Julen sig nærmer og dermed også gaveræset, der i højere og højere grad udspiller sig med klik bag skærmene i stedet for, at man kæmper sig gennem menneskemylderet i det lokale storcenter.
Den selvsamme digitalisering ændrer faktisk hele varens rejse fra produktion til dørtrin. På de lagre, hvor julegaverne allerede ligger klar på paller fra gulv til loft, har robotterne gjort deres indtog. Her arbejder de side om side med os mennesker for at bringe flere pakker ud, hurtigere og mere sikkert.
Lageret er robotternes hjemmebane
Lagre med varer beregnet til vores privatforbrug kan huse forskellige typer robotter. Den slags, der kan 'plukke' varer ud af kasser på lageret, er en af de mest populære. Sådan en findes på webbutikken Proshops lager ved Aarhus.
- Den, vi har i dag, har en enkelt robotarm, men vi får en ny, som har 40. Den kan plukke cirka 1.000 kasser med varer i timen, og det er umuligt at gøre med menneskehænder, fortæller Proshops direktør Ivan Jæger Christiansen.
Den forhøjede effektivitet på lageret, regner han ikke med, vil betyde færre menneskehænder på lageret men derimod resultere i større omsætning af varer.
En anden type robot, der har vundet indpas på lagre verden over, navigerer rundt på kæmpemæssige lagre med en stabel varer ovenpå sig.
Denne type bruges for eksempel af Amazon, der er en af de virksomheder, der på verdensplan har investeret kraftigst i at automatisere og optimere sine lagre.
Levering på en time
Leveringen fra lager til kunde er et andet område, der er i forandring. Hos Proshop betyder det, at man kan få levering samme dag, hvilket foregår med bud. Det kan synes hurtigt, men alt er som bekendt større og hurtigere over there, og det gælder også levering af forbrugsgoder.
Med taxafirmaet Ubers service, der hedder UberRUSH, er det muligt at få sine varer leveret på helt ned til en time. Den service er indtil videre tilgængelig i visse områder af San Francisco, New York og Chicago.
Andre og mere spekulative modeller har også set dagens lys. Den mest spektakulære og den, der har nydt mest omtale, er levering med flyvende droner. Her har Amazon, pizzeriakæden Domino's og islandske AHA kørt reklamelignende kampagner, der introducerer os for idéen om, at vores varer lander med en flyvende drone.
Indtil videre er levering med flyvende droner dog anvendt i endnu mere begrænset omfang end UberRUSH, og det er for tidligt at sige, om denne form for levering for alvor kommer til at vinde indpas.
100% automatisering sker ikke endnu
Fremskridtene er altså store og mangeartede, men en total automatisering af transport fra fabrik til forbruger er ikke mulig og bliver det heller ikke foreløbig, vurderer professor i automatisering og reguleringsteori på Danmarks Tekniske Universitet, Mogens Blanke. Han peger på, at de store fragtskibe, der sejler mellem kontinenter, er svære at automatisere:
- Et skib, der sejler over Atlanten, skulle så kunne sejle i to uger uden mennesker om bord. Det er svært, for skibe af den type kræver vedligehold af mennesker på sådan en tur, siger han til DR Viden.
Det forhindrer dog ikke globale virksomheder som for eksempel Rolls Royce i at drømme stort om automatiserede fartøjer, der styres fra high-tech kontrolcentre på land.
Industri 4.0
Lagerrobotterne, droner og de autonome skibe er bare tre eksempler på teknologier, der gør det muligt for os at købe julegaver hurtigere og mere effektivt end tidligere.
Den hastige digitalisering i hele produktionsapparatet kaldes den fjerde industrielle revolution eller industri 4.0. Og robotterne og automatiseringen kan ses som det seneste led i en udviklingskæde, der startede med dampmaskinen:
- Teknologier har altid påvirket vores forståelse af tid og ru. Nu kan vi få varer bragt ud inden for en time, før skulle vi vente en uge, siger Anne Marie Engtoft Larsen, Knowledge Lead, Fourth Industrial Revolution hos World Economic Forum.
Men den teknologiske udvikling gør også, at vi ser et stadigt stigende forbrug i den vestlige verden. Ifølge Anne Marie Engtoft Larsen skal det til debat, om det er den rette måde at bruge teknologiske fremskridt på:
- Vi skal spørge os selv, hvad vi egentlig vil have ud af teknologien. Om vi kan bruge teknologierne til at lave en fremtid, som er mere bæredygtig, inkluderende og bygget på en holdning, hvor det ikke bare handler om at forbruge mere, siger hun.
Du kan høre mere om robotter og automatisering i denne uges udgave af Digitalt på P1.