Olie får koralfisk til at opføre sig risikabelt

Bare en mængde olie, der svarer til et par dråber i en swimmingpool, kan gøre koralfisk dårligere til at undgå fjender og finde levesteder. Det er både skidt for fisk og koralrev.

Koralfisk bringer lettere sig selv i fare, hvis der er bare en lille mængde olie i deres vand. (Foto: © Jacob Johansen, University of Texas)

Unge fisk, der lever i koralrev, opfører sig risikabelt, hvis der er olie i vandet. De forstår ikke at undgå farer ved fx at svømme i grupper, begrænse deres bevægelser i åbne farvande eller komme hurtigt væk.

Det viser en ny undersøgelse, der er offentliggjort i tidsskriftet Nature Ecology & Evolution.

Forskerne fra Institut for Havvidenskab ved University of Texas har undersøgt seks forskellige arter af koralrevsfisk. Deres eksperimenter viser, at unge fisk opfører sig anderledes, hvis der er olie i vandet.

De er ikke så gode til at identificere deres fjender eller til at undgå dem. De vokser også mindre, og de er dårligere til at finde gode levesteder.

Trussel for fisk og rev

Fiskenes ændrede adfærd er en trussel for deres overlevelse. I forvejen er det typisk kun 10 procent af fiskenes æg og larver, der når voksenstadiet.

Forskerne mener, at fiskenes risikable opførsel også kan være til fare for koralrevene. Fiskene fjerner nemlig alger, der ellers kan begrænse revenes vækst og udvikling.

Allerede ved lavere koncentrationer af olie i vandet registrerede forskerne højere dødelighed og adfærdsændring. Derfor mener de, at undersøgelsen indikerer, at man bør begrænse oliebaserede industriaktiviteter nær koralrev, fordi olieudslip kan få store konsekvenser for fisk og koralrev.

- Vi brugte oliekoncentrationer, der allerede er til stede i mange industrialiserede regioner over hele verden – koncentrationer svarende til et par dråber i en swimmingpool, siger lederen af undersøgelsen, fiskeribiolog Jacob Johansen i en pressemeddelelse.

Ifølge Jacob Johansen er næsten en femtedel af verdens koralrev gået tabt de seneste 35 år. Halvdelen af de resterende forventes enten at forsvinde eller være alvorligt truet i de kommende årtier.