Fredag den 6. januar er der for femte gang P6 BEAT Rocker Koncerthuset i DR Koncerthuset med bands fra ind- og udland i et tætpakket musikshow. Billetsalget begynder i morgen onsdag den 28. september klokken 12.00 på drkoncerthuset.dk. Billetterne koster 295 kroner inklusive gebyr.
Igen i år bliver det en aften, hvor publikum og lyttere kan opleve alle de optrædende kunstnere i korte, intense sceneshows bundet sammen af P6 BEAT værter som konferencierer.
De tre første navne til P6 BEAT Rocker Koncerthuset er IRAH - dansk gruppe, som udgiver alternativ og magisk popmusik, der emmer af eftertænksomhed og fordybelse; Bisse, der er kunstner og sanger med rod i dansk sangskrivertradition med en legende original tilgang til sit materiale; samt IAMJJ, der dyrker melankolien i folk-rockede sange med en vokal, som er dyb og forførende.
Rune Hedeman, der til daglig er vært på 'Musiktjenesten' på P6 BEAT, siger om showet i januar:
”Vi glæder os til femte udgave af P6 BEAT Rocker Koncerthuset. De tre første offentliggjorte navne fortæller meget præcist, at der sker en masse spændende i dansk musik lige nu.”
Rune Hedeman vil sammen med P6 BEATs andre værter sørge for, at gæsterne i salen og lyttere hjemme og brugere på P6 BEATs sociale medier vil blive taget godt i hånden til P6 BEAT Rocker Koncerthuset. Jacob Hinchely, ligeledes vært fra 'Musiktjenesten' på P6 BEAT, tilføjer:
”Sammen med resten af P6 BEAT ser vi frem til at præsentere en masse interessante danske og udenlandske musiknavne i de smukke rammer i DR Koncerthuset. P6 BEAT sammensætter en musikalsk aften med forskellige genrer. Vi lover, at der vil være overraskelser både for vores gæster i DR Koncerthuset, og dem der følger med hjemmefra.”
Flere navne kommer
Langt størstedelen af de optrædende vil være danske navne. I den kommende tid vil P6 BEAT offentliggøre de mere end 10 navne, der vil skabe et unikt musikalsk show præsenteret af P6 BEATs værter.
De sidste par år har showet været udsolgt i god tid før selve aftenen, og sidste år blev billetterne udsolgt på 10 timer.
”Tanken med P6 BEAT Rocker Koncerthuset har lige siden første år været at lave et arrangement, hvor grænserne mellem radio, radioværter og lyttere for en aften forsvandt. En aften, hvor vi i fællesskab kunne mødes og hylde musikken og den gode lyd. Takket være en stærk opbakning fra musikere og musikelskere i hele Danmark kan vi igen sammen rocke Koncerthuset for 5. gang,” siger Gustav Lützhøft, der er radiochef i DR.
