Vi anbefaler kraftigt, at du sletter TikTok på din mobiltelefon.
Sådan lød meldingen her til morgen i en mail til alle Folketingets medlemmer
Udmeldingen kom i kølvandet på, at myndigheder, organisationer og virksomheder i hele Vesten har forbudt eller frarådet brug af den kinesiske app. Det tæller blandt andre EU-Kommissionen og Det Hvide Hus.
Samtidig har Center for Cybersikkerhed herhjemme frarådet statslige ansatte at have TikTok installeret på tjenstlige enheder.
Alt sammen på grund af en ikke nærmere defineret sikkerhedsrisiko og bekymring for spionage.
Men hvordan skal du som almindelig TikTok-bruger forholde dig til situationen? Kan du trygt fortsætte med at deltage i challenges og scrolle gennem uendelige mængder underholdning i form af dansevideoer og køkkentips? Eller bør du slette appen med det samme?
Vi har spurgt tre eksperter. Og de er ikke helt enige.
Indsamler flere privatdata end nødvendigt
- Jeg synes, man skal slette appen.
Sådan lyder det fra André Ken Jakobsson, der forsker i hybrid krigsførelse ved Syddansk Universitet.
- Man skal stille sig selv spørgsmålet om, i hvilken grad man er villig til at løbe de risici, der er. Undersøgelser viser nemlig, at TikTok indsamler data, der ikke er nødvendige, for at appen fungerer, fortsætter han.
Eksempelvis viser en undersøgelse fra firmaet Internet 2.0, at TikTok indsamler langt flere data sammenlignet med mange andre SoMe-apps, heriblandt Facebook. Det er blandt andet oplysninger om din telefon, din wi-fi-forbindelse og de apps, du har installeret.
Problemet er dog ikke lige så stort hos iPhone-brugere. Det vender vi tilbage til.
- På politisk niveau bekymrer man sig om spionage. Men som almindelig borger er det nogle andre problemstillinger, det handler om. Ud fra alle de her data kan kinesiske myndigheder få at vide, hvordan du tænker og få adgang til din holdningsdannelse, siger André Ken Jakobsson.
Hvis det viser sig, at det kinesiske styre bruger de indsamlede data, så kan de ifølge André Ken Jakobsson anvende dem til at manipulere brugerne over tid.
- Har de en psykologisk profil af dig som bruger, jamen så har de også mulighed for at manipulere med din holdningsdannelse ved at fodre dig med bestemt information. Sådan en påvirkning kan foregå over lang tid, siger han.
Kan bruges med de rette privatindstillinger
DR’s techkorrespondent, Henrik Moltke, vil ikke entydigt råde til at slette eller beholde TikTok-appen. Det kommer nemlig an på flere ting.
- For eksempel kan du sætte TikTok op med ret omfattende privatindstillinger. Du kan nøjes med at se andres videoer og sørge for ikke at give appen din rigtige e-mail, siger han.
Her er det en fordel, hvis du bruger iPhone. Apple har nemlig et indført et krav om, at apps skal have et eksplicit 'ja' af brugere af iOS-systemer, før de må indsamle visse data.
- Så kan TikTok ikke automatisk se, om du for eksempel bruger Grinder (dating app rettet mod LGBT-miljøet, red.) eller andre apps, der blandt andet kan pege på din seksuelle orientering. Og på den måde bliver det sværere for TikTok at indsamle meget privat data. Det samme gælder for Facebook, siger Henrik Moltke.
Han tror som udgangspunkt ikke, at virksomheden bag TikTok prøver at manipulere sine brugere med politiske budskaber. Men det kan de måske blive i fremtiden.
- TikTok er et upolitisk, underholdende univers, hvor man forhåbentlig ikke alene går ind for at høre om krigen i Ukraine. Om algoritmen bag så kan indstilles til at foretrække bestemte typer indhold, der gavner kinesiske interesser, det er selvfølgelig en mulighed, vi ikke ved, siger han.
- Men jeg er ikke helt enig i det her billede af TikTok som en superspion, der er meget værre end Instagram og Facebook. Den er slem, men omvendt så er interaktionerne inde på appen temmelig begrænsede. Du har ikke så meget privat kommunikation på TikTok, som du typisk har på Messenger, fortsætter han.
Lav din egen risikovurdering
Spørger vi Henning Mortensen, der er formand for Rådet for Digital Sikkerhed, så skal du se på TikTok, som du ser på andre sociale medier.
- Du skal lave din egen lille risikovurdering, når du bruger sociale medier i bred forstand. Det gælder, uanset om det er TikTok, Facebook, Instagram eller LinkedIn. Du skal vide, at når du lægger oplysninger op, så er der nok flere, end du har et indtryk af, der kigger med, siger han.
- Og så er det op til dig, hvilke informationer, du mener, der ikke kan tåles at blive lagt op. Det kan for eksempel være oplysninger, der siger noget om din religion eller seksualitet, som du ikke mener, fremmede bør kende til, fortsætter han.
Hos Rådet for Digital Sikkerhed læner de sig op ad anbefalingerne fra Center for Cybersikkerhed, når det kommer til at fraråde TikTok på tjenstlige enheder.