Lokomotivfører Tommy Damstedt Jørgensen førte rutineret den 300 ton tunge maskine rundt i en kurve, da han så, at der lå noget lige fremme, midt på sporet, 100-200 meter ude i horisonten.
Var det en plastikpose?
Han sænkede farten, men med 180 kilometer i timen var der ingen chance for at få bremset helt op.
Toget fortsatte. Tommy Jørgensen fastholdt blikket på det mystiske forude. Og så: En bevægelse.
Hun løftede hovedet fra skinnerne, og de fik øjenkontakt.
– Hun kigger mig lige i øjnene. Og så får jeg så fantastisk ondt af hende, fortæller Tommy Jørgensen og tilføjer:
– Det har jeg haft lige siden.
Lige siden 2002 – for 16 år siden, dagen, hvor han ikke kunne nå at standse toget.
I lang tid kunne han ikke få billedet væk fra nethinden. Det var der døgnets 24 timer. Det sorte tøj, der flagrede. Den lange kjole, den lille jakke og de sorte sko.
Kvinden, han kørte over.
I DR-programmet ”Jeg vil dø” taler journalist Anders Lund Madsen med Tommy Damstedt Jørgensen om mindet, der har brændt sig fast. (Klip: 38 sekunder)
"Nu rammer jeg ham kraftedme"
Men det var ikke første gang. Eller anden gang. Eller tredje.
Fire gange har Tommy Jørgensen kørt et menneske over i sit arbejde. Han var blot 25 år første gang, det skete. Kun et år efter, han startede som lokomotivfører.
Og han husker endnu, hvordan han pludselig stod ude på skinnerne og gav førstehjælp til et ungt menneske, som nu manglede sine ben.
Hvordan han med sin uniform på blev en myndighed, der stod med et liv mellem sine hænder og havde vogne bag sig fyldt med ventende togpassagerer.
Manden overlevede, og for en ung Tommy Jørgensen blev det efterhånden arkiveret i bevidstheden som ”bare sådan noget, der kan ske, når man kører med lokomotiv.”
Årene gik. Men en dag, da han var ude at køre med 46 godsvogne, skete det for anden gang. Pludselig så han noget foran sig.
Det var nok bare en hund.
Bang.
Han ringede til fjernstyringscentralen, som kunne tjekke op på det. For var det ikke en lys parkacoat, han havde set?
I øjeblikket tænkte han ikke videre over det, for han skulle videre med godsvognene.
Dagen efter hørte han i fjernsynet, at en mand var blevet dræbt på skinnerne. Og Tommy Jørgensen vidste med det samme, at det var ham, der havde kørt ham ned.
– Der mistede jeg alt farven i ansigtet.
Han blev sat i forbindelse med en psykolog, som han talte med af flere omgange.
– Det var meget virksomt, konstaterer han.
Men så skete det igen. Tredje gang. Præcist hvornår har Tommy Jørgensen svært ved at huske. Men det har været i slutningen af 1990’erne.
En ung fyr var ude med en snerydder. Sneen havde skjult sporene, og lige pludselig stod han foran toget.
Nu rammer jeg ham kraftedme, nåede Tommy Jørgensen akkurat at tænke. Den unge mand blev klemt op af lysmast. Hans krop var massakreret, men han overlevede.
I dag er Tommy Jørgensen 56 år. Han husker stadig alle episoderne meget tydeligt.
Men det er kvinden, der fylder mest. For til forskel fra de tre andre havde hun lagt sig på skinnerne af egen fri vilje.
Her bliver danskerne opfordret til at bryde tabuet, række ud efter hinanden og efter hjælp. Det gælder både mennesker med selvmordstanker, deres pårørende og de efterladte.
Programmerne "Min fars farvel" sendes på DR1 mandag klokken 20.45 i uge 37 og 38. I DR-programmet ”Jeg vil dø” møder journalist Anders Lund Madsen mennesker, der har haft selvmord helt tæt inde på livet på den ene eller anden måde.
Hver dag er der knap to danskere, som tager deres eget liv.
Tommy Jørgensen spørger sig selv: Hvorfor vælger man at ende sit liv på den måde? Hvor får man modet fra til at stille sig ud foran en et tog?
Hvorfor har man ikke kunnet bruge det mod til i stedet at se sine dæmoner i livet i øjnene?
Som lokomotivførere får man ondt af de mennesker, der vælger at slutte livet på den måde, siger Tommy Jørgensen. Man tænker ikke, om ikke de bare kunne have sprunget i havnen eller taget piller i stedet for. Tanken er bare, at de aldrig skulle have gjort det.
