Sidste frist i weekenden: Nu er der penge at hente fra ’Giro 413’

DR har åbent for ansøgninger om pengene, der er samlet ind til klassikeren ’Giro 413’ på P5. Men du skal skynde dig at sende ansøgningen ind.

Forening Broen Lolland ved formand Bente Kruuse var blandt modtagerne ved uddelingen af ’Giro 413’-pengene tidligere i år. Bente Kruuse besøgte DR i Næstved sammen med Laila (til højre) og datteren Cecilie, som nød godt af pengene. Cecilie er begyndt at gå til spejder, men med en mor på kontanthjælp var der ikke også lige råd til spejderskjorte, sommerlejr med mere. Det blev der takket være kronerne fra 'Giro 413'. Foto: DR Sjælland.

I 2021 har et af radioens ældste, eksisterende programmer – ønskeprogrammet ’Giro 413’ på P5 – selv noget at fejre. Det sker, når ’Ønskekoncerten’, som den også kaldes af nogen, fylder 75 år i efteråret.

Gennem de mange år har det været normalt at høre vendingen ’at der blev samlet ind til ’Giro 413’ i radioen. Men pengene går også den anden vej, og du og din forening kan måske få penge til en særlig begivenhed, aktivitet eller projekt i jubilæumsåret 2021.

Pengene, der kommer ind til ønskeprogrammet på P5, bliver givet videre til ’projekter, aktiviteter og events for udsatte og socialt dårligt stillede børn og unge under 18 år i Danmark’. Og fra den 1. december 2020 til den 1. februar 2021 har DR’s ’Giro 413’-udvalg åbent for ansøgninger om de indkomne kroner, som har været fulgt af en hilsen og et musikønske i radioen. Med andre ord er det nu absolut sidste frist for at søge.

Siden programmets start for snart 75 år siden, har lytterne i alt samlet 28,6 millioner kroner ind til ’Giro 413’ og den gode sag. Og de er alle gået videre fra DR til projekter og foreninger, som hjælper børn og unge, der er socialt dårligt stillede eller i vanskeligheder.

- Privatpersoner kan ikke søge om pengene fra ’Giro 413’, men det kan foreninger og projekter, der har en god idé til at lave et projekt eller gøre livet lidt bedre for udsatte og dårligt stillede danske børn. Det kan være børn og unge, der vokser op i hjem, hvor der ikke er råd til at tage på ferie eller udflugter, eller hvor der ikke er råd til, at familiens yngste kan deltage i fritidsaktiviteter og tage del i det sociale liv, som det giver, forklarer Peter Sten, der er vært på ’Giro 413’.

I 2020 kunne han dele næsten 185.000 kroner ud, som blev samlet ind af lytterne til P5-programmet sidste år.

En glad dag

Ved den lejlighed modtog Landsforeningen Talentspejderne for eksempel 36.950 kroner til et talentprogram med fokus på valg af uddannelse for socialt udsatte unge i Storkøbenhavn, mens Broen Lolland for eksempel modtog 25.000 kroner til hjælp til køb af sportsudstyr til børn fra udsatte familier.

- I mange tilfælde går pengene til børn af forældre, der måske ikke har så mange penge. På den måde kan børnene og de unge også kan være en del af det sociale fællesskab i sportsklubber og andre foreninger, hvor deres kammerater kommer. En del af kronerne går ligeledes til sommerlejre og kolonier, så børn, der måske ellers ikke kommer på ferie, får en oplevelse, og også har noget at fortælle, når de kommer tilbage i skolen efter sommerferien, forklarer Peter Sten.

Han oplever, at coronatiden har fået mange til at sende en hilsen og ønske et nummer i ’Giro 413’ – nu hvor mange fester har været aflyst, og det har været svært at komme på besøg.

- På grund af coronaen har det og er det mange steder umuligt at besøge kronisk syge og ældre på plejehjem. Det har til gengæld betydet, at vi har set en stigende tendens til, at familie og venner i stedet har overrasket dem, de ikke kan besøge, med en hilsen i ’Giro 413’. Det er selvfølgelig dejligt, at programmet også kan glæde på den måde., siger Peter Sten, der sender programmet hver uge fra DR i Næstved.

Skal bruge særligt skema

Det er en repræsentant fra Socialstyrelsen, der sammen med ’Giro 413’-vært Peter Sten, DR’s radiochef Anette Kokholm og koordinator Camilla Harborg fra DR Medier fordeler de indkomne kroner fra 2020. Man kan komme i betragtning ved at udfylde et elektronisk ansøgningsskema, som man finder via punktet 'Søg støtte fra Giro 413' på www.dr.dk/giro413. Her kan man også læse de helt præcise regler om, hvad der gives støtte til, og hvad det ikke er muligt at få penge til.

Ansøgere kan forvente at få svar, om de får del i ’Giro 413’-kronerne i foråret. Så længe skal man ikke vente på at høre ’Giro 413’ igen. Udsendelsen bliver sendt hver søndag klokken 12.15-14.00 på P5.