Fri browser fjerner nettets snushaner

Non-profit-browseren Firefox optrapper kampen mod dataindsamling og reklamer på nettet. Nu kan man slå reklame- og overvågningsbeskyttelse til med et snuptag.

Den uafhængige browser Firefox, optrapper kampen mod kommerciel overvågning i en ny version. (Foto: © ALBERT GEA, Scanpix)

Balladen om reklameblokering på nettet får fra i dag en helt ny dimension, når non-profitorganisationen Mozilla sender den 42. udgave af den uafhængige internetbrowser Firefox på markedet.

Browseren bliver nemlig den første af de store, der kommer med indbygget blokering af kommerciel overvågning på nettet - en blokering, der også vil fjerne reklamer.

Funktionen har været indbygget i Firefox i et stykke tid på testbasis, og slås nu til som standard - dog indtil videre kun i den såkaldte 'private browsing'-tilstand.

Det er en tilstand, der også findes også i andre browsere. Men hidtil har det dog været tvivlsomt, om den faktisk har beskyttet brugerne tilstrækkeligt mod dataindsamling.

Den nye beskyttelse mod snushaner kan dog også slås til så den virker, selv om man ikke bruger privat browsing. (Se faktaboks til venstre)

Tiltagende problem

Kommerciel overvågning på nettet har været et tiltagende fænomen de senere år. Det foregår blandt andet via såkaldte cookies, der sættes i folks browsere, når de surfer rundt på nettet.

Det er cookies, der gør, at man kan opleve at blive forfulgt af reklamer for sko, eller at en flybillet stiger i pris, jo flere gange man søger på den.

En del virksomheder indsamler ganske omfattende data om folks adfærd på nettet på denne vis - ikke mindst sociale medier som Facebook, der i øjeblikket får hyppig kritik fra europæiske datatilsyn, fordi det sociale medie på snedig vis bruger de ekstremt udbredte 'synes godt om' og dele-knapper, til at registrere folks færden på nettet.

Også selv om man ikke klikker på dem.

Vil vide så meget som muligt

Men meget af overvågningen stammer fra de reklamenetværk, der står bag de reklamer, man ser rundt omkring på nettet. Her vil man gerne vide så meget som muligt om folk, fordi man dermed bedre kan ramme dem med de rigtige reklamer, der så igen bliver mere værdifulde.

Balladen om reklameblokering på nettet har stået på i efterhånden nogle år. Dette efterår tog debatten dog fart, da Apple udsendte en ny version af styresystemet iOS til iPhone og iPad, der for første gang åbner op for, at brugerne kan installere apps, der skræller både reklamer og overvågning væk.

Men allerede før det har flere medier, særligt i Tyskland, kørt sager mod selskabet bag det mest udbredte værktøj til reklameblokering, udvidelsen Adblock Plus.

De tyske sager blev ført af medier som Handelsblatt og ProSiebenSat, der forsøgte at få Adblock Plus erklæret ulovlig, fordi det underminerer mediernes indtægtsgrundlag på nettet, når brugerne fjerner reklamerne. Medierne tabte dog sagerne.

Den nye funktion i Firefox er dog ikke specifikt skabt til at fjerne reklamer, kun reklamer, der med forskellige teknikker forsøger at tracke brugerne. Samtidig beskytter funktionerne ikke mod spiontjenester som NSA.