I fremtiden kan du rejse mellem storbyer som New York, Shanghai eller Singapore hurtigere end du kan nå at se et afsnit af Game of Thrones. I hvert fald hvis det står til Elon Musk, der er administrerende direktør i både elbilsfirmaet Tesla og raketeventyret SpaceX.
Og det er netop SpaceX, der spiller en rolle i Elon Musks nye plan. Til en rumkonference i Australien præsenterede han i går en dristig plan for en ny raket, der skal bruges til at rejse til Mars i 2022.
- Hvis vi bruger den her raket til at tage til Månen eller Mars, hvorfor ikke også rejse til andre steder på Jorden, siger Elon Musk i hans præsentation.
Ifølge Elon Musk vil man kunne rejse fra New York til Shanghai, hvilket er 11.987 kilometer, på kun 39 minutter med raketten.
Flere udfordringer
På Danmarks Tekniske Universitet er de dog noget skeptiske.
For én ting er, at teknologien måske er der til at rejse fra by til by med raket, men en anden ting er økonomien i det.
- Det vil nok være reserveret for de få. Lidt ligesom da Concorden fløj mellem Europa og Amerika var det også kun meget få, der fløj med den, fordi det kostede kassen, siger Kristian Pedersen, der er astrofysiker og direktør for DTU Space.
Så er der også sikkerheden i det. Selvom SpaceX er blevet ret gode til at lande deres Falcon 9-raketter, har de stadig ikke gjort det med folk om bord.
- Der er lige nu en væsentlig større risiko ved at flyve med en raket end et almindelig rutefly. Det kan godt være, at vi i fremtiden vil flyve med fra kontinent til kontinent med raketter, men det er i hvert fald 10 år ude i fremtiden, siger Kristian Pedersen.
I videoen nedenunder kan du se, hvordan Elon Musk forestiller sig, at konceptet skal fungere.
https://www.youtube.com/watch?v=zqE-ultsWt0