Tidlig morgen den 5. juli (dansk tid) ankommer rumsonden Juno til solsystemets største planet, gasgiganten Jupiter.

NASA går ’all in’ på Juno-missionen og fejrer begivenheden med livedækning og kæmpe Juno-temafyrværkeri, der også transmitteres på Time Square i New York.

Missionen er ren amerikansk bortset fra deltagelse af et italiensk forskerhold samt DTU Space i Lyngby uden for København. Professor John Leif Jørgensen står i spidsen for danskernes deltagelse og er på vej til NASA i Californien sammen med 10 kolleger.

Mandag formiddag sendte dr.dk live fra DTU Space med John Leif Jørgensen, og i den forbindelse har brugerne kunnet stille spørgsmål til professoren.

Her kan I læse nogle af svarene. Frem mod den 5. juli kan I på DR Viden læse svarene på nogle af de andre spørgsmål, der er blevet stillet.

Lau Lauritzen spørger :

Hvorfor skulle en gasplanet som Jupiter ifølge teorierne ikke have noget magnetfelt? John Leif Jørgensens svar: Magnetfelter genereres af elektriske ladninger i bevægelse, så første forudsætning for et magnetisk felt er, at der findes bevægede ladninger.

Anden forudsætning, er at ladningerne ikke følges af en lige så stor men modsat ladet ladning, hvilket normalt er tilfældet, fordi de elektriske kræfter er mange milliarder gange stærkere end de magnetiske.

Som eksempel, i godt vejr, her på Jorden, følges alle positive ladninger med negative. Det vil sige, at selvom luften strømmer forbi dig, ser du ikke noget magnetfelt, fordi præcist lige mange positive og negative ladninger (neutral atmosfære) strømmer forbi dig per tidsenhed. Derfor intet magnetfelt fra en neutral gas.

Under specielle forhold kan lidt af den negative ladning på nogle få molekyler blive skilt fra molekylet, så gassen bliver ioniseret.

Som du ved, finder disse ladninger hjem under udladningen af lyn. Lyn skaber lokale magnetfelter, som kan måles langt væk. Men selvom sådanne felter føles kraftige lokalt, kan de næsten ikke måles på global skala.

En ren gasplanet, der altovervejende er neutral med enkelt tordenstorme, som den røde plet på Jupiter, vil altså næsten ikke have noget magnetfelt.

I metaller, hvor de positive ioner sidder fast, kan man derimod let skabe strømme ved at bevæge elektronerne; faktiske er det den måde man karakteriserer et metal på.

Så hvis man ser metalliske strømmende legemer i en planet, kan planeten have et magnetfelt. Eksempler er Jorden og Jupiter, men ikke Mars, Merkur og Venus.

Annemarie Engel spørger:

Har man en idé om alderen på Jupiters røde plet, og ved man, hvorfor den er rød? Er der noget med, at Jupiter på et tidspunkt gik ind i Mars’ bane? Er der is og vand i Jupiters måne Europa?

John Leif Jørgensens svar:

Vi ved ikke, hvor gammel Jupiters røde plet er, men den blev set med de første kikkerter mennesket lavede, så den er i hvert fald 300 år gammel. Den røde plet (der kan rumme vores jordklode to gange) er en anti-cyklon, altså et højtryk, som af uransagelige årsager er meget stabilt.

Videnskabeligt set, er problemet det, at vi ikke ved, hvordan Jupiters øverste atmosfære bevæger sig. Der er to modeller, der strides. Den ene antager, at de striber, hvoraf den røde plet er en del af, er et slags vindsystem som vores passat og vestenvindsbælter. Den anden er, at Jupiters atmosfære blot er toppen af cylindre, der roterer indeni hinanden. Juno vil give svaret herpå. Vi ved, at Jupiters atmosfære er beriget med tungere grundstoffer, hvilket ikke er foreneligt med, at planeter er skabt, hvor den er nu. Én teori er derfor, at Jupiter blev skabt ude, hvor Saturn er i dag, og så har bevæget sig indad til Asteroidebæltet, hvorfra den så har bevæget sig ud igen til, hvor den er nu. Denne teori kaldes "the grand tack" = den stor stagvending, med reference til et sejlskib, der skifter retning i sejlads i modvind. Dette skulle i givet fald have fundet sted fra solsystemets dannelse over de første par milliarder år. Men som sagt, det er kun en af flere teorier. Europa er en ismåne. Den er i tvungen rotation om Jupiter, det vil sige, at den altid vender samme side mod Jupiter. Men, da dens bane er ret elliptisk, bevæger den sig konstant i en rokkende bevægelse i forhold til Jupiter.

Da dens tidevandsbølge skabt af Jupiter er 200 meter høj, masseres der derfor hele tiden varme ind i isen. Det meste varme afsættes dybt nede i månen, og der er derfor højst sandsynligt vand under isen. Man forestiller sig en iskappe på 5-10 km tyk, og så et hav der er mere end 100 km dybt. Da månen formodentligt er dannet omkring en stenkerne, er der også næringssalte i havet. Salte + Energi + Vand = Liv her på jorden, så astrobiologerne mener, at Europa er et oplagt sted at lede efter liv. Saturn har et svagt magnetfelt, og Uranus og Neptun næsten intet. Det er blandt andet denne forskel, der gør Jupiter interessant.

Jakob Jørgensen spørger:

Kan eventuelt liv under Jupiters måne Europas is overleve den enorme stråling, Jupiter udsender? Vil vi, altså mennesket, nogensinde kunne bo i Jupiter-systemet grundet dets ekstreme stråling?

John Leif Jørgensens svar:

Jupiters måne Europa er på samme størrelse som vores egen måne. Vi tror, at der er en 5-10 km isskorpe hele vejen rundt på Europa. Og vi regner med, at der under isskorpen er et ocean. Og det vand har med meget stor sandsynlighed mulighed for at danne liv.

Så hvis der er liv andre steder i vores solsystem, så er det på månen Europa. Derfor vil alle missioner den vej hen, men Europa er stadig inde i voldsom stråling, og hvis man skal længere ud til Jupiters andre måner vil der nok være for koldt til mennesker.

David på 14 år har sendt et raket-spørgsmål:

Hvor langt tror du, Saturn V-raketten kan flyve med mennesker ombord?

John Leif Jørgensens svar: Vi har ikke flere Saturn 5-raketter tilbage, vi kan flyve. Der er et par stykker, som mest består af reservedele, men vi kan faktisk ikke bygge nye, da tegningerne er gået tabt!!! Men du har også ret i, at Saturn V er den største raket menneskeheden nogen sinde har bygget, og den kunne jo let sende mænd til Månen.

Den er derimod ikke stor og stærk nok til at sende mennesker til Mars. Faktisk var amerikanerne i 1960’erne i gang med at designe en raket, der kunne sende mennesker til både Venus og Mars, projektet hed Saturn 7, men planerne blev droppet, da Saturn V viste sig at kunne klare turen til Månen. Amerikanerne er for tiden i gang med Saturn V’s afløser. Den hedder Space Launch System, SLS. Den vil, når den er klar, kunne sende den forbedrede rumkapsel, Orion, hele vejen til Mars. Men astronauterne skal jo også tilbage, så vi arbejder for tiden på at lave en maskine, der kan lave brændstof af Mars' atmosfære, så man kan fylde tankene, før rejsen hjem til Jorden.