Forvirring omkring tredje stik skaber pres hos regionerne

Sundhedsstyrelsen erkender, at kommunikationen ikke har været tydelig nok i forbindelse med revaccinationen.

Lige nu er det primært borgere over 65 år, som bliver revaccineret. Men en del undrer sig over, hvor deres invitation bliver af. (Foto: © Henning Bagger, Ritzau Scanpix)

Sidder du og venter på, at du eller dine nærmeste bliver inviteret til tredje vaccinestik? Eller undrer du dig over, at din tid til revaccination ligger flere uger fremme?

Forvirringen over tredje vaccinestik har været stor blandt borgere. Blandt andet har flere henvendt sig til DR.

Frustrationen viser sig også ude i regionerne. Her er coronahotlinjerne rødglødende med opkald fra borgere, der enten ikke har modtaget deres invitation eller ringer i håbet om at få en tid til en revaccination.

- Der er en del, der har ringet ind og undret sig over, at de ikke har modtaget invitation til tredje stik. Det skyldes typisk, at de forventer at modtage invitationen samme dag, som der er gået seks måneder fra andet stik.

Det siger Anders Cinicola, chefkonsulent i Sundhedsplanlægning i Region Nordjylland i et skriftligt svar til DR.

Sundhedsstyrelsen: Der har været forvirring

I hovedstadsområdet har presset på telefonerne været så stort, at regionen har fordoblet antallet af medarbejderne, som sidder ved dem.

Og selvom invitationen er landet i indbakken eller postkassen, kan det stadig mærkes på linjerne.

I flere regioner er ventetiden lige nu op til to uger på en revaccination, afhængigt af hvor du bor.

I Region Syddanmark oplyser de blandt andet, at folk ringer til regionen, hvis de ikke kan finde ledige tider på vacciner.dk og håber på, at regionen kan hjælpe, hvilket ikke er muligt.

Hos Sundhedsstyrelsen har de også modtaget flere henvendelser fra borgere.

- Vi er godt klar over, at der har været noget forvirring omkring kommunikationen til revaccinationen, og det har ikke været tydeligt nok alle steder. Vi arbejder løbende på at forbedre det, siger vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, Helene Probst.

Samtidig understreger regionerne, at de hele tiden udvider kapaciteten ved at ansætte mere personale og udvide vaccinecentrene. De regner derfor med, at presset snart bliver mindre.

Sundhedsstyrelsen startede revaccinationen af ældre på plejehjemmene i starten af september. Inden første december skulle alle i målgruppen fra 65 år og opefter gerne have en invitation til en revaccine. (Arkivfoto) (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

'En midlertidig overbelastning'

Presset på vaccinationskapaciteten er opstået efter, at Sundhedsstyrelsen for få uger siden fremrykkede invitationerne, så der ikke længere går seks måneder og fjorten dage, men seks måneder, fra man er færdigvaccineret, og til man modtager invitation til revaccination.

- Vi hører også, at er nogen har oplevet, at de ikke har fået deres invitation. Det er, så vidt vi ved, ikke særlig mange, men det kan nogle gange gå galt i sådan nogle systemer, siger Helene Probst og fortsætter:

- Der skete en midlertidig overbelastning af systemet. Men det, forventer jeg, bliver bedre, fordi vi udvider kapaciteten, siger hun og kalder presset på telefonlinjerne for en midlertidig pukkel.

Vicedirektøren forventer, at hele gruppen over 65 år samt personer under 65 år i øget risiko for et alvorligt covid-19 forløb og personale i sundheds-, social- og ældresektoren med patientkontakt kan forvente at blive vaccineret inden julemiddagen.

- Vores ambition er, at du kan få din vaccine inden for en uge, og vi tror på, at målgruppen er vaccineret inden jul.

Du er godt dækket mod sygdom, men ikke smitte

Ifølge Camilla Foged, der er professor i vaccinedesign på Københavns Universitet, er det vigtigt, at vi får de ældre over 65 år revaccineret inden jul.

- I julen mødes vi på tværs af generationer. Der ser vi også en høj smitterisiko fra børn til bedsteforældre.

Derfor håber hun også, at regionerne øger deres vaccinekapacitet endnu mere.

Hun bliver bakket op af Allan Randrup Thomsen, der er professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet.

- Jo ældre, du er, desto mindre er din immunitet. Det kan vi både se i israelske studier og i et omfattende svensk studie.

Begge understreger dog, at vaccinen stadig har en høj beskyttelse mod indlæggelse og alvorlige covid-19-forløb.

Ifølge den seneste opgørelse fra Statens Serum Institut ligger beskyttelsen seks måneder efter andet stik på 6,7 procent mod smitte, mens den stadig beskytter 77 procent mod alvorlig infektion.

- Vi skal skelne mellem beskyttelse mod infektion og beskyttelse mod sygdom. Beskyttelsen mod alvorlig sygdom er stadigvæk meget markant, siger Allan Randrup Thomsen.

Pas på dig selv i julen

Helene Probst understreger også, at selvom du er 65 år og stadig mangler at blive vaccineret, er du stadig beskyttet.

- Jeg har hørt nogen sige, at vaccinen er udløbet efter seks måneder, men det er ikke sådan, at vaccinen fra den ene dag til den anden ophører med at virke. Sådan fungerer det heldigvis ikke.

Hun peger dog på, at man skal huske, at vaccinerne ikke er en 100 procents garanti for at man ikke bliver syg.

- Uanset om du er vaccineret med to stik eller revaccineret med et tredje stik, er vaccinerne ikke en fuldstændig garanti mod at blive smittet.

Derfor anbefaler hun, at man stadig følger de gode råd om at forebygge smitte i forbindelse med højtiden.

- Det er fortsat en god idé at blive hjemme, hvis man er syg, og man får luftet ud i de lokaler, man er i. Hvis man især er sårbar, skal man passe på sig selv og holde afstand hvis der er mange man ikke plejer at være sammen med, siger hun.