Det er en fejl, når flåten bider dig

Men sult kan som bekendt få det værste frem i de fleste.

Når skovflåterne bider på mennesker foretrækker de at sidde varmt, blødt og fugtigt - ligesom i en dyrepels. Lysken er derfor et oplagt sted, som hos denne uheldige mand, der har fået en Borrelia-infektion. (Foto: © Jeppe Bøje Nielsen, Scanpix)

Flåtsæsonen er over os, og vrimler med de små mider i det knæhøje græs. Går du tur med din hund i skoven, bør du huske at tjekke den for flåter, når i kommer hjem.

Men det er også en god idé at tjekke dig selv.

For selvom vi mennesker ikke udgør flåtens foretrukne måltid, bliver tusindvis af danskere hvert år bidt af skovflåter, og omkring 15 procent af dem bærer rundt på Borrelia-bakterien, der kan gøre os alvorligt syge.

Flåter holder af bløde, fugtige hjem. Helst pelsede.

- Når flåter bider på pelsdyr, kan de sidde i fred og ro og gemme sig, siger Karen Angeliki Krogfelt, der er professor og afsnitsleder for Afdeling for bakterier, parasitter og svampe på Statens Serum Institut.

Sult overmander flåten

Når flåten alligevel kravler op ad dit inderlår og suger sig fast i din lyske, skyldes det det velkendte faktum, at sulten kan overmande enhver.

- Der går noget varmt forbi, og når først flåten har sat sig på dit ben og er sulten, så ja… Men det er en fejl, siger Karen Angeliki Krogfelt.

En flåt gennemgår to stadier inden, den er voksen: Larve og nymfe. De små flåter tager som regel deres 2-4 dages blodige ophold hos små pattedyr - mus, rotter eller harer.

Når de bliver voksne, tager de gerne for sig af de lidt større retter: Hjorte, køer og hunde. Men også fugle har masser af flåter boende. Det er som regel også de voksne flåter, der bider på mennesker.

En voksen hunflåt kan suge blod i 7-10 dage og vokse fra 2 mm til 1,5 cm.

Når flåtens først har sat kæberne i din bløde hud, skal den helst fjernes inden for 24 timer, hvis risikoen for at blive smittet med eksempelvis Borrelia eller en af de mere sjældne sygdomme - TBE og harepest - skal undgås.

Hvordan du fjerner flåten, kan du se i grafikken her - og husk nu at tjekke efter.