Mange tusinde besøgte DR i Aarhus i høj efterårssol

Lørdag slog DR dørene op til maskinrummet, da DR i Aarhus holdt åbent hus. 6.200 mennesker i alle aldre benyttede muligheden for at se ind bag facaden på deres yndlingsprogrammer.

  • Køen foran ’Nak og Æd’-lejren var lang hele dagen. Skulle man have brændemærket sit skærebræt eller taget billeder med Nikolaj Kirk og Jørgen Skouboe krævede det lidt tålmodighed. Det var der mange, der havde. Foto: Kristoffer Østergaard Kristensen.
  • Mange besøgte kulisserne fra Ramasjang-programmet ’Luk op luk i’. Foto: Kristoffer Østergaard Kristensen.
  • Hvordan filmer man med en drone? Det testede både store og små i DR Aarhus’ gårdhave. Foto: Kristoffer Østergaard Kristensen.
  • I garagen blandt OB-vogne havde DR Sporten bygget en forhindringsbane, som dagen lang fungerede som kulisserne til en hæsblæsende fangeleg. Foto: Kristoffer Østergaard Kristensen.
  • Hos Silja Okking i MGP-studiet blev der klippet og klistret rullinger. Foto: Kristoffer Østergaard Kristensen
  • Trafikværten Johnny Krone inviterede ind i DR Østjyllands trafikstudie, hvor Johnny Krone tog i mod opkald fra det østjyske bilister. Foto: Kristoffer Østergaard Kristensen.
1 / 6

’Åbent hus’ hos DR i Aarhus var et trækplaster af de større, da 6.200 mennesker i lørdags brugte en solbeskinnet fridag på at synge, lytte, pynte kager, lege tagfat, flyve med drone, smage bålmad, lave ’rullinger’ og en masse, masse andet.

Det var et program fyldt med højdepunkter og usædvanlige aktiviteter, og det rygte havde tilsyneladende spredt sig vidt og bredt. Et væld af mennesker i alle aldre var således at finde i en sirlig kø i den grønne allé foran DR Aarhus’ hovedindgang, allerede inden dørene var åbnet.

Da dørene gik op klokken 10.00, samlede en stor flok sig hurtigt ude i baghaven, hvor Nikolaj Kirk og Jørgen Skouboe fra programmet ’Nak og Æd’ havde slået lejr. Her var det muligt at få autografer, taget billeder med de populære værter eller få brændt et ’Nak og Æd’-logo i eget skærebræt. Særligt det sidste tilbud gav en kø så lang, at den varede dagen ud.

Også i baghaven gik de yngste besøgende på opdagelse på ’Sommer i Ramasjang’-pladsen, hvor de sagde hej til både Victor og Isabel og tegnede væggene fulde i tegneværkstedet.

Limpistol og kagepyntning

Andre steder var små fingre og deres forældre i færd med at pynte kager, mens en nedtælling på tre minutter skulle simulere en tidspresset situation i ’Den store bagedyst’. Andre unge, kreative hjerner slog sig løs med sakse, pailletter og limpistol, da man hos Ramasjang-værten Silja Okking kunne lave sine egne ’rullinger’.

Rundt omkring i huset var der hele dagen en lang række spændende foredrag og oplevelsesmuligheder. Anders Agger fortalte om sine arbejdsmetoder og sine tanker herom. Frank Erichsen fra ’Bonderøven’ svarede på spørgsmål fra salen. Et arrangement, der var så populært, at mange desværre gik forgæves grundet pladsmangel.

Det var også muligt at opleve Gry Mathiesen sende liveradio i radioprogrammet ’Uhørt’, mens P4 Østjyllands egen trafikguru Johnny Krone inviterede indenfor i trafikstudiet, mens bilister ringede om problemer på motorvejen ved Skanderborg.

I garagen var det muligt at kigge ind i en OB-vogn eller deltage i DR Sportens fangeleg, der blev kommenteret af Andreas Kraul og Tobias Hansen.

Hos DR Direkte blev de besøgende klogere på DR på et mere generelt plan, og her udnyttede mange muligheden for at stille spørgsmål om både stort og småt, hvilket gav en god debat imellem de besøgende og DR’s nyhedsdirektør Sandy French og direktør for DR Kultur, Børn og Unge, Henrik Bo Nielsen.

På torvet i DR Aarhus holdt Phillip Faber ad to omgange en højskolesangbogsquiz. En quiz, der inkluderede både sang og klaverspil, og derfor fyldte et solbeskinnet DR Aarhus med kendte toner og fællessang.

- Åbent hus i Aarhus har igen i år været en kæmpe succes. Jeg vil gerne sige tak til alle de 6.200, der mødte op og øjensynligt havde en rigtig god dag og blev lidt klogere på DR, sagde Signe Aggerholm, der er ledende redaktionschef i DR Børn og Livsstil, da de sidste besøgende havde forladt DR Aarhus klokken 15.30.

- Det er fantastisk at møde de mennesker, som vi producerer indhold til hver dag. At høre deres spørgsmål og mærke deres begejstring, for det vi laver, betyder rigtig meget, og det er noget, som vi tager med os og husker i vores arbejde, sagde Signe Aggerholm.

Besøg DR i hele landet

Udover Åbent Hus i Aarhus kan man i efteråret møde DR i flere distrikter landet over.

DR Trekanten rykker redaktionen ud på gågaden i Vejle den 27. september i forbindelse med deres kulturnat, hvor man kan møde redaktionen og være med, når eftermiddagsradioen sender live.

DR Sjælland holder Åbent Hus i Næstved den 4. oktober klokken 18.30 til 21.30 i forbindelse med Kulturnatten til en kop kaffe og en rundvisning.

DR Byen i København holder Åbent Hus i forbindelse med den københavnske kulturnat den 11. oktober. Du kan læse om nogle af arrangementerne allerede på dr.dk/kulturnatten – og flere kommer til i den kommende tid.

DR Fyn inviterer for tredje år i træk til fejring af ’Brunsvigerens Dag’ den 11. oktober klokken 15.00 til 17.30, hvor der vil være livemusik, spændende gæster og ikke mindst brunsviger ad libitum til alle.