De seneste år er robotter og automatiske hjælpere rykket ind i vores liv.
Det er især sket i form af robotstøvsugere og digitale assistenter på vores smartphones, som vænner os til at have bruge teknologien på en ny måde i hverdagen.
Og så er der sexrobotter. Kunstige menneskekroppe med en større eller mindre grad af automatisering og intelligens.
De bruges både som avanceret sexlegetøj og af folk, der for eksempel på grund af et fysisk handicap ikke har muligheden for at have et seksuelt forhold til et andet menneske.
Sexrobotter med håbløse ansigter
Ligesom så meget andet teknologi udvikler sexrobotterne sig i disse år hastigt. Det skyldes fremskridt på flere fronter.
- Jeg kunne se, at tekst-til-tale systemerne blev bedre og fik bedre talegenkendelse, bedre animatronics (robottens evne til at efterligne mennesker) og aktuatorer (teknkologi, der får robotten til at bevæge sig mere eller mindre troværdigt, red.), fortæller sexrobotproducenten og stifter af Realdoll, Matt McMullen til websitet The Next Web.
Kobles den udvikling med muligheden for at forbinde robotterne i et netværk, opstår der nye muligheder, forklarer Henrik Schärfe. Han er tidligere professor ved Aalborg Universitet og grundlægger af universitetets Center for Computermedieret Erkendelse.
Henrik Schärfe er kendt for at have lavet en 'menneske'-robot, der er en kopi af ham selv.
- Forbinder man eksempelvis 1.000 eller 5.000 robotter med hinanden, så kan de lære af hinanden, og der opstår nye muligheder for at skabe noget, der minder om en digital personlighed, siger han.
Han mener dog ikke, at de sexrobotter, vi ser i dag, endnu er overbevisende på det punkt.
- Ansigterne på sexrobotterne er håbløst bagud, men vi ved, hvordan man løser det inden for forskningens verden. Hvis man vil tættere på en fuldkommen oplevelse, må man skabe en troværdig ansigtskommunikation mellem menneske og robot.
Kan man være robo-seksuel?
Sexrobotter som erstatning for en menneskelig seksuel partner eller som moderne sexlegetøj er scenarier, vi i dag anser for mulige.
Men forskere fra University of Manitoba diskuterer i en videnskabelig artikel muligheden for det, de kalder digi-sexuality, som beskrives som mennesker hvis primære seksualitet udleves gennem brug af teknologi.
Neil MacArthur og Markie L. C. Twist, de to professorer bag artiklen, mener, at digisexuality er noget,som sundhedspersonale skal være parat til at håndtere. Dermed kommer det til at handle om mennesker, som har et forhold til maskine og ikke blot en seksuel fetish.
Vi risikerer at miste noget
Og netop det forholdet til robotterne kan gøre ved vores forhold til andre mennesker, giver grund til eftertanke, mener Thomas Ploug, professor ved Aalborg Universitets Institut for Kommunikation og Psykologi.
- Det er stadig meget spekulativt, men vi risikerer, at der forsvinder noget menneskeligt, hvis vi erstatter vores behov for menneskelig kontakt med robotter. Det gør vi, fordi robotterne er fokuserede på vores egne behov. Dermed er det udelukkende vores egoisme og selvoptagethed, der bliver stimuleret. Sådan er det ikke med menneskelig kontakt, hvor begge parter har et behov, der skal tilgodeses, siger han.
Han mener dog, at vi ikke må afskrive sexrobotterne, fordi de måske er en del af løsningen på visse seksuelle behov, der har uønskede effekter, for eksempel pædofili. Men alt med måde.
- En sexrobot ødelægger ikke nødvendigvis noget, men hvis vi for alvor begynder at erstatte vores mellemmenneskelige forhold med forhold til robotter, så er det problematisk, afslutter Thomas Ploug.
Du kan se meget mere om sexrobotter i DR2 temalørdag og høre om emnet i denne uges Digitalt på P1.