NASA har brug for din hjælp. Om kort tid flyver rumsonden New Horizons ud i Kuiperbæltet, der ligger helt ude ved grænsen til vores solsystem.
Her skal sonden, der blev opsendt i 2006, blandt andet flyve forbi og undersøge et objekt, som indtil videre hedder (486958) 2014 MU69.
I daglig tale kalder NASA det blot for MU69. Men alligevel - det er jo ikke et fedt navn.
Asteroider, dværgplaneter og kometer
Og derfor vil den amerikanske rumfartsadministration gerne bede om din hjælp til at finde et bedre og skarpere navn, der også er nemmere at huske.
- Vi er glade for at kunne bede offentligheden om at hjælpe os med at finde et navn, der også indfanger begejstringen ved at flyve forbi og det fantastiske ved at udforske dette nye og himmellegeme, siger Alan Stern fra New Hoizon i en udtalelse.
Stern er en del af holdet, der står bag missionen og New Horizons, hvis primære formål var at tage billeder i høj opløsning af Pluto, hvilket den gjorde i 2015.
Frem til 2020 vil New Horizons bevæge sig ud i Kuiperbæltet, der består af asteroider, dværgplaneter og kometer.
Hugin og Munin
NASA er allerede kommet med en liste med forslag, som du kan stemme om.
Det er for eksempel Kibo, Mawenzi og Shira, der er bjergtoppe på Kilimanjaro.
Et andet forslag er Peanut, Almond og Cashew. Altså de små nødder peanut, mandel og cashew. For man ved ikke, om MU69 består af et eller flere objekter, der måske kredser om hinanden i tæt afstand.
Derfor lyder et andet forslag også Hugin og Munin, der kommer fra den nordiske mytologi. Det er de to ravne, som flyver ud og indsamler informationer til Odin.
Indstil dit eget navn
Men hvis man synes, at det er lidt kedelige forslag, så kan man også indstille sit eget navn.
Forslagene må gerne være ”alvorlige eller spøjse eller alt derimellem”, skriver NASA.
Men spørgsmålet er, om NASA kommer til at fortryde det.
I 2016 kom det britiske Natur- og Miljøforskningsråd galt afsted, da man med en afstemning på internettet lod briterne stemme om navnet på et nyt polarforskningsskib til to milliarder kroner.
M/F Issehoved
Den klare vinder blev Boaty McBoatface. Men det blev den britiske videnskabsminister ikke glad for, og valget faldt i stedet på 'Royal Research Ship Sir David Attenborough'.
I 2016 stemte samsingerne også om navnet på en ny færge, og valget faldt på M/F Issehoved, som nogle mente ledte tankerne hen på andre ting end øens nordspids, Issehoved.
Måske er det derfor, at NASA – belært af de britiske erfaringer – kun vil lade offentligheden vælge et midlertidigt øgenavn, der skal bruges indtil New Horizons har undersøgt MU69, og man finder et passende og officielt navn.