– Det er synd for dig, og det er specielt synd for alle andre. De pårørende. Og så synes jeg måske også, at det er en lille smule synd for mig selv, siger han.
Husk: Det er ikke din skyld
I 2017 blev der registreret 25 selvmord på jernbanen. Det er det laveste antal i ti år. Til sammenligning var der 44 selvmord i 2012.
Men hver gang et menneske stiller sig ud på togskinnerne, sætter det sig dybe spor hos den enkelte lokomotivfører.
Ifølge statistikken har hver lokomotivfører én personkørsel per karriere.
Derfor har DSB valgt at ansætte såkaldte påkørselsvagter, som hele døgnet kan rykke ud til lokomotivførerer, som har oplevet at køre et menneske ned.
Tommy Jørgensen er en af dem. Han kører ikke længere tog, men hjælper dem, der gør. Hvis de oplever, hvad han oplevede fire gange.
Tommy Jørgensen er typisk på vagt en uge ad gangen, hvor han er til rådighed 24 timer i døgnet. Hvis han bliver ringet op, skynder han sig af sted for at sidde sammen med lokomotivføreren, mens politiet er der.
Han spørger ind til en hel masse detaljer. Hvad så du? Hvad skete der? Kunne du se, hvor gammel personen var?
Og så spørger Tommy Jørgensen dem altid, om de kunne have nået at standse? Og når de så svarer, at de kørte med 180 km/t og der var 20 meter derhen, så finder de ud af, at det kunne de jo ikke.
– På den måde går det op for dem, at de ikke har et ansvar for, at det er sket. Kunne de have bremset hurtigere? Måske, men det havde ikke ændret på udfaldet, siger Tommy Jørgensen.
Tommy Jørgensen fortæller journalist Anders Lund Madsen, hvordan han tager den svære samtale med kollegaer, der har påkørt et menneske. (Klip: 38 sekunder)
Bagefter sørger han for, at de kommer hjem og ikke er alene. Det vigtigste er, at man ikke kommer hjem til et tomt hus eller lejlighed.
– Efter sådan en oplevelse er man dødtræt og sover som en sten. Men når man vågner op igen, har man det som om, man slet ikke har sovet. Adrenalinen kører rundt i ens krop, siger Tommy Jørgensen og husker det fra sig selv.
Lokomotivføreren får også psykologhjælp. For selvom Tommy Jørgensen og de andre påkørselsvagter er der for at hjælpe, så "skal de jo ikke lege lommepsykologer", som han siger.
De gange, Tommy Jørgensen var udsat for en påkørsel, var der ikke det samme fokus på det, som der er i dag. Han fik to fridage til at komme sig, og så var det ellers tilbage i førerhuset.
Hvorfor? Fordi dengang, fortæller Tommy Jørgensen, var det sådan med rigtige mænd, at hvis man kørte en ned, og var ked af det i mere end to dage, så var man ikke en rigtig mand.
Og man fortalte heller ikke sin kolleger om det, fordi de ville ikke vide, hvad de skulle svare. Ingen spurgte i hvert fald til, hvordan man havde det.
Det gør man i dag.
– Man bruger meget energi på at tale med sine kolleger. Noget af det bedste, der er sket, er bevidstheden om, at selv store, stærke lokomotivførerdrenge kan græde.
Tiderne har ændret sig. Tommy Jørgensen fortæller journalist Anders Lund Madsen om hvordan, man førhen reagerede, når kollegaer kørte et menneske over. (Klip: 36 sekunder)
Påkørselsvagt: Med det samme, ulykken er sket, sendes der en påkørselsvagt ud til lokomotivføreren, som sidder med under samtalen med politiet og sørger for, at lokomotivføreren kommer hjem og ikke er alene.
Psykologhjælp: Lokomotivføreren får en psykolog tilknyttet, så hændelsen kan tales igennem med en professionel.
Kolleganetværk: Et netværk af kolleger hos DSB, hvor man kan tale om sine tanker og problemer i fortrolighed.
Udover at være påkørselsvagt er Tommy Jørgensen blevet personaleleder hos DSB, hvor han er med til at rekruttere nye lokomotivførere.
Og netop påkørsler er også en del af samtalen, når de skal ansættes.
– Påkørsler er noget, man skal indstille sig på kan ske, og det skal man selvfølgelig vide, inden man bliver ansat, konstaterer han.
HVORDAN KAN DET FORHINDRES?
Hos Center for Selvmordsforskning er man lige nu i gang med et stort forskningsprojekt sammen med DSB om togpåkørsler.
