Unge chimpanser vinder når mor er højt på strå

Forældres hakkeorden har stor betydning for, hvem der dominerer legen, når chimpanseunger leger.

Chimpanser
Chimpanseunge i Gombe National Park i Tanzania. Dens plads i flokken afhænger af dens mors plads i flokken, viser forskning fra Jane Goodall Institute Research Center. (Foto: © Impala, SCANPIX)

Når chimpanser leger, ligner det menneskebørns leg. De driller hinanden, og de stærkeste styrer legen.

Hvis en ung chimpanses mor er placeret højt i hierarkiet, vil ungen være en af dem, der styrer. Og kun sjældent blander deres mødre sig. Det viser forskning, der bygger på 12 års feltstudier i Gombe National Park i det vestlige Tanzania, skriver Duke University. - Vi ønskede at finde ud af, hvilken rolle mødre spiller i at hjælpe unge chimpanser til at etablere dominans inden for deres grupper, siger Catherine Markham, der er adjunkt ved Stony Brook University.

Hvem vandt og hvem flygtede?

Forskerne kiggede på kampe i grupperne, og vinderen af hver kamp blev baseret på, hvilken chimpanse der slog, sparkede, bed eller jagtede de andre mest. Og hvilke chimpanser, der skreg højt i 'gråd' eller løb væk.

Det var tydeligt, at forældrenes hakkeorden spillede ind. Chimpanser med mødre, der var højere på strå end de andre chimpansers mødre, vandt oftere. Og kun meget sjældent blandede de dominerende chimpansers mødre sig.

Inden for andre abearter griber mødre ofte ind og hjælper deres afkom. Men chimpansemødrene greb kun ind i 10 ud af 137 kampe. 90 procent af tiden lod de deres afkom klare kampene selv.

Bodyguard eller i bedre form af mad og gener?

Forskerne har flere bud på, hvorfor det er sådan.

Det kan være, at den blotte tilstedeværelse af en bodyguard er nok, for mødrene holder normalt øje med de unge chimpanser.

- Eller det kan være, at afkom af højere rangeret mødre er større eller stærkere af deres alder end de andre, fordi de og deres mødre har bedre adgang til mad. Eller fordi de genetisk fra deres mødre har en konkurrencemæssig fordel, siger Catherine Markham.

Forskningsresultatet bliver offentliggjort i februar i tidsskriftet Animal Behaviour.

Jane Goodall Institute Research Center

Feltstudierne af chimpanserne i Gombe National Park i det vestlige Tanzania har været i gang siden starten af 1960’erne, hvor britiske Jane Goodall begyndte sine observationer.

Hun er primatolog, etolog og antropolog og kaldes for verdens førende ekspert på chimpanser. Hun har grundlagt Jane Goodall Institute Research Center i Tanzania.

Se mere om chimpansernes leg i YouTube-klippet fra Jane Goodall Institute Research Center herunder.

http://youtu.be/DZtYIzWAlwI