Europæernes interesse i at få slettet ubehagelige links fra Googles søgresultater kører fortsat på fuldt drøn, og i nye tal, der blev frigivet mandag, løfter Google nu for første gang lidt af sløret for hvad det er, brugerne gerne have slettet links til.
Sociale medier som Facebook, Twitter og endda Googles egen videostreaming-tjeneste YouTube topper listen.
Retten til at blive slettet fra Googles søgeresultater stammer fra en EU-dom sidste år, hvor en spansk mand fik EU-domstolens ord for, at han har ret til at få slettet et link til en avisannonce for en gammel tvangsauktion fra Googles indeks over nettet.
Gælder alle europæere
Manden er for længst kommet på fode igen - men annoncen dukker op, hver gang man søger på hans navn, hvilket han mente, skaber problemer.
Efter lang tids tovtrækkeri endte EU-domstolen med at slå fast, at manden har ret til at kræve, at Googles sletter linket til annoncen. En ret, alle europæere har, under visse forudsætninger.
Siden dommen er det væltet ind med forespørgsler om at blive slettet. I alt har Google modtaget 348.085 anmodninger fra folk, der vil have links slettet. I alt er 441.032 links til blevet slettet som følge af disse anmodninger, mens Google har afvist at slette over 608.000 links.
I alle tilfældene gælder, at Google ikke sletter selve materialet, der altså fortsat findes på nettet. Blot kan det ikke Googles frem længere.
Slettede links til historier om slettede links...
I Danmark har Google modtaget 3460 anmodninger om at slette ting, og det har resulteret i 4249 slettede links, samt 5441 afvisninger.
Den meget omtalte ret til at blive glemt, gælder i øvrigt også Microsofts søgemaskine, Bing - og fjernelsen af links har i flere tilfælde skabt pudsige situationer.
Blandt andet har britiske medier valgt at bringe oversigter over de historier, Google har slettet links til, hvorefter de er dukket op i søgeresultaterne påny.
Det har resulteret i sager, hvor det britiske datatilsyn endte med også at kræve links til historien om fjernelsen fjernet.
I Frankrig har der ligeledes været tovtrækkeri om hvorvidt EU-domstolens afgørelse også gælder fjernelse af links fra Googles internationale søgemaskine (altså Google.com) og ikke kun de lokale, europæiske (fx Google.dk).