Digital pille fortæller lægerne, når den er spist

USA har godkendt pillen, der sender et signal til lægernes computere, når den ryger i maven.

Ved hjælp af et plaster, en sensor og en smartphone, kan læger spore en ny digital pille. (© Proteus Digital Health)

Det bliver efterhånden mere normalt med hverdagsprodukter, der rummer GPS- eller andre sporingssystemer.

Nu har USA's føderale fødevare- og lægemiddelmyndighed godkendt den første digitale pille med en sensor, der kan fortælle lægerne, hvor og hvornår patienten spiser pillen.

Det er japanske Otsuka Pharmaceutical, der sammen med Proteus Digital Health står bag pillen, som er lavet til folk med psykiske lidelser som fx skizofreni.

Sensoren i pillen er på størrelse med en knivspids salt, og den bliver aktiveret, når den kommer i kontakt med mavevæske. Sensoren sender et signal til et plaster, som sidder lige over patientens venstre ribben.

Plasteret sender så dag og tidspunkt til patientens smartphone, som sender informationen videre til lægerne.

Skal få flere til at tage medicin

Tanken med pillen er at få flere patienter til at tage deres medicin, så de undgår at blive endnu mere syge.

Carsten Obel er professor i almen medicin ved Aarhus Universitet. Han mener idéen kan være meningsfuld til bestemte patientgrupper, så som demente og psykotiske, men han ser det som en sidste udvej.

- Det er muligt, at det også kan finde anvendelse til patienter, der kan være glemsomme. Men det er næppe en god ide med kontrol på denne måde for størstedelen af patienter, siger han og fortsætter:

- Det er jo patientens frie valg at tage medicin, og det vi primært skal bygge på er tillid. Men andre mere simple teknologiske løsninger kan uden tvivl bidrage til, at patienterne får deres medicin, så den virker mest effektivt, siger han. Hvis de amerikanske læger vil modtage informationer fra pillens sensor, skal patienten først godkende processen. Det gør han eller hun via en app på mobilen.

Forsker: Stort potentiale i sundhedsdata

Carsten Mejer Obel ser generelt et stort potentiale i at bruge sundhedsdata. Det kan nemlig hjælpe forskerne med at udvikle bedre løsninger og i den sidste ende forbedre sundheden i Danmark.

- Men det er vigtigt, at løsningerne har til formål at skabe værdi for patienter, og at vi fra samfundets side prioritere at bruge dataene forsvarligt, siger Carsten Obel.

Han understreger, at en offentlig digital sundhedsplatform er nødvendig, hvis ikke fremtidens sundhedsområde udelukkende skal baseres på kommercielle løsninger.

- Hvis vi vil sikre at danskere får lige adgang til de bedste sundhedsløsninger i fremtiden, skal vi investere i en offentlig sundhedsplatform. Havde vi sådan en platform, ville Danmark være det sted i verden, hvor fordele og ulemper ved sådan en digital pille hurtigt kunne blive belyst, siger Carsten Obel.