Pia og Peter var den klassiske musiks discjockeyer i 1970’erne

For 50 år siden opstod et nyt, moderne radioformat. ’To spiller klassisk’ var et live-ønskeprogram om klassisk musik med ægteparret Pia og Peter Borgwardt, der tryllebandt de musikglade lyttere. Her fortæller de to om det banebrydende program.

  • Pia og Peter Borgwardt sad i studiet uge efter uge og talte med lytterne i det direkte ønskeprogram ’To spiller klassisk’. Foto: DR Arkiv.
  • Diskoteket havde en central rolle i udsendelserne. På pladecoveret stod der ofte detaljerede oplysninger om musikken, og det var en hjælp, når samtalen med lytteren gik i gang, efter at pladen var fundet i Diskoteket. Foto: DR Arkiv.
  • Pia og Peter Borgwardt tog til Aarhus for at lave tv-udsendelser i 1977. En af udsendelsesserierne var ’Musikleksikon’, hvor Pia og Peter Borgwardt fra 1978 til 1983 fortalte seerne om instrumenternes og musikkens hemmeligheder. På billedet har Fuzzy fået de to værter til at spille på kaffekander sammen med Århus Studiekor. Foto: DR Arkiv.
  • Helt op i 1990’erne fortsatte Pia og Peter Borgwardt med at producere udsendelser, der inddrog seerne. Udsendelserne hed ’Spillerum’ og ’Spørg orkestret’, hvor seerne for eksempel kunne få at vide, hvad en fagottist bruger et køkkenrullerør til, og hvor musikerne blev interviewet om deres instrumenter. Foto: DR Arkiv.
1 / 4

I begyndelsen af 1970’erne var Danmarks Radios musikafdeling i udvikling. Programfolkene var ved at få øjnene op for, at der var andre måder at formidle klassisk musik på end gennem musikforedrag eller grammofonkoncerter.

Det nye ønskeprogram med Pia og Peter Borgwardt, der opstod i 1970 brød med den gamle præsentation af klassisk musik. Lytternes hverdag blev inddraget i Pia og Peters program igennem samtaler om musikken. Samtalen drejede sig om lytterens oplevelse af det musikstykke, som vedkommende ønskede at høre. Det handlede meget lidt om musikteori, og den etablerede musikbranche var rystede over kvaliteten af indholdet. Men Pia og Peter havde fat i noget, for lytterne elskede programmet.

Hør indledningen til det allerførste program den 23. juni 1970 her:

0:00

Pia Borgwardt fortæller:

’Det nye program var revolutionerende. Det var musikoplevelse i stedet for musikoplysning. Og det var live og dynamisk. Men jeg var bange, da jeg blev inviteret til at lave programmet sammen med Peter’.

Peter Borgwardt supplerer:

- Da vi startede, troede vi, at de lyttere, der ville ønske musik, var ligesom os selv: Fra det klassiske akademiske musikmiljø. Vi var bange for, at det var alle vores lektorer, der ville ringe ind til os. Men det viste sig, at det både var pølsemanden og skoledrengen og alle mulige typer, der ønskede at høre et stykke klassisk musik. Den brede lytterskare blev også brugt som argument over for Radiorådet, der skulle vurdere, om programmet, som startede som en sommerspøg, havde sin berettigelse.

Her fortæller H. Schmidt fra Gentofte, at han fløjter en strofe fra Haydns Trompetkoncerts 3. sats, når han leder efter sin kone i supermarkedet. Så det er den, han ønsker at høre:

0:00

Det var Hans Hansen, der var programsekretær i DR’s musikafdeling, som fandt på programmet. Han havde været i USA og set, hvordan de formidlede radio med meget tættere kontakt til lytterne. I Danmarks Radio var et andet ønskeprogram gået i æteren året før, nemlig ’De Ringer, Vi spiller’ med Jørn Hjorting. Det var de populære melodier, der blev ønsket dér. Hans Hansen ville gerne prøve formatet af på et klassisk musikprogram - bare hen over sommeren.

Fordi programmet kun var planlagt til en kortere periode, hed programmet i begyndelsen det meget moderne ’Pia og Peter spiller klassisk’. Men da programmet viste sig at være populært og skulle fortsætte, blev navnet ændret til ’To spiller klassisk’.

Pia Borgwardt fortæller:

- Det var musikchef Mogens Andersen, der modsatte sig, at programmet kunne fortsætte med at hedde Pia og Peter i titlen. Han var ikke tilhænger af, at værterne blev profileret på den måde, for så kunne andre jo ikke overtage programmet. Men i folkemunde fortsatte vi med at være Pia og Peter, og vi præsenterede os altid sådan i begyndelsen af udsendelsen. Da vi i april 1975 kom over på P3, fik vi for alvor folkelig forankring. Vi havde over en million lyttere på det tidspunkt’.

