Ny vært på 'Giro 413' og 'Dansktoppen'

Ole Tøpholm overtager fra det nye år de to programmer, som hidtil har været bestyret af Peter Sten. Han går nu på pension som 72-årig.

Peter Sten bliver afløst af Ole Tøpholm (th.) som fast vært på 'Giro 413' og 'Dansktoppen' - to af DR's klassikere i radiosammenhæng. (Foto: © (C) DR)

Fra den 3. januar overtager Ole Tøpholm værtskabet på de to velkendte og mangeårige radioprogrammer 'Giro 413' og 'Dansktoppen' på P5 og DR Lyd, da den hidtidige vært Peter Sten går på pension i en alder af 72 år.

Peter Sten har været vært på 'Giro 413' siden juni 2017 og på 'Dansktoppen' siden januar 2019.

Ole Tøpholm er især kendt fra sine mange år som vært på transmissionerne fra Det Europæiske Melodi Grand Prix, ligesom han også er en kendt stemme fra Radioavisen, nyheder fra DR Sjælland og andre P5-programmer de seneste år. Siden 2019 har han været fast afløser for Peter Sten på de to programmer, som han nu overtager.

'Dansktoppen' sendes hver lørdag middag på P5 og DR Lyd. Samme steder sendes 'Giro 413' hver søndag middag – fra klokken 12.15 til 14.00. Ole Tøpholm får sin debut som fast vært i udsendelserne den 7. og 8. januar.

Har eksisteret siden 1946

'Giro 413' er et af Danmarks – måske verdens – ældste radioprogrammer. Det blev sendt første gang den 13. oktober 1946 med Karl Bjarnhof som vært. 'Dansktoppen' så dagens lys den 1. september 1968 med Jørn Hjorting som vært.

Ole Tøpholm er 45 år og stammer fra Silkeborg. Peter Sten glæder sig over, at netop Ole Tøpholm skal afløse ham:

- Ole er den helt rigtige til at overtage de to programmer. Dels kender han dem, dels har han en dyb forståelse og kærlighed for den musik, der spilles i programmerne, siger han.