- Fra i Dag kan Københavnerne se Fjernsynet! Opfindelsen, der vil faa en lige saa vældig Udvikling som Film og Radio.
Dette var overskriften i Politiken som optakt til de første fjernsynsforsøg på dansk jord. Det var spektakulært, og det var kun få år efter, at befolkningen havde fået radiomodtagere ind i stuerne.
Forsøgene, der var arrangeret af Politiken i samarbejde med BBC i London, begyndte nemlig så tidligt som den 30. oktober 1932, hvor de nysgerrige fjernseere kunne sidde i Arena Teatret ved Tivoli og se en transmission fra Politikens Sal på Rådhuspladsen i København, der var indrettet til fjernsynsstudie. Ifølge Politiken var det meget mærkeligt, at man kunne bruge noget så hverdagsagtigt som en telefon til at kontakte de levende billeder på lærredet:
- Foran Scenen i Arena er der installeret en Telefon. Gennem den kan man ringe til Politiken og forlange Forbindelse med Fjernsyns-Studiet. Og saa kan man se Billedet på det hvide Lærred tage Telefonen. Man kan høre Personen deroppe tale i Telefonen, svare på Spørgsmaal, reagere over for Anmodninger. I samme Øjeblik, man har oplevet en saadan Telefonsamtale, véd man, hvad Fjernsynet er, og føler sig imponeret.
Fjernsynet var fremtiden
I dag er det en helt almindelig handling på en mobiltelefon, men det var en banebrydende oplevelse for københavnerne. Fjernsynet! Det var fremtiden. Men der skulle gå en del år og en verdenskrig, før det blev virkelighed i Danmark. Forsøgene på dansk jord fortsatte dog. I oktober 1938 var det Philips fra Holland, der kom til København og præsenterede fjernsyn, først i Ingeniørforeningen, derefter på Rådhuspladsen, hvor Politiken også denne gang var værter for fjernsynsstudiet.
Publikum var endnu engang bjergtagede, men Statsradiofonien kviede sig. Kvaliteten var ikke så god, som man kunne ønske sig. Det ville blive meget dyrt at lave fjernsyn med al den teknologi, der skulle bruges, og licensen ville skulle hæves for at dække udgifterne. Desuden ville kun de allerrigeste borgere kunne anskaffe sig et fjernsynsapparat. Og en fjernsynssender kunne ikke række ret langt, så det var begrænset, hvor mange, der ville få glæde af fjernsynsudsendelser.
Nogle måneder inden Philips’ forsøg i Danmark i januar 1938 blev radiodirektør F. E. Jensen interviewet af Politiken, om hvornår det projekterede radiohus ville kunne indvies, og om fjernsynet så også ville blive en realitet. Til det første svarede F. E. Jensen, at indvielsen ville blive i april 1940 (Besættelsen satte dog sidenhen en stopper for dette), og til spørgsmålet om fjernsynet, svarede han:
- Vi faar ikke Fjernsyn inden for en overskuelig Tid! For at ’dække’ Landet fordres mindst 56 Stationer til en samlet Pris af 3 Mill. Kr., og Kablerne vil koste rundt regnet 7-8 Mill. Kr. Og hvem faar saa fornøjelse af Fjernsynet? Et par Velhavere, som har Raad til at ofre op mod 2000 Kr. for et Modtageapparat! Vi lever dog i et demokratisk Land.
Arbejdet i gang igen efter Besættelsen
Da Anden Verdenskrig endelig var slut i 1945, begyndte Statsradiofonien igen at undersøge mulighederne for at få fjernsyn til Danmark. BBC i England var allerede i november 1936 begyndt at sende faste fjernsynsudsendelser, og teknologien udviklede sig rundt omkring i Europa og USA.
Endnu engang fik danskerne fjernsynet at se, da den franske statsradiofoni kom på besøg i Radiohuset i november 1947. De opstillede sendere ved Polyteknisk Læreanstalt i København, mens modtagerne blev placeret i Radiohusets Koncertsals garderobe, hvor masser af mennesker kunne passere de levende billeder i transmissionen. Franskmændene betalte alt i taknemmelighed over, at Danmark havde taget imod 5000 sultende parisiske børn med krigstraumer i bagagen i årene efter Tysklands kapitulation.
Radiorådet anmodede Post- og Telegrafvæsenet om at indhente tilbud på fjernsynsapparatur. Det endte med, at hollandske Philips løb med ordren, som Radiorådet godkendte i foråret 1948. Det var dog ikke ensbetydende med, at de havde godkendt, at fjernsynsudsendelser skulle indføres i Danmark. Men nu fik Statsradiofonien mulighed for at prøve tingene af selv og få sig nogle erfaringer med udstyret.
Inden fjernsynsstudiet blev sat op i Radiohuset, kom der dog i efteråret endnu en avanceret demonstration af fjernsynets muligheder. Denne gang var det BBC og nogle engelske tv-firmaer, der opstillede et fjernsynsstudie i Tivoli, hvor publikum kunne opleve flere hundrede udsendelser.
Det var blandt andet ved denne lejlighed, at skuespilleren Lily Broberg bød seerne velkommen til fjernsynet. Det var også i Tivoli, at Danmarks første tv-kok Kirsten Hüttemeier blev inviteret til at koge karameller foran de rullende kameraer, men denne optagelse findes desværre ikke mere.
