Utah-ørken træner forskere til fremtidens Mars-missioner

Bemærkelsesværdig flora og geologi skal forberede menneskeheden på at indtage naboplaneten.

Billedet er taget i 2014, hvor kaptajnen på MDRS Expedition 143 Paul Knightly iført en 'rumdragt' går gennem vegetationen med plantearterne Ericameria nauseosa og Epehdra viridis. (Foto: © Paul C. Sokoloff, Paul C. Sokoloff CC-BY 4.0)

VIDENSKABSBILLEDET

9 km uden for den lille landsby Hanksville i staten Utah i USA ligger The Mars Desert Research Station (MDRS).

Stedet er et laboratorium oprettet i 2002 af The Mars Society, og her kan forskere leve isoleret i kort eller længere tid.

Forholdene i ørkenen er så ekstreme med varme, kulde, tørke og geologi, at de kan sammenlignes med forholdene på den røde planet Mars.

Samtidig har man en formodning om, at den tørre vegetation i ørkenen måske også kunne have været til stede på Mars tidligere eller måske vil kunne opstå på planeten.

Og det gør derfor stedet velegnet til at træne mennesket på at indtage naboplaneten og tage geologiske og biologiske prøver på planeten.

For halvanden år siden opholdt et hold med syv canadiske forskere - MDRS Expedition 143 - sig på forskningsstationen for at undersøge det lokale planteliv i ørkenen.

Forskerne var iført noget, der minder om rumdragter, og hvor udsynet i hjelmen er sparsomt ligesom de rigtige rumdragter, og så gik forskerne rundt og tog prøver.

Nu er forskningsresultatet af deres feltarbejde klart, og forskerne har identificeret og registreret 38 plantearter herunder grønalger, svampe samt bakterier, skriver de i en nyhed. Resultatet er offentliggjort deres rapport i Biodiversity Data Journal.

Udover Mars-forskningsstationen i Utah ligger der også en forskningsstation i det nordlige Canada, Flashline Mars Arctic Research Station.

Til efteråret starter man projektet Mars 160, hvor et nyt hold med syv forskere først forsker i Utah i 80 dage og i sommeren 2017 fortsætter med samme undersøgelser bare på forskningsstationen i Canada.