Ny mobilmode: Nu bliver telefonerne rammeløse

De nye telefoner ligner næsten bare en glasplade og giver mere mobilskærm på mindre plads - men prisen bliver højere.

Tre af de nyeste telefoner på markedet viser med al tydelighed, at rammen rundt om mobilskærmen er ved at forsvinde. (Foto: © Skærmbillede fra Xiaomis præsentation af mobiltelefonen Mix 2.)

Apple præsenterer i morgen den næste iPhone, ti år efter første udgave af firmaets flagskibsprodukt ændrede, hvad vi forstår ved en smartphone.

Ti-års jubilaren bliver den første iPhone med et totalt nyt designudtryk, siden 6'eren blev lanceret i 2014. At dømme fra designet, som Apple (måske bevidst) er kommet til at afsløre, ser den nye iPhone da også frisk ud, med sit næsten helt rammeløse design.

Men skulle det nu være så specielt, kunne man med rette spørge?

Apple ikke først med den rammeløse telefon

Nok ikke hvis man spørger Samsung, eller en af de mange millioner brugere, der siden foråret har smidt en stort set rammeløs Galaxy S8 i lommen. Og svinger man spørgsmålet forbi den kinesiske mobilproducent Xiaomi, vil svaret nok også lyde, at det er Apple, der prøver at følge med de andre.

Det kinesiske firma, som blev kendt for at grovkopiere Apples mobiler, designede allerede sidste år en rammeløs koncepttelefon Mi Mix. Men i dag - dagen før Apples store event - har Xiaomi netop lanceret Mix 2, som en reel konkurrent til både Samsung og Apples design. Og som det fremgår af telefonen til højre på artikelbilledet i toppen, er der virkelig tale om en sparsom ramme.

Når nu vi snakker om telefoner med meget lidt ramme, så er det blot et par uger siden firmaet Essential (startet af manden bag Android-styresystemet, Andy Rubin) sendte Essential Phone på gaden.

Ligesom Mix 2 ligner den nærmest også bare en glasplade, dog med den forskel, at den har en lille udskæring til selfiekameraet i toppen, hvor kameraet på Mix 2 sidder i bunden.

Også den nye LG V30, og den kommende Huawei Mate 10 er så godt som rammeløse.

Apple er altså ikke først til at skille sig af med rammen rundt om telefonens skærm, men med firmaets indtræden på den rammeløse scene fuldender amerikanerne billedet af, at der er tale om en ny mode indenfor telefondesign, som alle de store producenter har kastet sig over.

Phablet-skærm i smartphone-størrelse

Men hvorfor er det pludselig så påtrængende, at telefonerne bliver rammeløse?

Ja, udover at det ser ganske cool ud, så er den enkle forklaring, at man får langt mere skærm på mindre plads.

Flere af de nye telefoner har nemlig skærme, der nærmer sig 6-tommer eller mere, hvilket førhen var det, der populært blev kaldt en phablet (phone og tablet trukket sammen). Men nu kan man altså få en phabletskærm i smartphonestørrelse, som passer i lommen.

En undskyldning til at skifte telefon

Skal man skifte telefon, skal der jo gerne være en god (eller dårlig) undskyldning til at gøre det. Og det er der bestemt i år, hvor et radikalt anderledes udseende vil give følelsen af, at man rent faktisk får noget nyt, og ikke bare et minimalt hastigheds-boost og en smule bedre kamera, som det har været kotume de sidste par år.

Er det ikke nok undskyldning til at vælge en ny telefon, så kommer flere af ovennævnte telefoner også med OLED-skærm

OLED evner i særdeleshed at vise en langt dybere udgave af sort og har i det hele taget en mere levende farvegengivelse end LED og LCD.

Fingeraftryksscanneren flytter bag på - prisen flytter nord på

Det nye skærmdesign kan dog i særdeleshed en ting; nemlig sælge telefoner til en højere pris.

Sådan en smart sag kan man åbenbart tillade sig at tage rigtig gode penge for. Så gode, at Apple forventes at bryde 1.000 dollar-barrieren for den nyeste luksus-iPhone. Det er tæt på 25 procent dyrere end den nuværende iPhone 7 Plus, hvilket i danske kroner kunne ligne en pris omkring 8.600 kroner.

Samsung er heller ikke kede af det med prisen. Sydkoreanernes nye Note 8 - efterfølgeren til den selvantændelige Note 7 - får også en amerikansk startpris på lige under 1.000 dollars. I Danmark er prisen 7.749 kroner eller godt 1.000 kroner mere end den brandfarlige Note 7 var prissat til.

Super feature må lade livet

Det rammeløse design betyder samtidig, at en af de bedste ting der er introduceret de seneste mange smartphone-sæsoner, nemlig fingeraftryksscanneren, som låser telefonen op uden man skal indtaste sin kode, nu er blevet forvist til bagsiden af telefonen.

Og fra den logiske placering i bunden af telefonens front, må brugeren som byttehandel for den mindre ramme acceptere at skulle famle sig frem på bagsiden, når telefonen skal låses op.

Apple rygtes helt at have sløjfet fingeraftrykket til fordel for en ansigtsscanner, men det bliver vi klogere på tirsdag aften.

Fra 16:9 til 18:9

Et andet resultat af det nye design er, at skærmen skifter format.

Fra typisk at have haft det klassiske bredformat 16:9, er displayet på flere af de nye rammeløse telefoner 18:9, selvom der indtil videre ikke er meget, der indikerer, at det skulle være et mere logisk format set fra et brugerperspektiv.

Holder man telefonen på den høje led, giver det naturligvis et større udsnit af en hjemmeside eller en email.

Holder man telefonen på den bredde led, når man ser video, betyder det til gengæld, at man får sorte kanter, på siden af billedet.

Den bredere skærm og det mere fyldige format kan dog potentielt være et gode for folk, der spiller meget på telefonen. Men om der i øvrigt er meget logik i at have 18:9 telefoner, eller om det i fremtiden ligefrem vil påvirke formatet vi optager video i, må tiden vise.