Peter Borgwardt tilføjer:

- Mogens Andersen gik 100 procent ind for programmet, fordi han kunne se potentialet i det, også længe inden vi fik en million lyttere. Det var et stort apparat for radioen. Vi var to i studiet, en producerassistent, en tekniker og en teknikerassistent. I Diskoteket var diskotekspigerne, som fandt pladerne frem, og så var der seks telefonsvarere. Det var stort for musikafdelingen, der normalt bare satte en enkelt mand foran mikrofonen.

Om det at producere programmet, fortæller han:

- Programmet fungerede på den måde, at lytterne ringede ind til telefonsvarerne under den to timer lange udsendelse. Dernæst kiggede producer Karin Fich henvendelserne igennem og foreslog, hvem der skulle igennem til programmet. Vi tog altid nogle, der havde en god begrundelse for, hvorfor de gerne ville høre et bestemt stykke musik. Og så valgte vi musikønsker, som vi selv kunne lide, og som vi vidste, at mange holdt af. Det var alfa og omega.

Pia Borgwardt supplerer:

- Der blev spænet rundt for at finde pladerne under udsendelsen. Fordi vi var to, blev det nemmere at være spontane og naturlige sammen med lytterne. Det var også godt for os, at lytterne gerne ville tale om deres oplevelser med musikken. Man havde ikke tidligere talt om folks opfattelse af musikken. Det gjorde udsendelserne levende.

Her ønsker en lytter ’Impromptu’ i As-dur for klaver af Schubert. Lytterens forlovede arbejder på et fyrskib og har lært hende at lytte til klassisk musik. Han lytter med fra skibet:

0:00

I marts 1973 var Pia og Peter Borgwardts program så populært, at de blev inviteret ind i fjernsynets ’Musikhjørnet’ for at fortælle om programmet inden aftenens udsendelse. Så de styrtede fra fjernsynsstudiet og over til deres eget studie. Her er et klip fra ’Musikhjørnet’, hvor Pia og Peter Borgwardt fortæller om, hvordan programmet bliver produceret:

I december 1976 ophørte ’To spiller klassisk’ med at eksistere. Pia og Peter Borgwardt blev inviteret til Aarhus for at lave musikudsendelser for Provinsafdelingen. Det var deres første bekendtskab med tv-mediet, og udover at det var spændende at få nye græsgange, var de begge af den overbevisning, at de kunne nå endnu længere ud til publikum, når de nu kunne formidle via TV.

Pia Borgwardt fortæller:

- Vi havde kæmpe gennemslagskraft i radioen. Vi troede, at det var godt at bruge tv-mediet til at få musikken endnu længere ud. Men vi tog nok fejl, for i dag er det stadig radioprogrammerne, som folk kan huske. De kan ikke huske, at vi lavede tv. Musikken var mere nærværende, når vi spillede den i radioen.

Peter Borgwardt tilføjer:

- Måske var det også udsendelsesfrekvensen: Vi sendte mere fast en gang om ugen i radioen, mens tv-udsendelserne blev sendt sjældnere. Vi havde en stor kontaktflade i musiklivet, da vi lavede ’To spiller klassisk’. Da vi startede på TV, mistede vi netværket, fordi selve tv-produktionen fyldte så meget. Det var sjovere på radioen, fordi man kunne nå en masse og beskæftige sig med stoffet på et dybere plan, siger han, før Pia Borgwardt udbryder:

- Nej, nu må du tale for dig selv. Jeg kunne godt lide at lave tv, fordi jeg også syntes, at hele apparaturet omkring udsendelserne var spændende.

Selv om ’To spiller klassisk’ lukkede, fortsatte musikafdelingen programmet med nye værter i ’Vi spiller klassisk’, der senere blev en underrubrik i ’Samspil’, der også gav lytterne lov til at kommentere klassisk musik. Men ingen af de senere værter nåede ud til så stort et publikum, som Pia og Peter Borgwardt gjorde med deres første program.

Parret fortsatte med at lave fjernsyn med seerinddragelse. Fra 1978 til 1983 blev der sendt ’Musikleksikon’, hvor seerne kunne sende spørgsmål om musik ind til programmet. Og i 1983 startede Pia og Peter Borgwardt en serie tv-udsendelser, hvor seerne kunne ønske musik med landsdelsorkestrene. Udsendelsernes titel ændrede sig i forhold til antallet af musikere i orkestret, for eksempel ’Enogfirs spiller klassisk’ og citerede dermed den oprindelige titel ’To spiller klassisk’.

Artiklens skribent, Louise Broch, er researcher og arkivar i DR Arkiv.

Facebook
Twitter