2017: Et godt år for dårligt bevarede tech-hemmeligheder

Detaljer om kommende gadgets lækkes jævnligt. Men hvordan og hvorfor sker det? Vi har set nærmere på fire typer af lækager.

Detaljerne om den kommende iPhone X var lækket godt og grundigt på forhånd. (Foto: © APPLE INC. / HANDOUT, Scanpix)

I sidste uge blev de kommende dimser fra Apple lanceret under vanlig stor fanfare i den californiske virksomheds nye hovedkvarter. Interesserede forbrugere havde dog længe kendt detaljerne om de nye produkter, for de var lækket på forhånd.

I denne uge kom så turen til Google, hvis kommende Android-smartphones, Chromebook-computere og andre dimser blev lækket af hjemmesiden Droid Life.

2017 har med andre ord ikke ligget på den lade side, hvad angår lækager af kommende dimser. En lækage er dog ikke bare en lækage - den kan både have forskellige årsager og formål.

Her er eksempler på fire typer lækager:

1) Det kontrollerede læk

  • Det kontrollerede læk er orkestreret af firmaet selv. Denne type læk er markedsføring og fungerer sådan, at en ansat i firmaet får besked oppefra om at lække bestemte detaljer. Det kan der være flere årsager til.

    - Man gør det blandt andet for at se, hvordan offentligheden reagerer på prisidéer til produkter, der endnu ikke er lanceret. Hvis reaktionen er negativ, kan virksomheden nå at rette prisen til, inden de fortæller noget officielt. Det kan også bruges til at styre aktiemarkedets forventninger enten op eller ned, inden en lancering, fortæller Bjarne Panduro Tveskov, selvstændig konceptudvikler som har arbejdet med udvikling af produkter for B&O, LEGO og Grundfos.

    Flere firmaer gør ifølge Bjarne P. Tveskov brug af disse læk, som går hånd i hånd med pre-annonceringer, som den vi så med Apples HomePod, der blev lanceret lang tid,før den kan købes - for at undgå at potentielle kunder køber et konkurrerende produkt.

2) Produktionslæk

  • Disse læk kommer for eksempel fra en underleverandør, som kender til detaljer om et kommende produkt, fordi de leverer skærmen, kameraet eller en anden komponent.

    Produktionslækkene kan også komme fra firmaer, der producerer tilbehør - som for eksempel etuier. De kender på forhånd dimensionerne på de kommende produkter og kan derfor lække detaljer om designet. Denne type læk sker typisk, når man er tæt på eller i gang med produktionen af et kommende topprodukt som for eksempel en ny iPhone eller en ny Samsung Galaxy-smartphone.

3) Fjendtlige læk

  • De fjendtlige læk igangsættes af personer eller firmaer, der ønsker at ramme en konkurrent på omsætning eller omdømme.

    - Det kan både være en intern eller ekstern person, der står for disse læk. Senest så vi, hvordan en medarbejder hos Apple fortalte pressen, hvor de kunne finde software med detaljer om de kommende smartphones, siger Bjarne P. Tveskov.

4) Hovsalæk

  • Disse læk sker på grund af en fejl eller forglemmelse hos en medarbejder. Det mest spektakulære hovsalæk var nok, da en endnu uudkommet udgave af Apples iPhone 4 blev efterladt på en bar i Redwood i Californien.

    Telefonen fandt herefter vej til websitet Gizmodo, der offentliggjorde detaljerne, hvilket efter sigende resulterede i et opkald fra en rødglødende Steve Jobs, der var Apples daværende direktør.

Handler om at styre historien

De mange læk er et tegn på vores tilsyneladende umættelige appetit på nye gadgets og "Så vild bliver den nye iPhone"-artikler. En appetit der måske er ganske naturlig, når man tænker på, at en gennemsnitlig amerikansk forbruger er på sin smartphone hele fem timer hver dag.

Hvorvidt, lækkene påvirker firmaernes bundlinje, er svært at bedømme. Ved iPhone 4-lækket påstod Apple, at deres indtjening faldt drastisk, fordi folk valgte at vente på den nye telefon i stedet for at købe den, der allerede var i handlen.

Ifølge Bjarne P. Tveskov er skaden dog nok begrænset, da de nye dimser sjældent byder på store teknologiske overraskelser

- Personligt tror jeg, at skaden er begrænset. Teknologierne følger en udviklingskurve, hvor man nemt kan fremskrive for eksempel, at den næste iPhone vil være hurtigere og med et bedre kamera. Det handler mere om, at man gerne vil styre historien, så man har kontrol med det budskab, der præsenteres i medierne, udtaler han.

De mange læk - uanset hvilken type der er tale om - er med til at sikre teknologivirksomhederne digital spalteplads og er dermed også en del af nøglen til deres branding fremadrettet.

Så selv om de lækkede detaljer om den kommende iPhone X ikke var en planlagt del af Apples markedsføring, og selv om telefonen sandsynligvis kun bliver tilgængelig i meget begrænset omfang, så holder det gang i fortællingen om Apple som en fremsynet virksomhed i en tid, hvor begejstringen for de regulære årlige iPhone-opdateringer er aftagende.

Lanceringen af iPhone 7 i Viborg var stort opsat, men trak ikke specielt mange kunder til. Til gengæld blev optrinnet et stort hit på nettet.