Frem mod 2050 bliver antallet af ældre over 80 i Danmark næsten tredoblet, og aldersgruppen 65+ kommer til at udgøre langt størstedelen af vores befolkningstilvækst, viser tal fra Danmarks Statistik.
Det er derfor ingen hemmelighed, at vi som samfund har brug for, at senior-hjerner holdes friske så længe som muligt, så folk bliver på arbejdsmarkedet længere og bibeholder et aktivt og sundt liv efter pensionen.
Derfor er DGI, Slots- og Kulturstyrelsen og Center for Sund Aldring på Københavns Universitet gået sammen om projektet "Hold hjernen frisk".
Udfordr hjernen
Projektet tager udgangspunkt i viden fra forskningen og omsætter den til aktiviteter, som styrker de modne hjerner. Nordea-fonden støtter det 2-årige pilotprojekt med 6,2 millioner kroner.
- Vi er begyndt at se frem til et helt liv, der skal leves, efter vi er stoppet med at gå på arbejde. Derfor er det vigtigt, at vi får spredt viden om, hvordan man holder hjernen i gang, siger læge og lektor på Center for Sund Aldring, Ellen Garde.
Overordnet set handler det om at udfordre hjernen.
- En robust hjerne kræver, at du gør noget nyt. Ellers bliver den som et hurtigtog på skinner: Den klarer rutinerne effektivt, men udvikler sig ikke, siger Ellen Garde.
Kultur, bevægelse og social aktivitet i samspil
Forskningen viser, at de fire vigtigste elementer i træningen af en sund hjerne er: Fysisk aktivitet, mental aktivitet, socialt samvær og søvn.
Netop de tre første elementer baserer aktiviteterne i projektet sig på, og over de næste to år skal 750 seniorer fem forskellige steder i landet deltage i tre typer af aktiviteter, som udvikles af DGI og bibliotekerne med afsæt i forskning fra Center for Sund Aldring.
Den første aktivitet, SMART-training, har DGI allerede udviklet. De to andre kaldet “Naturtræning for seniorer” og “Kulturen i bevægelse - bevægelse i kulturen” bliver udviklet i løbet af efteråret.
- Vi ved fra forskningen, at et miks mellem kultur og aktivitet giver meget - især når det foregår sammen med andre. Så det er det, vi bygger aktiviteterne op omkring, fortæller Anders Kragh Jespersen, der er projektmanager i DGI Lab.
Boldspil stimulerer hjernen
SMART-træningen er i al sin enkelthed bygget op omkring bygget op omkring et spil med farvede bolde, som kastes omkring i en rundkreds.
Kaster man en blå bold, skal man eksempelvis sige sit eget navn, mens man med en rød bold skal sige navnet på den, man kaster til.
Efter et stykke tid kommer også en sort bold i spil, og så skal man sige navnet på den, som modtageren af bolden skal kaste videre til.
- Pointen er, at der hele tiden er progression, og spillet kan udvikles efter deltagernes individuelle niveau. Det stimulerer hjerneaktiviteten, synet og motorikken, når man skal huske ting og gøre det i samspil med andre, siger Anders Kragh Jespersen.
Biblioteker åbner døre
I 2015 var der 38 millioner besøgende på de danske folkebiblioteker. Seniorer er velrepræsenteret i statistikken, og derfor er bibliotekerne også en oplagt partner i "Hold hjernen frisk"-projektet.
- Bibliotekerne er projektets dør ud til seniorerne, siger Ellen Garde.
Det er bl.a. meningen, at der på bibliotekerne skal ligge en gratis rygsæk, som indeholder forslag til aktiviteter i lokalområde, øvelser, der kan laves hjemme og en let tilgængelig bog om, hvad forskningen viser, at man kan gøre for at holde hjernen i gang.
Både Ellen Garde og Anders Kragh Jespersen erkender, at det kan være svært at nå ud til nogle seniorer. Samtidig er der stor forskel på, hvilke aktiviteter de er interesseret i.
- Vi skal spænde buen, så bredt vi kan, i forhold til hvad vi tilbyder. Nogle vil gerne ud og træne, andre vil helst være inde og for nogen er idræt uinteressant, mens det sociale er vigtigt, siger Anders Kragh Jespersen, der fortæller, at projektet kommer til at rumme alt fra kulturelle gåture i lokalområdet til udendørs cross-training.
Håbet er, at de, der fanger interesse for aktiviteterne, tager både ægtefælle og venner med, så så mange seniorer som muligt deltager.
Forebyg demens
I 2039 er 25 af Danmarks befolkning 65 år eller ældre.
På Center for Sund Aldring arbejder man hver dag for at nå ud til seniorer og inspirere dem til, hvordan de kan holde sig selv og hjernen ved lige.
Efter 50-års alderen begynder det nemlig for alvor at gå ned ad bakke med både hjerneceller og muskler.
- Vi kan lige så godt indstille os på, at når vi lever længere, får vi flere skavanker, men det betyder absolut ikke, at man ikke selv kan gøre noget, lyder det fra Ellen Garde.
Hele livet - også årtier efter de 50 - er det muligt at styrke hjernen, så den holder et stabilt niveau. Vi kan også selv bidrage til at holde demens fra døren.
- Hvis man er aktiv allerede som teenager, kan man skubbe demens et par år. Og selv, hvis man er genetisk disponeret for demens, skader det aldrig at gøre hjernen så stærk og robust som muligt. Tværtimod, siger Ellen Garde.
Det nye gør underværker
Hun understreger, at rådene til at holde kroppen sund og hjernen frisk er de samme uanset alder:
- Sørg for at få pulsen op, udfordr hjernen med noget nyt, vær social, sørg for at få din søvn og spis godt.
Særligt for ældre gælder det om at få rigeligt med sundt fedt fra fisk, nødder og gode olier.
Skal Ellen Garde fremhæve én ting, der er særlig vigtig, er det dog:
- Lav noget nyt. Flyt sofaen, lyt til ny musik, løs en kryds og tværs, tænd computeren og spil et spil, hvis du ikke er vant til det. Og bedre endnu: Gør det sammen med andre. Kniber det med motivationen, kan andre støtte dig til de nye oplevelser, der tvinger hjernen til at tage stilling og udvikle sig.
"Hold hjernen frisk"-projektets først aktiviteter løber af stablen i efteråret 2017. I løbet af 2018 bliver alle aktiviteter udbredt til fem forskellige byer, der endnu ikke er udvalgt.
Forskere fra Center for Sund Aldring evaluerer de selvoplevede effekter hos seniorerne og udfører kognitive test, mens European Fitness Badge står for evaluering af fysiske effekter.