Formålet er at undersøge, hvordan man kan forebygge selvmordsadfærd blandt borgere og undersøge følgevirkningerne for det personale og de lokomotivførere, som er indblandet i en togpåkørsel.
Centeret vil lave en karakteristik af dem, der begår selvmord. Hvor gamle er de? Hvilket køn har de? Hvor bor de? Er de gift? Hvad er deres uddannelse?
Og så interviewer de 50 lokomotivførere, som har været ude for påkørsler. Hvad skete der, og hvilken hjælp har de fået?
Håbet er dels, at det kan hjælpe lokomotivførerne til at komme videre efter oplevelsen, og dels at det kan være med til at forebygge selvmord.
Du kan kontakte Livsliniens telefonrådgivning på 70 201 201 alle dage fra klokken 11-04, ligesom du har mulighed for at chatte med Livslinjen.
Nederst i artiklen finder du flere telefonnumre og links.
De vil gerne ende ud med nogle anbefalinger til, hvad man hver især kan gøre for at hjælpe en person, der er selvmordstruet, siger centerleder Lilian Zøllner.
– Det er vigtigt at tale om selvmord. Man skal spørge ind til det, turde at høre svarene og lytte færdigt. For det er en alvorlig samtale, som man ikke bare tager i farten.
En af de ting, man ved om selvmord på jernbanen, er, at det typisk er mennesker, der ikke ønsker at blive fundet i live.
– Det er en metode, man vælger, når man vil dø. I en del tilfælde har folk nøje planlagt det. De ved, hvornår toget kommer, og hvor de skal stå henne.
– Lokomotivføreren er ikke med i deres overvejelser.
Men for den enkelte lokomotivfører er det en meget voldsom oplevelse, når et menneske vælger at ende sit liv på den måde, siger Tommy Jørgensen.
Også selvom man har indstillet sig på, at det kan ske. Selvom man bygger en historie op, hvor man fortæller sig selv, at det var toget, der kørte mennesket ned. Ikke mit tog. Ikke mig.
Det vigtigste er at tale om det, mener Tommy Jørgensen. Især med kollegerne. Som måske også har prøvet det. For det sker altid, når man mindst venter det.
– Hvis du først begynder at fortrænge det, så kommer det for evigt til at ligge omme i din rygsæk.
Tommy Jørgensen taler nogle gange med kvinden i det sorte tøj. Oppe i hans hoved har de samtaler.
I tiden efter var der mange. Og ofte skældte han hende ud over, at hun havde gjort det.
– Det kan du sgu ikke være bekendt! sagde han til hende. Råb i tom luft.
Tonen har ændret sig, men jo, han taler stadig til hende. Efterhånden er Tommy Jørgensen blevet dus med hende. Han har stadig ondt af hende.
På grund af det blik, han fangede. For ham var det en tydelig håbløshed, han så, da deres øjne mødte hinanden i det nanosekund tilbage i 2002.
Han ved ikke, hvem hun var, hvor gammel hun blev, og hvorfor hun havde valgt at ende sit liv på skinnerne.
Det ønsker han ikke at vide. 
Flere Webfeatures
Flere Webfeatures
Se alle
Hjælp til pårørende og selvmordstruede
Livslinien
Har du selvmordstanker, så ring til Livslinien på 70201201. Du kan være anonym.
https://www.livslinien.dk/
Nefos – netværk for selvmordsramte
NEFOS giver rådgivning til alle, der er eller har været tæt på en person, som har udført en selvmordshandling.
https://www.nefos.dk/
Psykiatrifonden
Ring eller chat eller skriv og få faglig rådgivning. Ring på 39252525. Du kan være anonym.
http://www.psykiatrifonden.dk/viden/gode-raad-og-temaer/600-liv/har-du-selvmordstanker.aspx
Depressionsforeningen
Depressionsforeningen er for depressionsramte, bipolare og pårørende, der har brug for at tale med nogen, der forstår og lytter. Ring på 33124774.
http://depressionsforeningen.dk/hvad-tilbyder-vi/depressionslinien-33124774/
Akut
Hvis din tilstand er akut, så ring 112.
Psykiatrisk skadestue
Ved behov for akut psykiatrisk hjælp, så kontakt psykiatrisk skadestue:
https://www.borger.dk/sundhed-og-sygdom/Alarm-112-laegevagt-og-skadestuer/Psykiatriske-skadestuer
Credit
Tekst: Marie Louise Hagemeister
Grafik: Simone Cecilie Møller
Video: Karsten Andersen
Videoredigering: Jakob Skov Jakobsen
Kode: Thomas Rix
Redaktør for digitale forællinger: Kim Schou