I 1980’erne tog udviklingen af mobilkommunikation for alvor fart, og Danmark spillede en hovedrolle i dét, der siden er blevet kaldt første generation af mobilnet og mobiltelefoner.
De nordiske post- og telegrafvæsener udviklede nemlig sammen med industrien Nordisk Mobil Telefonsystem, NMT-nettet, som gjorde det muligt at ringe direkte mellem mobiltelefoner.
Det automatiske NMT-system afløste de forskellige nationale systemer, der typisk var manuelt betjente radiotelefon-systemer.
Første internationale system
En af de danskere, der var med til at sætte Danmark på det mobile verdenskort, var Jørgen Bach Andersen, som nu er professor emeritus ved Aalborg Universitet.
- Den store fordel ved NMT var, at det var et internationalt system, hvor man kunne bruge mobiltelefonen i alle de nordiske lande. NMT blev også det store springbræt, der gjorde, at Europa kunne komme foran USA i den teknologiske udvikling på området, siger Jørgen Bach Andersen.
I Danmark gik flere virksomheder i gang med at producere de nye telefoner – en overgang var flere tusinde danskere beskæftiget med at samle mobilmærker som Storno, AP og Dancall.
Førstnævnte var bl.a. kendt for biltelefonen Stornomatic 900, der i princippet kunne pakkes i en taske og medbringes overalt, men med sine 11,5 kilo udgjorde den lidt af mobil udfordring. Du kan se den (og 13 andre gode, gamle mobiler) i tidslinjen her.
Syv kilo mobiltelefon
Selvom NMT lagde grunden til nutidens mobiltelefoner, så var 80’er-udgaverne langt fra at kunne glide ned i en bukselomme eller en håndtaske. Og prisen var heller ikke nem at håndtere. En af de første NMT-telefoner, en Dancall 7000, vejede fx syv kilo og kostede omkring 42.000 kroner i 2017-pris.
I 1992 blev NMT afløst af et nyt digitalt mobilnet, Global System for Mobile Communications, GSM, der både kunne håndtere tale og data. Der kom også danske GSM-mobiler på markedet, og telefonerne blev lettere og billigere. I slutningen af 198o'erne kom de første lommemobiler på markedet med en vægt omkring 500 gram.
Jørgen Bach Andersen, der havde startet mobilforskningen ved universitetet i Nordjylland, leverede både forskning og kandidater til den nordjyske mobilindustri. Han ser GSM som det store gennembrud i den moderne mobiltelefoni.
Men da der først rigtig kom gang i hjulene, kunne de små virksomheder i Danmark ikke følge med, siger Jørgen Bach Andersen.
De blev opkøbt af udenlandske firmaer som Nokia, Ericsson og Motorola, der siden lukkede den danske mobilproduktion.