Mindre end 10 dage nåede Ubers selvkørende biler at være på gaden i firmaets hjemby San Francisco, inden eventyret foreløbigt er slut.
De Californiske transportmyndigheder DMV har tilbagekaldt de 16 bilers nummerpladelicens, og som et resultat har Uber været nødsaget til at fjerne bilerne fra gaden.
Det sker dog ikke på grund af de umiddelbare problemer bilerne havde med at køre rundt i byen på egen hånd, men derimod på grund af en manglende tilladelse til at teste selvkørende biler på offentlig vej.
Uber lancerede helt bevidst sine selvkørende biler, uden tilladelse. Firmaet mener nemlig ikke, at de har brug for et officielt stempel, da der til alle tider sidder en chauffør bag rattet, klar til at tage over.
Den opfattelse deler DMV dog ikke, og allerede timer efter Uber sendte de første biler på gaden, kom den første advarsel til Uber.
DMV udsendte en kort pressemeddelelse, hvoraf det fremgik, at Ubers tiltag ikke var lovligt og at de, ligesom alle andre der tester selvkørende biler, først skal have en tilladelse. I et brev sendt direkte til Uber, klargjorde DMV, at de ville trække Uber i retten, hvis de kørte videre i San Francisco.
Tilladelse kan erhverves på 72 timer
Ubers argument er, at de ikke gør noget, som enhver Tesla ikke allerede kan, og de mener derfor ikke, at de har brug for en tilladelse - der i øvrigt koster 150 dollars og kan erhverves på under 72 timer.
Med til tilladelsen hører forpligtelsen til at rapportere om uheld og situationer hvor føreren har måtte overtage styringen fra bilen, og det kan muligvis være disse informationer Uber ikke har lyst til at dele, siden de bevidst har valgt at køre uden tilladelse.
I stedet for en retssag har DMV altså fundet en anden måde at løse problemet på, ved blot at trække den helt almindelige nummerpladelicens. Begrundelsen er, at Uber ikke har deklareret Volvoerne som test-biler, hvilket de i virkeligheden er, og at den oprindelige licens derfor er udstedt på et falsk grundlag.
Ifølge en talskvinde fra Uber vil firmaet nu søge andre græsgange for de selvkørende Volvoer, samtidig med at de vil arbejde på en løsning, så de på et senere tidspunkt kan få dem tilbage på gaden i Californien.