kapitel i det opklaringsarbejde skrives til marts, når holdet samles i Chile. Inden da skal en stor container med alt det tekniske udstyr fragtes over Stillehavet. Heldigvis er der ikke brug for de store ændringer ved materiellet i mellemtiden.
- Helt overordnet synes jeg, at det gik virkelig godt. Der er kun ganske få ting, som vi har taget med hjem for at modificere og optimere lidt, oplyser Ronnie N. Glud.