Se Lily Brobergs charmerende indledning her:
Efter den engelske udstilling fik Statsradiofonien stillet Philips’ udstyr op i Radiohusets øverste etage, og den 1. juni 1949 begyndte de første forsøg med udsendelse af fjernsyn. Det var underholdningschef Jens Frederik Lawaetz og ingeniør Peter Hansen, der senere blev teknisk direktør i Danmarks Radio, som stod i spidsen for forsøgene. Der var ikke tale om egentlig udsendelser. Radiofoniingeniør Fr. Heegaard beskrev arbejdet således i Danmarks Radios årsberetning 1949-1950:
- Det drejer sig som sagt om eksperimenter, og man må derfor ikke vente at se et underholdningsprogram i de danske fjernsynsudsendelser. Der vises forskellige signaler, prøvemønstre, cirkler og lysskalaer for at man kan undersøge billedmodtagernes effektivitet. Af og til vises også nogle fotografier og korte filmscener eller billeder af personer, som tilfældigt opholder sig i studiet.
Studieforsøgene gik i gang, så de nye tv-medarbejdere kunne lære at betjene udstyret korrekt. Det var vigtigt at få erfaringer, så man var klar, når Statsradiofonien en dag ville få tilladelse til at sende fjernsyn.
Radiojubilæet
I august 1950 fejrede Statsradiofonien sit 25-års jubilæum ved en stor radioudstilling i Forum. Fjernsynsafdelingen havde nu testet tv-studiet i et år, og medarbejderne følte sig klar til at vise de besøgende, hvad man kunne udrette.
Man opbyggede et tv-studie i Forum, som mindede om studiet i Radiohuset, og i løbet af udstillingsdagene blev der gennemført 40 fjernsynsprogrammer af oplysende, kunstnerisk og underholdende karakter. Publikum kunne både få tv-teknikernes arbejde i kulisserne at se samt de udsendelser, der blev lavet på stedet.
Her er et lille indslag om udstillingen, hvor fjernsynet var den helt store attraktion:
Udstillingen var det ultimative startskud til at tage fat på faste fjernsynsudsendelser fra Radiohuset, og det var da også planen, at man fra 1. november 1950 skulle sende tre programmer om ugen á 40-60 minutters varighed. Fjernsynssenderen skulle forstærkes fra 100 til 300 watt, så signalet kunne nå lidt længere ud, og Radiorådet havde lavet en indstilling til Undervisningsministeriet og Finansudvalget, om at man ønskede at oprette en særlig fjernsynsfond og at opkræve en tv-licens på 50 kroner om året pr. modtager. Man har nok følt sig ret sikker på, at undervisningsministeren ville godkende forslagene, for i 1950 var Julius Bomholt både radiorådsformand og undervisningsminister, og han var dybt inde i Statsradiofoniens arbejde.
Men så skete noget uforudset: Der kom regeringskrise på grund af uenigheder i Rigsdagen om afgifter på udenrigshandelen og om størrelsen på oprustning i forbindelse med Danmarks indmeldelse i NATO. Regeringen gik af, og Bomholt måtte stoppe som undervisningsminister. Alle indstillinger, der ikke var færdigbehandlede af den gamle regering, skulle behandles på ny. Men Flemming Hvidberg, der overtog posten som undervisningsminister, og som nu skulle kigge på indstillingen, var ikke interesseret i fjernsynet. Det så ikke godt ud, for den nye regering ville spare, og de 100 bevillingssager, som ministerierne havde fået overdraget, skulle gennemgås igen med henblik på at reducere omkostninger.
Jens Frederik Lawaetz var frustreret, og han udtalte til Politiken den 1. november 1950:
- Vi gaar med hænderne i lommen.
Desuden udtalte han, at fjernsynsafdelingen var klar til at sende fjernsyn den 1. november, men nu ville det ikke blive til noget, før indstillingen var gået igennem til Finansudvalget, der skulle træffe afgørelse. Som han udtrykte det på spørgsmålet, om man ikke bare kunne fortsætte forsøgsudsendelserne:
- Nej, det ville være at lokke en mængde mennesker til at købe apparater, endnu før vi ved, hvornaar vi kan faa en fast ordning, og hvordan den bliver.
Men den 2. oktober 1951 - med et års forsinkelse og for 70 år siden i disse dage - lykkedes det endelig: Statsradiofonien kunne nu tilbyde de nye fjernseere flere ugentlige udsendelser. Dog var det sparsomt med seere. Fjernsynssenderen kunne kun sende udsendelserne nogle få kilometer væk fra Radiohuset. I 1952 kunne en forbedret sender række 50 kilometer væk fra Radiohuset, og langsomt fik Danmark flere og flere tv-master sat op.
Først i 1960 - med Bornholm som de sidste, var hele Danmark klar til at modtage fjernsynsudsendelser. Op igennem 1950’erne steg antallet af seere med tv-licens fra 800 i 1953 til 250.510 i 1959. En ny æra var indledt.
Hør Jens Frederik Lawaetz fortælle om de første spæde udsendelser i en radioudsendelse fra 4. november 1951. Han fortæller blandt om en bødekasse, som måtte indføres, fordi medarbejderne hele tiden kom til at gå ind foran kameraet:
Her ses det første tv-program fra 2. oktober 1951:
Artiklens skribent, Louise Broch, er researcher og arkivar i DR Arkiv.