Sjældenhed på sidste bededag: DR sender konfirmation i radioen

Når det fredag er store bededag for sidste gang i 337 år, transmitterer DR fra det, som dagen måske er særligt kendt for – en konfirmation.

Katarina Lewkovitch er vært på P1, når kanalen store bededag sender blandt andet en konfirmation direkte fra Kristkirken på Vesterbro i København. Her er hun fra en transmission fra Frederikssund Kirke sidste sommer. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)

Når det på fredag er store bededag i Danmark for sidste gang i 337 år, bliver det også en helt særlig radiobegivenhed.

Mange steder i landet har store bededag hidtil været en kæmpe konfirmationsdag, og DR’s P1 benytter lejligheden til at sende en konfirmation direkte fra Kristkirken på Vesterbro i København. På den sidste bededag skal fem drenge konfirmeres, og lytterne får mulighed for at være med hele vejen under den kirkelige handling.

Transmissionen af konfirmationen foregår i ’Gudstjeneste på P1’ fra klokken 10.03, hvor det er præst Mette Gramstrup, der står for den og også prædiker. Vært for gudstjenesten i radioen er Katarina Lewkovitch.

- Store bededag i år er en helt særlig dag på mange måder, og det også en sjældenhed, at vi sender en konfirmation i radioen. Men jeg synes, det er en vigtig del af de kirkelige begivenheder. Og ligesom der af og til er dåb, når vi sender gudstjenester i radioen, er det også relevant at invitere lytterne ind i en konfirmationsgudstjeneste. Her er man normalt kun med, hvis man har familie, der skal konfirmeres, siger vært og tilrettelægger Katarina Lewkovitch fra DR Debat og Kultur Lyd.

Hun forklarer, at valget blandt andet er faldet på transmissionen fra Kristkirken på Vesterbro, fordi præst Mette Gramstrup lidt er institution med hensyn til konfirmationer. Hun arbejder meget blandt unge mennesker, og i løbet af et år bliver rigtig mange konfirmeret af hende.

  • Gudstjenesten store bededag og søndag i denne uge sendes fra Kristkirken på Vesterbro i København.
  • Præst Mette Gramstrup fra Kristkirken i København ved en tidligere konfirmation i kirken. (Foto: © (privatfoto))
1 / 2

Er bededagsweekendens kirke

Undervejs i gudstjenesten kan både lytterne, konfirmanderne og deres familie synge med på ’I østen stiger solen op’, ’Du fødtes på jord’, ’Spænd over os dit himmelsejl, ’Du kom med alt det, der var dig’ samt Halfdan Rasmussen og Knud Vad Thomsens ’Med store undrende øjne’. Det hele med Kai Ole Bøggild ved orglet.

Han kommer også i vælten to dage senere, for Kristkirken på Vesterbro i København er i det hele taget bededagsweekendens kirke for DR. ’Gudstjeneste på P1’ bliver også sendt direkte fra kirken søndag den 7. maj klokken 10.03 – da med Jon Kaldan som vært, men stadig med Mette Gramstrup som prædikant.

Efterhånden må man sige, at DR har en vis erfaring med at transmittere ’Gudstjeneste på P1’. For det var helt tilbage den 3. maj 1925 klokken 10.00 – en måned efter DR’s start for 98 år siden, at DR sendte sin første radiotransmitterede gudstjeneste. Provst Nordentoft fra Garnisonskirken var første prædikant, og rundt regnet har DR sendt gudstjeneste 6-7000 søn- og helligdage siden.