Facebook styrer mod bøderegn for snageri

Det belgiske datatilsyn slår nu i bordet overfor Facebook, der idømmes megabøder for at snage på folk.

Facebooks synes-godt-om-knapper giver nu ballade i Belgien for uretmæssig overvågning. (Foto: © Peter Dasilva, Scanpix)

Stop med at snage på belgiernes internet-surferi inden for de næste 48 timer - eller betal en bøde på to millioner kroner om dagen til det belgiske datatilsyn.

Så klar lød beskeden mandag fra en belgisk dommer, der nu sætter hårdt mod hårdt mod det sociale medie, der tidligere på året - igen - blev afsløret i at overvåge nettets brugere via de velkendte dele- eller 'synes godt om'-knapper, der findes utallige steder på nettet.

Tidligere på året viste en uafhængig rapport, at Facebook sætter en såkaldt cookie hos netbrugere, der lægger vejen forbi en side på Facebook, fx en vens billedalbum, et politisk partis side eller en konkurrence.

Også ikke-brugere

Denne cookie sættes også hos netbrugere, der slet ikke har en konto på Facebook.

Når først cookien er placeret i netbrugerens browser, vil den i to herefter år hjælpe Facebook med at overvåge brugernes færden på netsteder, der bruger dele- og 'synes godt om'-knapperne, også selv om man slet ikke klikker på dem.

Allerede dengang tog tilsynet det usædvanlige skridt at anbefale folk at installere udvidelser, der blokerer for overvågningen. Det er udvidelser som fx Privacy Badger eller Disconnect.

Masser af kritik

Facebook afviste dengang rapportens konklusioner som fejlagtige, uden dog at komme nærmere, hvad fejlen var. Selskabet har i årevis fået kritik for at overvåge folk via like-knapperne.

En talsmand for selskabet har overfor nyhedsbureauet AFP erklæret, at Facebook vil appellere dommen. Samtidig har talsmanden forklaret, at den famøse 'datr'-cookie har været i brug i mere end fem år som et sikkerhedstiltag.

Den belgiske ballade er blot en blandt flere forskellige europæiske stormvejr, der i øjeblikket hagler ned over internetgiganten.

Aflyst dataudvekslingsaftale

I oktober annullerede EU-domstolen en femten år gammel dataudvekslingsaftale mellem EU og USA efter en sag, der begyndte som en klage over Facebooks påståede samarbejde med spiontjenesten NSA.

Sagen var startet af den 28-årige aktivist Max Schrems.

Sagen om cookierne og overvågningen via like-knapperne er samtidig en del af et stort gruppesøgsmål i Østrig, hvor selvsamme Max Schrems har stævnet Facebook for en række forhold, herunder blandt andet samarbejdet med NSA og like-knapperne.