Mange frivillige vil hjælpe med at finde forsvundne danskere

Hvert år forsvinder op mod 3.000 herhjemme, vurderer foreningen Missing People. Politiet får kun en del af sagerne.

Politiet havde i 2014 648 sager om forsvundne danskere. Men foreningen Missing People får langt flere henvendelser og vurderer, at op mod 3.000 hvert år forsvinder. Langt de fleste findes igen, uden at der er en forbrydelse bag. (Foto: © Gert Eilrich)

Hvert år forsvinder folk fra Danmark, men langt de fleste bliver fundet igen og har været forsvundet, uden at der lå en forbrydelse bag.

Således vurderer organisationen Missing People, at der hvert år forsvinder mellem 2.500 og 3.000 mennesker i Danmark, uden at der ligger en forbrydelse bag.

- Det er, hvad vi kalder humanitære eftersøgninger, hvor der ikke ligger noget kriminelt eller nogen forbrydelse bag, men simpelthen bare folk, der er blevet borte, siger stifter af Missing People i Danmark René Nielsen til P1 Morgen.

Foreningen, der er baseret på frivillige og sponsoreret af fonde og donationer, blev oprettet i Danmark for et år siden og bare det første år har organisationens side på Facebook fået over 30.000 følgere, der har fulgt med i de 95 sager, der har været.

Det kan være en søn, der ikke kommer hjem fra en bytur, en ægtefælle, der forsvinder på mystisk vis eller en dement bedstemor, der forlader plejehjemmet i forvirret tilstand.

Kræver god psyke

Ifølge René Nielsen er der i gennemsnit 80 frivillige, der dukker op, når han indkalder til fælles eftersøgning. Særligt når det gælder folk under 40, kan han mærke en interesse.

Folk får dog at vide, at man skal have en stærk psyke for at deltage, for der risiko for at finde et maltrakteret lig eller andet grimt, siger René Nielsen.

- De bliver grundigt instrueret i det, de kan komme ud for, der bruger vi lidt hårde ord. Søgerne skal altså have en vis portion psyke, det er mentalt hårdt og gå og lede derude, siger René Nielsen.

Klare linjer for samarbejde

Rigspolitiet opererer de med et andet tal for forsvundne danskere, fordi det ikke er alle forsvindingssager, der bliver meldt til politiet.

Ifølge vicepolitiinspektør John Nielsen blev 648 personers forsvinden i 2014 til en politisag, hvoraf de 619 blev fundet igen, enten døde eller levende.

Politiet er generelt glad for Missing Peoples indsats, når det gælder om at lede efter forsvundne mennesker, men det har været nødvendigt med klare linjer for samarbejdet, siger John Nielsen.

- Inden de bliver sat ind i et område, så har vi vurderet, at der ikke er tale om en forbrydelse.

29 er ikke fundet

Det er uklart, hvad der er sket med de 29 personer, der ikke blev fundet i 2014.

Men de bliver ikke glemt, siger John Nielsen. En sag bliver ikke lagt hen, før der er en slutning på den.

- Hvis en er forsvundet og vi har en mistanke om, at der er foregået noget kriminelt, vil den altid ligge der. Dem, som er sværere at få et overblik over, er dem, der rejser udenlands og vælger at ville finde en ny tilværelse.

En sag om en 19-årig kvinde, der forsvandt sporløst i 2011, bliver nu til en P1 Dokumentar og opført live på scenen på P1liveX søndag.

Kvinden forsvandt fra et asylcenter kort før jul i 2011 og hendes papirer, tøj og penge lå tilbage på hendes værelse. Ingen har set eller hørt fra hende siden, og der er heller ikke fundet noget lig. Men der er en masse, der ikke stemmer i det, der er kommet frem om sagen.