Livsfarlig myg kan snart være fortid: 80 procent udryddet

I Australien har forskere i tre byer udryddet 80 procent af myggearten, der spreder zikavirus.

Myg, der bærer på livsfarlige sygdomme, kan blive fortid en dag. (© auimeesri - Fotolia)

I Danmark kan myg være irriterende. Men i andre dele af verden kan de små insekter være livsfarlige.

Men nu er det måske snart slut med myggeplagen.

Australske forskere har fundet en metode, som har udryddet 80 procent af den livsfarlige myg Aedes aegypti, der på dansk hedder gulfebermyg, i et område i Australien. Det skriver forskerne i denne pressemeddelse, som blandt andre CNN har citeret.

Det er gulfebermyggen, der foruden gul feber, bærer og spreder den frygtelige og livsfarlige zikavirus, der har givet fosterskader og kostet menneskeliv.

Gulfebermyggen er berygtet for at smitte millioner af mennesker hvert år, og den er en af de tre farligste myggearter i verden. De tre arter står for 17 procent af alle overførbare infektionssygdomme på globalt plan.

Sterile myg slippes løs

I forsøget har forskerne fremavlet cirka 20 millioner myg, hvor tre millioner af hannerne er blevet inficeret med en bakterie, der gør dem sterile. Hanmyg hverken bider eller spreder sygdomme.

Forskere fra Commonwealth Scientific and Industrial Research Organization og James Cook University slap sidste sommer tre millioner af de sterile myg løs ved Australiens Cassowary kyst.

Når de sterile myg parrer sig med de frugtbare og farlige hunmyg, så klækkes de nye æg ikke.

Med metoden faldt antallet af den farlige myg med 80 procent i området.

Myggefrit Danmark er ikke en mulighed

Metoden Sterile Insect Technique blev opfundet i 1950erne, men indenfor de sidste år, er forskere begyndt at bruge teknikken på farlige myg som gulfebermyggen.

Før du drømmer for meget om at udrydde alle generende myg i Danmark, så er det ikke noget, der kommer til Danmark.

Det mener Thomas Secher Jensen, der er seniorforsker emeritus ved Naturhistorisk Museum.

- Vi kan ikke udrydde alle myggearter i Danmark, for så skal man gøre det overalt i verden, hvor der er masser af forskellige myggearter. Selvfølgelig kan man sætte ind overfor en livstruende myg som malariamyggen, men når det gøres, så koster det jo millioner og atter millioner af kroner, siger Thomas Secher Jensen.

Hvis myg blev udryddet helt, ville det også få konsekvenser for økosystemet.

- Det ville være utopisk. Men hvis vi leger med tanken om et Danmark uden myg, så er der et problem, for masser af fugle lever af dem. Eksempelvis går vores svaler efter myggene, forklarer han.