Mormor forklarer: Algoritmer er ligesom min kogebog

Singulariteten og algoritmer er begreber, du i stigende grad vil støde på. Få en forklaring fra mormor her.

Algoritmer, svag og stærk kunstig intelligens og singularitet.

Disse ord siger dig måske ikke meget, men de har alle til fælles, at de til dagligt har indflydelse på din hverdag og samfundet.

Og selvom sådan nogle begreber kan få de grå hår til at vokse frem hos mange, så er det en rigtig god idé at kende til dem, hvis du vil tale lidt med om kunstig intelligens.

I videoen herover, kan du få en forklaring fra mormor og eller har du her nogle eksempler, der kan hjælpe dig med at få styr på det.

Algoritmer: Computeres problemløsere

En algoritme er kort forklaret et sæt trin, der hjælper en computer med at løse et problem.

De problemer kan være alt fra at sortere massevis af varer i en webbutik efter pris eller at finde de mest relevante opslag til dig på Facebook.

Se det som en kompleks opskrift i en kogebog. Hvis A er tilfældet, så gør B.

I Googles spæde start var deres søgemaskine baseret på en algoritme, der analyserede antallet og kvaliteten af links til en hjemmeside for at forstå, hvor relevant en hjemmeside var i forhold til brugernes søgning.

Efterfølgende har Google selvfølgelig tilføjet andre parameter til at vurdere hjemmesiders relevans ud fra.

Kunstig intelligens: Virkelig god til bestemte opgaver

Forskere skelner i dag typisk mellem to former for kunstig intelligens - svag og stærk kunstig intelligens.

En svag kunstig intelligens er ofte god til specifikke opgaver med klart definerede mål. Det kan enten være at vinde i skak eller genkende ansigter.

I modsætning til svag kunstig intelligens, så er det svært at komme med eksempler fra virkeligheden, når det gælder stærk kunstig intelligens.

Der findes nemlig endnu ikke en stærk kunstig intelligens, der kan forholde sig til nye og ukendte udfordringer som vi mennesker kan.

Singulariteten: En trussel for mennesker?

Hvad sker der, hvis en kunstig intelligens bliver klogere end mennesker og pludselig kan forbedre sig selv?

Lige nu er det et hypotetisk spørgsmål, men hvis det sker, så er det netop det, som der menes med ’singulariteten’.

Et af det mest kendte - og skræmmende - eksempler er fra Terminator, hvor en kunstig intelligens ser mennesket, som en trussel, der skal udryddes.

I dag er der et blandet syn på 'singulariteten', hvor nogle ser det som menneskets redning og andre som en trussel. En af de mest kritiske røster er Elon Musk, der bl.a. er stifter af SpaceX og Tesla.

- Jeg mener, at vi skal være meget forsigtige med kunstig intelligens. Hvis jeg skal gætte på, hvad vores største eksistentielle trussel er, er det nok det. Så vi bør være forsigtige, sagde Elon Musk tilbage i 2014.

Og nu afdøde Stephen Hawking sagde i et interview med BBC, at udviklingen af kunstig intelligens kan være enden for mennesket.

Vil du være med til at udvikle en ny kunstig intelligens? Du kan hjælpe forskerne fra Aarhus Universitet ved at spille med i SkillLab. Klik på banneret herunder.