’Sudan’ var navnet på verdens sidste nordlige hvide næsehorns-han. Dyret døde på et reservat i Kenya tilbage i marts, og nu er der kun to hunner tilbage. Dermed er arten meget tæt på at uddø.

Men forskere rundt i verden forsøger nu at vende timeglasset på hovedet.

Forskere ved San Diego Zoo Institute har for eksempel nedfrosset celler fra nordlige hvide næsehorn i håb om at kunne redde arten ved hjælp af blandt andet kloning.

Jan Secher er adjunkt ved Institut for Klinisk Veterinærmedicin, Sektion for Veterinær Reproduktion og Obstetrik ved Københavns Universitet. Han tror på, at nedfrosne celleprøver måske kan redde næsehornene.

- Hvis man har korrekt nedfrosne celleprøver fra nulevende og afdøde nordlige næsehorn, kan man tø dem op igen og gro dem i en petriskål. Disse celler kan så bruges som donorceller til kloning, siger han.

Hjælp fra en anden næsehornsart

I første omgang håbede forskere på at kunne befrugte de sidste to nordlige hvide næsehorns-hunner med frossen sæd fra blandt andet næsehornet Sudan.

Desværre er de to hunner ikke til meget hjælp. Den ene er steril, og den anden kan ikke bære et foster hele vejen gennem en graviditet.

Derfor kommer et andet næsehorn nu ind i billedet - nemlig det beslægtede sydlige hvide næsehorn.

Forskerne fra San Diego Zoo Institute har netop kortlagt DNA fra frosne celler fra nordlige hvide næsehorn og sammenlignet det med DNA fra sydlige hvide næsehorn, som der findes flere tusind af takket være en storstilet naturforvaltningsindsats.

Sammenligningen bekræfter, at de to slags næsehorn er underarter og ikke to forskellige arter. Derfor ser forskerne nu potentiale i at bruge sydlige hvide næsehorn som rugemødre.

- Man kan vælge at klone og bruge ægceller fra de nulevende nordlige hvide næsehorns-hunner, siger Jan Secher.

- Det vil give rene hvide nordlige næsehorns embryoner - altså fostre -, som kan overføres til sydlige hvide næsehorn, der dermed tjener som rugemødre. Alternativt kan man klone og bruge ægceller fra det sydlige hvide næsehorn.

Forskerne i San Diego fremhæver også en anden metode. Og den minder om kloning, forklarer Jan Secher:

- Man kan tage cellerne og udsætte dem for nogle ting, som svarer til dét, der sker inde i ægget. Man kan for eksempel udsætte dem for en virustype, som overudtrykker nogle gener, så cellerne bliver repogrammeret, siger han.

- Og så opfører de sig som stamceller, som på sigt måske kan laves til æg og sædceller.

Forsker: et realistisk projekt

Forskere bliver ofte mødt med kritik, når de ønsker at redde eller genopleve uddøde arter. For det kan for eksempel fjerne fokus fra at redde andre dyrearter, der har større chance for at overleve.

Samtidig lider mange genoplivningsplaner af den svaghed, at der ikke er tænkt på den genetiske diversitet.

Men i dette tilfælde kan der være noget om snakken.

I undersøgelsen af de frosne celler, har forskerne konstateret, at der er tilstrækkeligt med arvemasse fra forskellige dyr til at kunne starte et avlsprogram blandt næsehorn - som er skabt ved hjælp af de frosne celler - uden det giver for meget indavl.

Og derfor giver det faktisk mening, at bruge ressourcer på projektet, mener professor i bioetik ved Københavns Universitet, Peter Sandøe.

- I modsætning til andre projekter, har de her forskere tilsyneladende lavet deres hjemmearbejde og sikret, at der er en tilstrækkelig genetisk diversitet til, at de kan få en bæredygtig population op at stå, siger Peter Sandøe og fortsætter:

- Men man kan jo altid sige, at man kan prioritere anderledes og redde nogle andre arter. Men nu har de her forskere altså nogle ressourcer til at gøre det her, og det har jeg svært ved at se problemet i.