Søstjerner er på vej tilbage efter mystisk massedød

På få år er nordamerikanske søstjerner blevet resistente overfor en dødelig virus, viser ny undersøgelse.

For cirka fem år siden døde millioner af nordamerikanske søstjerner på grund af en mystisk virus. Nu er de muligvis blevet resistente. (Foto: © handout, Scanpix)

For cirka fem år siden døde millioner af søstjerner af en mystisk sygdom. De fik hvide pletter, og benene rev sig løs fra kroppen.

Det var søstjerner ud fra Nordamerikas vestkyst, der blev ramt af en virus, som forskere senere har identificeret som parvoviridae.

Over 80 procent af dyrene døde, og eksperter kaldte det for et af de største kendte episoder med massedød i havet.

Men nu ser det ud til igen at gå godt for søstjernerne. En ny amerikansk undersøgelse viser, at søstjernerne i området nu er blevet resistente overfor virussen. Dermed har evolutionen og naturlig selektion på kort tid hjulpet dyret med at overleve.

- Det er jo en historie, som vi konstant ser i naturen. Vi har en bakterie eller en virus, der angriber, og så er der nogle, der er resistente, og det er som dem, som overlever og fører arten videre, siger Anders Lydik Garm, lektor og marinebiolog ved Københavns Universitet.

- Det usædvanlige er dog, at den her epidemi var ekstrem kraftig og hurtig ramte en meget stor del af populationen, fortsætter han.

Sammenlignede DNA før og efter

Forskerne bag undersøgelsen har sammenlignet DNA fra søstjerner, der levede før virus-udbruddet med søstjerner, der levede efter.

De fandt ud at, at de unge søstjerner, der nu lever i området, deler et gen, der gør dem resistente overfor virussen.

- Det er overraskende, at populationen er kommet så meget op igen på så få år, siger Anders Lydik Garm og fortsætter:

- Men det handler jo også om, at søstjerner generelt har et meget højt reproduktions-potentiale. Flere arter lægger op mod 100 millioner æg om året. Det betyder jo, at de overlevende vil have enormt gode forhold, da de får relativt lidt konkurrence.

Den nye undersøgelse er publiceret i tidsskriftet PNAS - Proceedings of the National Academy of Sciences of the United States of America.