Da DR Big Band første gang præsenterede Miho Hazama som deres nye chefdirigent i 2019, var hun et nyt navn for mange danske jazzfans.
Men udenfor Danmark har Miho Hazama længe været et af de hotteste navne på jazzscenen. Hun er blevet udråbt som et af jazzens største talenter på verdensplan, og sidste år kom hendes endelige internationale gennembrud med en amerikansk Grammy-nominering.
I dag er Miho Hazama en af den unge generations mest efterspurgte unge jazzkunstnere i både Europa, Asien og USA. Derfor er det, ifølge kunstnerisk leder Birger Carlsen, et enormt scoop, at DR Big Band nu kan forlænge hendes kontrakt som chefdirigent for bandet i en ny treårig periode frem til efteråret 2025.
– Lige fra første gang, vi arbejdede med Miho Hazama, mærkede vi at her var en kapacitet helt i særklasse. Men det vigtigste var, at kemien mellem bandet og Miho var fantastisk fra starten. Derfor var hun på alle måder et oplagt valg som vores ny chefdirigent, og med hendes kometagtige karriere i disse år er det et kæmpe scoop, at vi nu kan forlænge kontrakten med hende for perioden 2022-25.
Tæt samarbejde
At samarbejdet og kemien mellem den unge Miho Hazama og de garvede jazzmusikere i DR Big Band er i en klasse for sig, er for længst blevet bemærket af både dansk presse og publikum.
Mens Politiken har skrevet om Hazamas 'autoritet og elegance' og forholdet til bandet som 'et sofistikeret samspil', har Information konstateret, at DR Big Band er 'i sikre, dansende hænder' hos deres japanske chefdirigent.
Selv lægger Miho Hazama heller ikke skjul på, at hendes forhold til DR Big Band er noget særligt. Og nu udkommer det første album med musik, som hun har skrevet specielt til sit danske band – indspillet i DR Koncerthuset under corona-nedlukningen og fuld af solopassager, som er skræddersyet til de enkelte musikere.
– Efter de første par år sammen med DR Big Band var jeg slet ikke i tvivl om, at den første indspilning af mine egne bigband-kompositioner skulle være sammen med dem. Musikerne er altid åbne og engagerede i mødet med ny musik, og efterhånden som jeg har lært dem at kende, kan jeg forme musikken efter lige netop deres klang og udtryk, siger Miho Hazama.
Vil man opleve det tætte samarbejde mellem DR Big Band og Miho Hazama live, er der en oplagt mulighed fredag den 5. november. Her er der nemlig releasekoncert for albummet ’Imaginary Visions’ i DR Koncerthuset Studie 2, hvor Miho Hazama står i spidsen for en hel aften med sine egne kompositioner skrevet til DR Big Band.
Turné til Japan og internationale samarbejder
På lidt længere sigt er ikke bare det danske publikum, der kommer til at nyde godt af, at samarbejdet mellem DR Big Band og Miho Hazama nu bliver forlænget frem til 2025.
I de kommende sæsoner er der nemlig planer om flere internationale aktiviteter, fortæller bandets kunstneriske leder Birger Carlsen:
– Vores samarbejde med Miho Hazama er virkelig noget, som styrker DR Big Bands brand på den internationale jazzscene. I de kommende sæsoner planlægger vi bl.a. at gennemføre en turné til Japan, som tidligere måtte udsættes pga. corona. Og omvendt ser vi frem til, at vi sammen med Miho kan tiltrække en række af de mest spændende internationale jazzkunstnere i de kommende år – til glæde for både DR Big Band, for publikum, det danske jazzmiljø og ikke mindst de mange lyttere, som hører vores koncerter i DR Lyd og på P8.