Når teknologifirmaerne ruller nye features og funktioner ud, står Danmark sjældent i forreste række. Således heller ikke i forhold til at få leveret onlinekøb på rekordtid.
Men det bevæger sig nærmere.
Amazon har netop rullet sin 1-times levering ud i London, og den engelske hovedstad bliver dermed den første by på europæisk jord, der kan nyde godt af Amazons service 'Prime Now'.
70 kroner for en lynleverance
Via den tilhørende Prime Now-app, kan kunderne vælge mellem 10.000 varer, der altså kan leveres indenfor 60 minutter, mod en betaling på syv pund (70 kroner) - og hører man til den rigtig utålmodige type, kan man endda på et kort inde i appen følge hvor på ruten, pakkebuddet er.
Har man lidt mindre travlt, kan man vælge gratis levering, men stadig få leveret varerne samme dag indenfor et selvvalgt to-timers vindue.
Den nye lynleverance kommer i første omgang kun til udvalgte postnumre i London, men Amazon arbejder på, at hele London og flere andre engelske byer får samme mulighed i løbet af 2015.
Ifølge Amazon lader den hurtige levering sig kun gøre ved hjælp af ny teknologi i selskabets varelagre, uden at de kommer nærmere ind på hvad 'ny teknologi' dækker over.
Amazon har dog tidligere fremvist deres rullende robot-arbejdere, men om de er 'ansat' i det nye pakkecenter i Østlondon vides ikke.
Vækst i pakker skaber trafikale problemer
Muligheden for at få leveret varer på rekordtid, vil dog næppe hjælpe på Londons trafikale problemer.
Byens borgmester Boris Johnson, adresserede ved en teknologikonference i slutningen af 2014 netop udfordringerne ved den massive stigning i pakkeleverancer.
- Vi har et problem folkens. Internethandlen leder til en kæmpe vækst i varevognstrafikken, der skal levere vores ting. Den vil gå op med 45 procent over de næste syv år. Det bliver frygteligt for trængslen i vores byer, sagde borgmesteren ved den lejlighed.
Johnson havde dog samtidig selv et bud på hvordan trængselsproblemerne på vejene kan minimeres - nemlig ved at pakker i femtiden bliver leveret med droner.
Johnsons ambition passer sjovt nok som fod i hose med Amazons. Onlinefirmaet har igennem et stykke tid eksperimenteret med droneleverancer - blandt andet i England, hvor de i universitetsbyen Cambridge har åbnet et større testcenter.
