Mobilselskabet 3 blokerer reklamer på sit britiske netværk

3 i Storbritannien laver et kontroversielt forsøg, hvor de blokerer reklamer på deres netværk i 24 timer. De mener, at reklamemodellen på det mobile internet "er gået i stykker" - og går nu i brechen for et bedre alternativ til de nuværende annoncer.

Den britiske gren af mobilselskabet 3, går nu til angreb på mobilreklamer, som de mener er stærkt problematiske for brugerne. (© 3 - three.co.uk)

Blokering af reklamer på nettet er en tiltagende varm kartoffel.

På den ene side står indholdsproducenterne, som har brug for en indtægtskilde for at kunne producere indhold.

På den anden side står brugerne, som - udover en dårligere brugeroplevelse - ofte bliver tracket af softwaren, der leverer reklamerne.

Men nu blander en helt tredje spiller sig for alvor. Teleselskaberne.

Mobilselskabet 3 i Storbritannien vil nemlig lave et forsøg, hvor de i 24 timer blokerer reklamer på deres netværk. Brugerne skal dog aktivt sige 'ja tak' til at være med, hvis de vil opleve en hel dag uden reklamer.

3 vil "revolutionere reklamer på mobilen"

Forsøget vil løbe af stablen om tre ugers tid, som en del af 3's plan om at "revolutionere reklamer på mobilen".

- Vi mener at den nuværende mobile reklamemodel er gået i stykker og vores kunder bliver tiltagende frustrerede over irrelevante og påtrængende reklamer, som opbruger dataene i deres datapakker, og som invaderer deres privatliv ved at tracke deres adfærd, uden at de har givet tilladelse til det eller er klar over det, skriver 3 i en pressemeddelelse.

Selskabet udnævner tre helt specifikke mål, de vil gå efter:

  1. 1

    Kunder skal ikke betale for den dataoverførsel, som skyldes reklamer. Disse omkostninger skal afholdes af annoncøren.

  2. 2

    Kundernes privatliv og sikkerhed skal beskyttes fuldt ud. Nogle annoncører bruger mobilreklamer til at indsamle og udnytte data om kunderne, uden at de ved det eller har givet tilladelse til det.

  3. 3

    Kunderne skal have ret til kun at se reklamer, som er relevante for dem. De skal ikke have deres mobile surfoplevelse forringet af for mange, påtrængende, uønskede eller irrelevante reklamer.

"Alle involverede parter skal finde en fælles løsning"

Den britiske gren af 3 er dog godt klar over, at de ikke kan løse problemerne alene.

- Vi kan kun ændre dette ved at arbejde sammen med alle interessenter (kunder, reklamenetværk og medierne) om at skabe en ny form for reklamer, som er bedre for alle, siger 3's britiske marketingschef Tom Malleschitz.

Udover at bruge reklameblokeringsforsøget til at sætte en dagsorden, ønsker 3 i Storbritannien samtidig at teste, hvordan den software de bruger til at blokere reklamerne virker - altså om det kun påvirker brugernes surfoplevelse positivt, eller om reklameblokeringen skaber uforudsete problemer på netværket.

DR Viden har spurgt 3 i Danmark, om de går i de samme tanker som deres britiske gren, hvortil selskabet svarer:

- 3 i Danmark har ikke umiddelbart nogen planer om at lancere noget lignende, men vi følger naturligvis sagen tæt.

Reklameblokering er i vækst

En stor rapport fra 2015 viste, at blokering af reklamer er i konstant vækst - særligt i Europa - og intet tyder på, at tendensen er på vej til at vende.

I pressemeddelelsen fra 3 i Storbritannien henviser selskabet til en ny rapport fra firmaet KPMG fra april, som viser, at 44 procent af de voksne briter regner med at bruge en reklameblokker, indenfor de næste seks måneder.

Det er dog ikke kun 3, der arbejder på at finde et alternativ til den nuværende reklamemodel. Flere firmaer - fx Flattr Plus og Optimal - arbejder på en reklamefri Spotify-lignende løsning, hvor brugerne kan undgå reklamer, mod en fast månedlig ydelse, som så bliver fordelt mellem de medier, brugerne besøger.