I USA lige nu er i gået i gang med at teste en ny serie højhastigheds-kropsscannere.
Ved at kombinere kunstig intelligens og millimeterbølger kan computerne i teorien scanne og aflæse en krop og opdage evt. sikkerhedsproblemer på få sekunder.
På den måde forventer firmaet bag den nye teknologi, at man kan scanne fx passagerer i en lufthavn langt hurtigere.
Sikkerhedstjek uden ophold
Har man set filmen Total Recall med Arnold Schwarzenegger fra 1990, har man ide om, hvad de nye kropsscannere gør muligt. De scanner kroppen og ansigtet, når man passerer igennem systemet, så man både kan tjekke for farlige objekter og samtidig bruge ansigtsgenkendelse til at tjekke, om folk er efterlyst.
I stedet for først at tømme lommer, afklæde sig jakke og sko og lægge tasken, så kan systemet i teorien scanne en, mens man bevæger sig igennem systemet med jakke, sko, bælter, tasker und alles. Det gør sikkerhedstjekket lettere og markant hurtigere.
Aaron Elkins fra San Diego State University, der arbejder med et tilsvarende kunstig intelligent sikkerhedssystem, siger til the Guardian:
- Betydningen af at være hurtig kan ikke undervurderes. Ethvert sted, hvor man nu bruger metaldetektorer vil formodentligt se det som en opgradering.
Privatlivsproblemer
Scannere med millimeter-bølger er tidligere blevet kritiseret, fordi systemet afslørede for meget. Det var muligt at se kønsdele og andre intime detaljer om den rejsende, f.eks. brystimplantater og stomi-poser, når sikkerhedsfolkene skulle benytte systemerne.
Faktisk blev sikkerhedsfolkene (også i Kastrup Lufthavn) nødt til at lade sikkerhedsmedarbejderne, der gennemgik billederne sidde i et separat lokale, fordi de rejsende ellers følte sig utilpasse.
Men selv om den nye scannerteknologi også benytter sig af millimeter-bølger, så skulle man ifølge producenten, Evolv Technology, slippe for den slags problemer, fordi det kun er systemet, der ”kigger” på billederne. Sikkerhedspersonalet ser udelukkende, hvor på kroppen, systemet har registreret noget mistænkeligt.
Et teknologisk våbenkapløb
Selvom kunstig intelligens potentielt kan accelerere sikkerhedprocesserne i lufthavne betydeligt, så anerkender Evolv Technology, at der er nogle indbyggede problemer, når man benytter teknologi til at scanne og skelne mellem farer.
Et af de store problemer er graden af systemets følsomhed. Det skal kunne forholde sig til enorme mængde potentielle scenarier, og hvis det ikke kan skelne mellem objekterne, det scanner, kan der opstå for mange såkaldte falske positiver. Det betyder, at systemet bliver langsommere.
Hvis man af den grund vælger at skrue ned for systemets følsomhed, falder chancen formodentlig for, at systemet opdager eventuelle rigtige faremomenter, og så er man lige vidt.
Ari Juels, der er underviser i datalogi på Cornell University, forklarer til Guardian, at der derudover er et andet problem, mår man sætter teknologi til at løse denne slags sikkerhedsopgaver.
Bruger man algoritmer som denne til at bygge systemet, kan man også finde systemets svagheder, og dermed bygge modsvar, der ikke kan detekteres eller som vildleder systemet. Det vil så igen føre til behov for at opgradere systemet – og dermed vil det teknologiske våbenkapløb om vores sikkerhed fortsætte.
Systemet bliver i den næste måned testet på togstationer i Washington DC og Los Angeles og i lufthavnen i Denver International Airport.