Nu får iPhone-ejere fuld kontrol over batteriet

Apple klar med længe ventet opdatering til styresystemet iOS, som skal hjælpe brugere med slidte batterier og langsomme iPhones.

Apple kom i modvind i december, på grund af en for stram styring af batteriets ydeevne på iPhone, som betød at folks telefoner blev langsomme. Nu kommer den lovede opdatering, som giver brugerne kontrollen tilbage. (Foto: © ELIJAH NOUVELAGE, Scanpix)

Apple har netop sendt en større opdatering ud til iPhone og iPad.

Styresystemet iOS er nu nået til version 11.3, og særligt en feature står ud; nemlig muligheden for selv at bestemme over sit batteri.

Denne feature lovede Apple i kølvandet på den batteri-shitstorm, firmaet røg ud i i december 2017.

Her blev det klart, at mange ældre iPhones kæmpede alvorligt med hastigheden, fordi Apple havde valgt at begrænse, hvor meget batteri telefonen måtte bruge på én gang.

Ville undgå telefoner der pludseligt døde

Grunden til den stramme kontrol med batteriet skyldes, at mange telefoner med nedslidte batterier pludseligt lukker ned, selvom de har 20-30 procent strøm tilbage. Det sker typisk, hvis telefonens computer skal foretage en krævende udregning.

For at undgå at iPhones pludselig gik kolde, implementerede Apple for lidt over et år siden en batteristyring. Det betød, at en telefon med slidt batteri ikke længere kunne få lov til at levere en stor mængde strøm på en gang.

Selvom det betød en markant nedgang i antallet af telefoner, der pludseligt lukkede ned (Apple siger helt op til 80 procent), så betød det samtidig, at flere ældre telefoner blev så super langsomme, at de nærmest var ubrugelige.

Apple beskyldt for at presse folk til at købe ny telefon

Nogle skarpsindige brugere fandt ud af, at deres telefoner blev hurtigere, når de fik sat et nyt batteri i telefonen, og så fik Apple ellers ørerne i maskinen. Særligt på de sociale medier føg beskyldningerne om, at firmaet med vilje satte hastigheden ned, for at få folk til at købe en ny telefon.

Apple afviste kategorisk disse påstande. Men for at imødekomme kritikken lancerede de et batteriprogram, som gør det muligt for alle, der har en iPhone 6 eller nyere, at få nyt batteri for 229 kroner resten af 2018.

Samtidig lovede firmaet, at man ved en senere opdatering vil give kontrollen over batteriet tilbage til brugerne, og det er altså nu sket i iOS 11.3.

Sådan styrer du dit batteri

Når man har installeret iOS 11.3, vil man under Indstillinger -> Batteri se et nyt menupunkt, der hedder Batteritilstand.

Trykker man på det, får man under Maksimumkapacitet oplysninger om, hvilken stand ens batteri er i, i procent.

Har telefonen oplevet pludselig at lukke ned af sig selv, vil det fremgå neden under det andet menupunkt Maksimal ydeevnekapacitet.

(© Skærmbillede fra iPhone)

Her vil det fremgå, at Apple har aktiveret den meget omtalte batteristyring, men brugeren har nu selv mulighed for at slå den fra.

Gør man det, betyder det formentlig, at telefonen i daglig brug vil virke hurtigere. Til gengæld vil den så nok igen begynde uventet at lukke ned af sig selv. Så selvom du får kontrol over dit eget batteri - hvilket kun er ret og rimeligt - så er det næppe en speciel optimal løsning på problemet.

Skift dit batteri hvis det er slidt - måske er det gratis

Har man problemer med et slidt batteri, er det nok en god idé, at få det skiftet, da det både giver en hurtigere telefon, længere batteritid og vil eliminere de pludselig nedlukninger.

Som nævnt koster det 229 kroner, hvis man får Apple til at skifte batteriet.

Har man en iPhone 6s (som havde særligt store problemer med batteriet), kan du meget muligt få det skiftet gratis.

Andre nyheder i iOS 11.3

Selvom batteristyringen - for nogle - vil være den mest væsentlige nyhed, så er der også andre ting, der er værd at nævne.

Nyt privacy-ikon

Når du opdaterer til iOS 11.3 vil du se et nyt ikon af to mennesker der giver hinanden hånden. Dette ikon vil du se fremover, når en Apple-app eller anden feature beder dig om en form for personlig information. Det er altså din garanti for, at det er Apple, der beder om oplysningerne.

(© Skærmbillede fra iPhone)

Desuden benytter Apple denne privacy-skærm til at forstærke sit løfte om at beskytte dit privatliv.

“Apple mener, at anonymitet er en grundlæggende menneskerettighed”, skriver de og forklarer, at de så vidt muligt behandler data direkte på enheden og begrænser indsamlingen af data.

Med så klar en udmelding er det noget firmaet vil blive holdt op på, hvis det senere skulle vise sig ikke at forholde sig sådan.

Fire nye Animojis på iPhone X

Har man den nyeste og dyreste iPhone X, vil der være fire nye af de såkaldte Animojis. Kort fortalt er det emojis, der kan animere dine ansigts- og mundbevægelser, som du kan bruge til at sende sjove videobeskeder. De fire nye ansigter er løve, bjørn, drage og dødningehoved.

De store nyheder mangler

Dog er der to store features, Apple længe har lovet, som firmaet ikke har fået gjort færdig: Beskeder i iCloud og AirPlay 2.

Beskeder i iCloud har været tilgængelig i betaudgaven (testudgaven) af iOS 11.3, men er af en eller anden grund blevet trukket i sidste øjeblik. Funktionen er tænkt til at synkronisere beskeder på tværs af enheder, så hvis man f.eks har en iPhone og en iPad, så vil beskeder, man sender og modtager være ens på begge enheder.

AirPlay 2 er heller ikke blevet klar. Denne funktion skal blandt gøre det muligt at streame musik simultant på flere forskellige højttalere og Apple TV-bokse. Men også her, må man altså væbne sig med endnu mere tålmodighed.

Opdateringen til iOS 11.3 vil formentlig automatisk dukke op på din iPhone og iPad. Ellers kan den hentes via Indstillinger -> Generelt -> Softwareopdatering.