DR’s to direktørområder Bruger, Marked og Publicering (BMP) og Generaldirektørens Stab (GD Stab) samles nu i et nyt direktørområde med Lasse Bastkjær Jensen i spidsen. Han har hidtil været direktør for GD Stab og bliver nu direktør for det nye, samlede område.
Karsten Dyhrberg Nielsen, der har været direktør for BMP siden den 1. marts 2022, fratræder.
Det nye område etableres for at sikre et endnu stærkere helhedsblik på DR’s kerneopgaver og skabe bedre sammenhæng mellem strategien og brugerne.
Implementering af DR’s strategi styrkes
Generaldirektør Maria Rørbye Rønn forklarer, at denne højere grad af tværgående perspektiv og samarbejde er helt afgørende for den videre udvikling af DR. Om etableringen af det nye direktørområde siger hun:
- Jeg er sikker på, at en integration mellem de områder, der i dag har ansvaret for det tværgående og helhedsorienterede blik på vores kerneopgave, vil styrke DR’s virke og sikre en stærkere drivkraft bag implementeringen af strategien. Det bliver en fordel, at vi nu endnu bedre kan samtænke vores indsats, uanset om det gælder indhold, digitale brugerindgange, markedsføring eller kommunikation.
Om udnævnelsen af Lasse Bastkjær Jensen som direktør for det nye område siger generaldirektøren:
- Jeg er glad for, at Lasse bliver direktør for det samlede område. Han var i sin tid helt tæt på udarbejdelsen af vores strategi 'Sammen om det vigtige' og har et stort netværk i og uden for DR. Jeg har også sat pris på at arbejde sammen med Karsten Dyhrberg Nielsen, og BMP har været inde i en vigtig udvikling under hans ledelse.
En stor opgave venter
Lasse Bastkjær Jensen startede sin karriere på B.T., hvor han arbejdede både redaktionelt og med strategi. Siden var han ansvarlig for forskellige kommunikationsområder hos TDC og Danfoss, indtil han i 2016 kom til DR som kommunikationschef. Fra 2020 var han kommunikationsdirektør hos Landbrug & Fødevarer, indtil han ved årsskiftet 2022 vendte retur til DR som direktør for generaldirektørens stabsområde.
Med etableringen af det nye direktørområde venter der en stor opgave. Lasse Bastkjær Jensen siger:
- Lige nu er det allervigtigste for mig at få afklaret de spørgsmål, der helt naturligt opstår, når man ændrer på organiseringen. Det kommer jeg og lederne i det nye område til at bruge rigtig meget tid på. Lad os bare være ærlige: Det letteste er jo altid udmeldingen her i dag om, at vi skal blive endnu bedre til at se på tværs og sikre ophæng i strategien. En del sværere er det at få det hele omsat til praksis og betydning for den enkelte afdeling og medarbejder. Derfor starter der nu et stort arbejde med det. Jeg har arbejdet tæt sammen med mange af de kolleger, der kommer fra BMP, men ser frem til at komme rundt og få yderligere indsigt og tættere dialog i afdelingerne.
Etableringen af det nye direktørområde træder i kraft straks - fra 2. maj. Udover generaldirektøren består DR’s direktion nu af nyhedsdirektør Sandy French, direktør for Kultur, Børn & Unge, Henrik Bo Nielsen, direktør for Økonomi, Teknologi og Medieproduktion, Mads Diness samt Lasse Bastkjær Jensen.